179

160. En Mand havde engang faaet tre prægtige Guldfiske som han satte i en lille Dam i sin Have. Han morede sig meget 180ved at see dem svømme med deres gyldenblanke Skjæl i det klare Vand, naar Solens Straaler belyste det; og tidt satte han sig ned ved Dammen og kastede Smuler af Hvedebrød ud i Vandet. Hertil blev de nydelige Fiske omsider saa vante, at de hvergang kom op i Vandfladen og spiste det udkastede Brød. Da pleiede Manden at sige: „Ja, I Smaafiske! Nu har I det godt; men tager Jer vel vare for to Ting, naar i altid ville leve saa fornøiede, som nu! gaar aldrig igjennem Sprinkelværket ud i den store Dam, her ved Enden af Haven og svømmer aldrig heroppe, naar jeg ikke er hos eder.“

Men Fiskene forstod ikke hvad Manden sagde. Da tænkte han: jeg maa see at jeg kan gjøre mig forstaaelig for dem.“ Han passede derfor paa ved Gitteret; og hvergang en af Fiskene kom derhen og vilde svømme igjennem, pladskede han med sin Stok i Vandet, saa at Fisken blev bange og svømmede tilbage igjen. Ligesaa gjorde han, naar en af dem kom op i Vandfladen, og jog dem saaledes ned i Dybet igjen. Da han havde gjort det flere Gange tænkte han: „nu have Fiskene dog nok forstaaet mig!“ og gik sin Vei.

Da kom de tre nydelige Guldfiske sammen, rystede paa Hovederne og kunde ikke begribe, hvorfor Manden ikke vilde, at de maatte svømme øverst oppe i Vandet eller gaae ud i den store Dam. „Han gaaer jo dog selv deroppe,“ sagde en af Fiskene, „hvorfor skulde vi da ikke have Lov til at komme lidt høiere op i Vandet?“ — „Og hvorfor skulde vi altid være indespærrede i denne Dam,“ sagde den anden. „Den store derudenfor er vist meget bedre; og hvad skulde det skade os, om vi undertiden gik lidt om derude? Vi kan jo altid vende tilbage, inden Manden kommer igjen?“ — „Det er vist en slem haard Mand, han vil ikke unde os nogen Fornøielse!“ sagde den første Fisk. „Ja vist, du har Ret,“ svarede den anden; „men jeg vil heller ikke bryde mig om ham: jeg vil strax forsøge, hvordan der er inde i den store Dam.“ — „Og jeg, raabte den første, vil imidlertid boldtre mig deroppe i det deilige Solskin!“

Den tredie Guldfisk derimod var lydigere og tænkte: „Manden har dog udentvivl en Grund, hvorfor han forbyder os dette. Han gjør det vist ikke af Haardhed imod os; thi dersom han ikke holdt af os, hvorfor skulde han da komme hver Dag og give os saa rar 181Føde? Jeg vil gjøre, hvad han vil have, omendskjøndt jeg ikke veed hvorfor han vil det!“

Denne Guldfisk blev derfor nede i Vandet, hvorimod de andre gjorde, som de havde sagt; en svømmede gjennem Gitteret ud i den store Dam, og den anden stak op i Vandet og sprang og legede i Solstraalerne. Men hvad skeede? Neppe var den første kommen udenfor Gitteret, førend en stor Gjedde for løs paa den og slugte den. En Rovfugl, der fløi i Kredse over Havet for at speide efter Bytte, blev den anden Guldfisk vaer, da dens Skjæl glimrede i Solen, slog ned paa den i Vandet, fangede den og aad den op. Kun den tredie, som havde været god og klog, blev tilbage. Manden glædede sig ret over dens Lydighed, kom hver Dag ud til den og bragte den rigelig Føde. Den blev saa tam, at den godt vidste, hvad Tid Manden kom, og gik da lige op til Bredden og ventede paa Brødsmulerne. Saaledes levede den i mange Aar rolig og fornøiet i sin lille Dam.

179

160. En mann hadde engang fått tre prektige gullfisker som han satte i en lille dam i sin hage. Han moret seg meget 180ved å se dem svømme med deres gyllenblanke skjell i det klare vann, når Solens stråler belyste det; og titt satte han seg ned ved dammen og kastet smuler av hvetebrød ut i vannet. Hertil ble de nydelige fisker omsider så vante, at de hvergang kom opp i vannflaten og spiste det udkastede brød. Da pleide mannen å si: „Ja, dere Smaafiske! Nå har dere det godt; men tar Jer vel vare for to ting, når i alltid ville leve så fornøyde, som nå! går aldri igjennom sprinkelverket ut i den store dam, her ved enden av hagen og svømmer aldri heroppe, når jeg ikke er hos dere.“

Men Fiskene forstod ikke hva mannen sa. Da tenkte han: jeg må se at jeg kan gjøre meg forståelig for dem.“ Han passet derfor på ved gitteret; og hvergang en av Fiskene kom derhen og ville svømme igjennom, plasket han med sin stokk i vannet, så at fisken ble bange og svømte tilbake igjen. Likeså gjorde han, når en av dem kom opp i vannflaten, og jog dem således ned i dypet igjen. Da han hadde gjort det flere ganger tenkte han: „nå have Fiskene dog nok forstått meg!“ og gikk sin vei.

Da kom de tre nydelige gullfisker sammen, rystet på hodene og kunne ikke begripe, hvorfor mannen ikke ville, at de måtte svømme øverst oppe i vannet eller gå ut i den store dam. „Han går jo dog selv deroppe,“ sa en av Fiskene, „hvorfor skulle vi da ikke have lov til å komme litt høyere opp i vannet?“ — „Og hvorfor skulle vi alltid være innesperrede i denne dam,“ sa den annen. „Den store derudenfor er vist meget bedre; og hva skulle det skade oss, om vi undertiden gikk litt om derude? Vi kan jo alltid vende tilbake, innen mannen kommer igjen?“ — „Det er vist en slem hard mann, han vil ikke unne oss noen fornøyelse!“ sa den første fisk. „Ja vist, du har rett,“ svarte den annen; „men jeg vil heller ikke bryte meg om ham: jeg vil straks forsøke, hvordan der er inne i den store dam.“ — „Og jeg, ropte den første, vil imidlertid boltre meg deroppe i det deilige solskinn!“

Den tredje gullfisk derimot var lydigere og tenkte: „Mannen har dog uten tvil en grunn, hvorfor han forbyr oss dette. Han gjør det vist ikke av hardhet imot oss; thi dersom han ikke holdt av oss, hvorfor skulle han da komme hver dag og gi oss så rar 181føde? Jeg vil gjøre, hva han vil ha, omendskjøndt jeg ikke vet hvorfor han vil det!“

Denne gullfisk ble derfor nede i vannet, hvorimot de andre gjorde, som de hadde sagt; en svømte gjennom gitteret ut i den store dam, og den annen stak opp i vannet og sprang og lekte i solstrålene. Men hva skjedde? Neppe var den første kommet utenfor gitteret, før en stor gjedde for løs på den og slukte den. En rovfugl, der fløy i Kredse over havet for å speide etter bytte, ble den annen gullfisk vaer, da dens skjell glimret i solen, slo ned på den i vannet, fangede den og åt den opp. Kun den tredje, som hadde vært god og klok, ble tilbake. Mannen gledet seg rett over dens lydighet, kom hver dag ut til den og brakte den rikelig føde. Den ble så tam, at den godt visste, hva tid mannen kom, og gikk da like opp til bredden og ventet på brødsmulene. Således levde den i mange år rolig og fornøyet i sin lille dam.