Der var engang en Gut, som gik paa en Vei og knækkede Nødder. Saa fandt han en ormstukken En, og med det samme mødte han Fanden. „Er det sandt,” sagde Gutten, „hvad de sige, at Fanden kan gjøre sig saa liden, han vil, og tvinge sig igjennem et Knappenaalshul?” — „Ja,” svarede Fanden. — „Aa lad mig see det, og kryb ind i denne Nødden,” sagde Gutten igjen, og det gjorde Fanden. Da han vel var krøben ind igjennem Markhullet, satte Gutten en Pinde i. „Nu har jeg dig der!” sagde han og lagde Nødden i Lommen. Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en Smedie; der gik han ind, 184og bad Smeden, om han vilde slaae den Nødden itu for ham. „Ja det skal være let gjort,“ svarede Smeden, og tog den mindste Hammeren sin, lagde Nødden paa Ambolten og slog til, men den vilde ikke gaae i Stykker. Saa tog han en lidt større Hammer, men den var heller ikke tung nok; han tog da en endnu større En, men den gjorde det heller ikke; og saa blev Smeden sindt og tog Storslæggen. „Jeg skal vel faae dig i Stykker alligevel!“ sagde han, og slog til alt hvad han aarkede; og saa gik Nødden i Knas, saa det halve Smedietaget fløi af, og det bragede, som om Hytten skulde ryge ned. „Jeg mener Fanden var i Nødden, jeg!“ sagde Smeden. — „Ja, han var saa,“ sagde Gutten.

Der var engang en Gut, som gikk på en vei og knækkede nøtter. Så fant han en ormstukken En, og med det samme møtte han fanden. „Er det sandt,” sa gutten, „hva de sier, at fanden kan gjøre seg så liten, han vil, og tvinge seg igjennom et knappenålshull?” — „Ja,” svarte fanden. — „Å la meg se det, og kryb inn i denne nøtten,” sa gutten igjen, og det gjorde fanden. Da han vel var krøpet inn igjennom Markhullet, satte gutten en pinne i. „Nå har jeg deg der!” sa han og la nøtten i lommen. Da han hadde gått et stykke, kom han til en smie; der gikk han inn, 184og bad smeden, om han ville slå den nøtten itu for ham. „Ja det skal være lett gjort,“ svarte smeden, og tok den minste hammeren sin, la nøtten på ambolten og slo til, men den ville ikke gå i stykker. Så tok han en litt større Hammer, men den var heller ikke tung nok; han tok da en enda større En, men den gjorde det heller ikke; og så ble smeden sint og tok storsleggen. „Jeg skal vel få deg i stykker allikevel!“ sa han, og slo til alt hva han orket; og så gikk nøtten i knas, så det halve Smedietaget fløy av, og det braket, som om hytten skulle ryge ned. „Jeg mener fanden var i nøtten, jeg!“ sa smeden. — „Ja, han var så,“ sa gutten.