184

165. Jøden i Tornebusken. Der var engang en Bonde; han havde en tro og flittig Gut, der alt havde tjent ham i tre Aar, uden at han havde betalt ham nogen Løn; da faldt Gutten endelig paa, at han dog ikke vilde arbeide for Ingenting, og han gik til sin Husbonde og sagde: „Nu har jeg ærlig og ufortrøden tjent Jer i lang Tid, og derfor kan jeg heller ikke andet end troe, at I nu vil give mig det, som tilkommer mig,“ men Bonden var en Gnier og han vidste, at Gutten var en enfoldig Stakkel, og saa tog han tre Kobbertoskillinger og gav ham dem, een for hvert Aar, det var den Betaling han fik. Gutten troede nu, han havde mange Penge og tænkte: det er ikke værdt at trælle og arbeide længere, nu kan du leve godt og lystig i Verden. Saa stak han sine Kobberdanker i Lommen og drog lystig afsted over Bjerg og Dal.

Da han syngende og hoppende gik over en Mark, kom der en liden Mand hen til ham, som spurgte, hvad han var saa glad over. „Ei, hvad skulde jeg være bedrøvet over, jeg er frisk som en Fisk og Penge har jeg i Hobetal, jeg har intet at sørge for; tre Aars Løn, som jeg har tjent hos min Herre, har jeg sparet sammen, og har det altsammen i min Lomme.“ „Hvor mange Penge har du da,“ sagde den lille Mand. „Tre Toskillinger,“ sagde Gutten. „Giv mig dine 3 Toskillinger, jeg er en fattig Mand.“ Gutten var godhjertet, forbarmede sig og gav ham dem. Saa sagde Manden, „fordi du har et godt Hjerte, skal du faae tre Ønsker, et for hver Toskilling, saa kan du faae alt, hvad du ønsker dig.“ Det syntes Gutten godt om, for han tænkte: Varer er bedre end Penge, og sagde: „Først ønsker jeg mig en Fuglerifle, som træffer alt det jeg sigter paa, og for det Andet en Violin, som er saaledes beskaffen, at naar jeg spiller paa den, saa maa Alting, som hører det, dandse, og for det Tredie saa ønsker jeg, at Folk aldrig skal kunne sige Nei til det jeg beder dem om.“ Manden sagde: „Alt dette skal du faae,“ og han gav ham Violinen og Fugleriflen og saa gik han sin Vei.

Men havde Gutten før været glad, saa blev han nu ti Gange gladere, og han havde ikke gaaet længe førend han mødte en gammel Jøde. Der stod et Træ, og oppe i den høieste Top sad en liden 185Lærke og sang. „Ei ei, hvad dog saadant et lidet Dyr kan stemme op; havde jeg den, vilde jeg give mange Penge derfor.“ „Ikke andet end det, den skal snart ned,“ sagde Gutten, lagde an og skjød Lærken paa en Prik, saa at den faldt ned af Træet. Jøden krøb ind i Busken, og da han var kommen midt ind i den, trak Gutten Violinen frem og gav sig til at spille op, Jøden til at dandse og havde ingen Ro, men sprang immer høiere og høiere og Tornene sønderreve hans Klæder, saa at Fillerne fløi, og de rev og saarede ham, saa at Blodet randt. „For Guds Skyld!“ skreg Jøden, „for Guds Skyld! gode Herre, hold op at spille, hvad Ondt har jeg gjort?“ Du har snydt Folk nok, tænkte Gutten ved sig selv, dig skeer ingen Uret og spillede atter op en Hopsasa. Da begyndte Jøden at bede og velsigne, og lovede at give ham Penge, hvis han vilde holde op, men Gutten syntes længe at det ikke var nok, og spillede immer væk, indtil Jøden lovede ham 100 Gulddukater, som han havde i sin Pung, og som han nylig havde snydt en Kristen for. Da Gutten saa alle Pengene, sagde han: „ja, da skal jeg holde op,“ tog Pungen og stak Violinen i Sæk, saa gik han rolig og fornøiet videre frem.

Jøden rev sig næsten alle Klæderne af Kroppen, førend han kom ud af Tornebusken, og saa ussel og elendig som han var, tænkte han paa, hvorledes han skulde hevne sig og ønskede alt Ondt over Gutten. Endelig løb han til Dommeren og klagede over, at en Kjeltring havde plyndret ham, taget hans Penge og pryglet ham, saa det var grueligt, og den, der havde gjort det, bar en Rifle paa Ryggen og en Violin om Halsen. Da udsendte Dommeren Bud og Snaphaner, for at de skulde fakke Knegten, hvis de fik see ham; han blev snart greben og stillet for Retten; da klagede Jøden og sagde, at det var ham, der havde røvet Pengene fra ham; Gutten sagde: „nei, du har givet mig dem, fordi jeg har spillet for dig;“ men Dommeren gjorde kort Proces og dømte Gutten til at hænges i en Galge. Da han alt stod paa Stigen med Strikken om Halsen, sagde han: „Hr. Dommer, tilstaae mig min sidste Bøn!“ — „hvis du ikke beder om dit Liv, skal denne være dig tilstaaet,“ sagde Dommeren. „Nei, det gjør jeg ikke, lad mig blot for sidste Gang faae Lov at spille paa min Violin.“ Da skreg Jøden: „Gud bevare os! lad ham ikke! lad ham ikke;“ Dommeren sagde! „Jeg har nu eengang lovet ham det og derved skal det blive,“ de turde heller ikke nægte ham det, fordi han havde den Gave at Ingen kunde sige Nei til det, han bad om. Da skreg Jøden: „Bind mig da for Guds Skyld fast!“ men Gutten tog Violinen og gjorde et Strøg; da begyndte Alt at rugge paa sig, baade Dommer og Skriver og Mestermand, og Jøden kunde Ingen binde, og han gjorde nok et Strøg, da slap Mestermanden ham løs og dandsede selv, og da han nu begyndte at spille ordentlig op, dandsede Alt tilhobe Retten og Jøden i Spidsen og alle Folkene paa Torvet, som vilde see paa. I Begyndelsen gik det lystig, men da der ingen Ende blev paa Dandsen, bade de ham at holde op, men han holdt ikke op, førend Dommeren baade lovede ham Livet og de hundrede Dukater. Da raabte han til Jøden: „Tilstaae nu, hvor du har Pengene fra, din Kjeltring ellers holder jeg aldrig i mine Dage op at spille.“ „Jeg har stjaalet 186dem, jeg har stjaalet dem, og du har ærlig fortjent dem,“ skreg Jøden, saa at Alle hørte paa det. Da stak Gutten Violinen i Sæk, og Jøden blev hængt i Galgen i hans Sted.

184

165. Jøden i tornebusken. Der var engang en bonde; han hadde en tro og flittig Gut, der alt hadde tjent ham i tre år, uten at han hadde betalt ham noen Løn; da falt gutten endelig på, at han dog ikke ville arbeide for ingenting, og han gikk til sin Husbonde og sa: „Nå har jeg ærlig og ufortrøden tjent Jer i lang tid, og derfor kan jeg heller ikke annet enn troe, at dere nå vil gi meg det, som tilkommer meg,“ men bonden var en gnier og han visste, at gutten var en enfoldig Stakkel, og så tok han tre Kobbertoskillinger og ga ham dem, een for hvert år, det var den betaling han fikk. Gutten trodde nå, han hadde mange penger og tenkte: det er ikke verdt å trelle og arbeide lenger, nå kan du leve godt og lystig i Verden. Så stak han sine Kobberdanker i lommen og drog lystig av sted over Bjerg og dal.

Da han syngende og hoppende gikk over en Mark, kom der en liten mann hen til ham, som spurte, hva han var så glad over. „Ei, hva skulle jeg være bedrøvet over, jeg er frisk som en fisk og penger har jeg i hopetall, jeg har intet å sørge for; tre Aars Løn, som jeg har tjent hos min Herre, har jeg spart sammen, og har det altsammen i min lomme.“ „Hvor mange penger har du da,“ sa den lille mann. „Tre Toskillinger,“ sa gutten. „Gi meg dine 3 Toskillinger, jeg er en fattig mann.“ Gutten var godhjertet, forbarmet seg og ga ham dem. Så sa mannen, „fordi du har et godt hjerte, skal du få tre ønsker, et for hver Toskilling, så kan du få alt, hva du ønsker deg.“ Det syntes gutten godt om, for han tenkte: Varer er bedre enn penger, og sa: „Først ønsker jeg meg en Fuglerifle, som treffer alt det jeg sikter på, og for det andre en Violin, som er således beskaffen, at når jeg spiller på den, så må Alting, som hører det, danse, og for det Tredie så ønsker jeg, at folk aldri skal kunne si Nei til det jeg beder dem om.“ Mannen sa: „Alt dette skal du få,“ og han ga ham Violinen og Fugleriflen og så gikk han sin vei.

Men hadde gutten før vært glad, så ble han nå ti ganger gladere, og han hadde ikke gått lenge før han møtte en gammel jøde. Der stod et tre, og oppe i den høyeste topp satt en liten 185lerke og sang. „Ei ei, hva dog sådant et lite dyr kan stemme opp; hadde jeg den, ville jeg gi mange penger derfor.“ „Ikke annet enn det, den skal snart ned,“ sa gutten, la an og skjød lerken på en prikk, så at den falt ned av treet. Jøden krøp inn i busken, og da han var kommet midt inn i den, trakk gutten Violinen frem og ga seg til å spille opp, jøden til å danse og hadde ingen ro, men sprang immer høyere og høyere og tornene sønderreve hans klær, så at fillene fløy, og de rev og saarede ham, så at blodet rant. „For Guds skyld!“ skreg jøden, „for Guds skyld! gode Herre, hold opp å spille, hva Ondt har jeg gjort?“ Du har snytt folk nok, tenkte gutten ved seg selv, deg skeer ingen Uret og spilte atter opp en Hopsasa. Da begynte jøden å bede og velsigne, og lovede å gi ham penger, hvis han ville holde opp, men gutten syntes lenge at det ikke var nok, og spilte immer vekk, inntil jøden lovede ham 100 Gulddukater, som han hadde i sin pung, og som han nylig hadde snytt en kristen for. Da gutten så alle pengene, sa han: „ja, da skal jeg holde opp,“ tok pungen og stak Violinen i sekk, så gikk han rolig og fornøyet videre frem.

Jøden rev seg nesten alle kledene av kroppen, før han kom ut av tornebusken, og så ussel og elendig som han var, tenkte han på, hvorledes han skulle hevne seg og ønsket alt Ondt over gutten. Endelig løp han til dommeren og klagede over, at en kjeltring hadde plyndret ham, tatt hans penger og pryglet ham, så det var grueligt, og den, der hadde gjort det, bar en rifle på ryggen og en Violin om halsen. Da utsendte dommeren bud og Snaphaner, for at de skulle fakke knekten, hvis de fikk se ham; han ble snart grepet og stillet for retten; da klagede jøden og sa, at det var ham, der hadde røvet pengene fra ham; Gutten sa: „nei, du har gitt meg dem, fordi jeg har spillet for deg;“ men dommeren gjorde kort prosess og dømte gutten til å henges i en galge. Da han alt stod på stigen med strikken om halsen, sa han: „Hr. Dommer, tilstå meg min siste Bøn!“ — „hvis du ikke beder om ditt liv, skal denne være deg tilstått,“ sa dommeren. „Nei, det gjør jeg ikke, la meg blot for siste gang få lov å spille på min Violin.“ Da skrek jøden: „Gud bevare oss! la ham ikke! la ham ikke;“ Dommeren sa! „Jeg har nå en gang lovet ham det og derved skal det bli,“ de turde heller ikke nekte ham det, fordi han hadde den gave at Ingen kunne si Nei til det, han bad om. Da skrek jøden: „Bind meg da for Guds skyld fast!“ men gutten tok Violinen og gjorde et strøk; da begynte Alt å rugge på seg, både dommer og skriver og mestermann, og jøden kunne Ingen binde, og han gjorde nok et strøk, da slapp mestermannen ham løs og danset selv, og da han nå begynte å spille ordentlig opp, danset Alt tilhobe retten og jøden i Spidsen og alle folkene på Torvet, som ville se på. I begynnelsen gikk det lystig, men da der ingen ende ble på dansen, ba de ham å holde opp, men han holdt ikke opp, før dommeren både lovede ham livet og de hundre dukater. Da ropte han til jøden: „Tilstå nå, hvor du har pengene fra, din kjeltring ellers holder jeg aldri i mine dager opp å spille.“ „Jeg har stjålet 186dem, jeg har stjålet dem, og du har ærlig fortjent dem,“ skreg jøden, så at alle hørte på det. Da stak gutten Violinen i sekk, og jøden ble hengt i galgen i hans sted.