178

159. En saadan Fortælling som „Smaagutten og Bukken”, og alle lignende, kaldes et Digt; de eenslange Linier, den er skreven i, hedde Vers, og de Ord i Enden af disse, som klinge paa eens Maade, hedde Riim. Navnet Digt gives saadanne Fortællinger, fordi man 179ikke altid bestemt veed, om det, der fortælles, virkelig er skeet, men man dog indseer, at dette, eller noget Lignende, rimeligviis er forefalden eller i det mindste kunde være skeet. Et Digt skrives for det meste paa Vers og i Riim, fordi disse lyde smukt og tidt bedre kunne huskes. Det er ellers ikke blot saadanne Fortællinger, som hedde Digte; saaledes kalder man ogsaa Viser, Gravvers, Cantater, Skuespil, Sange, o. a. m.

Men det gives ogsaa Digte, hvorom man bestemt indsee, at det, som de indeholde, ikke kan være skeet. Man kalder disse Fabler og Æventyr. Af de første have vi læst nogle ovenfor (142—147). Fabler handle for det meste om Dyr, som Digteren, eller han, der forfatter Digtet, lader tale saaledes, som man skulde troe, at disse Dyr omtrent vilde tale, ifald de ikke vare Umælende.

Vers kaldes ogsaa bunden Stiil, fordi Ordene ere tvungne til at staae paa en vis bestemt Maade i Verset, og Talen altsaa ikke er ubunden. Det modsatte heraf er ubunden Stiil, saaledes som man sædvanligen taler, skriver, eller trykker i Bøger. Digte og deres Indhold kaldes ogsaa Poesie, hvorimod alt andet hedder Prosa. Dog er at mærke, at der gives endeel store Digte i ubunden Stiil, eller i Prosa, f. Ex. Holbergs berømte Komedier, Maurits Hansens Noveller, o. fl. a.

Af Æventyr har man saaledes ogsaa somme paa Vers, somme i Prosa. Adskilligt af det, som fortælles i dem, er nu i sig selv umuligt, ja endogsaa urimeligt; men de kunne alligevel være nyttige at læse, naar de ere gode. Thi gode Æventyr gjemme i sig, ligesom Flintestenen sin Gnist, en oplysende Advarsel mod Last og Synd, eller en Lære, som viser, at Daaren er sig selv værst, eller en anden træffende Sandhed. Nogle Æventyr ere, skrevne til Morskab og for at vække Latter. Men at lee ret tilgavns engang imellem, er en god Hjertestyrkning. Paa disse Æventyr skal man derfor heller ikke slaae Vrag.

178

159. En sådan fortelling som „smågutten og bukken”, og alle lignende, kalles et dikt; de eenslange linjer, den er skrevet i, hedde vers, og de ord i enden av disse, som klinge på ens måte, hedde rim. Navnet dikt gives sådanne fortellinger, fordi man 179ikke alltid bestemt vet, om det, der fortelles, virkelig er skjedd, men man dog innser, at dette, eller noe Lignende, rimeligviis er forefalt eller i det minste kunne være skjedd. Et dikt skrives for det meste på vers og i rim, fordi disse lyde smukt og titt bedre kunne huskes. Det er ellers ikke blot sådanne fortellinger, som hedde Digte; således kaller man også viser, Gravvers, kantater, skuespill, sanger, o. a. m.

Men det gives også Digte, hvorom man bestemt innse, at det, som de inneholder, ikke kan være skjedd. Man kaller disse fabler og Æventyr. Av de første har vi lest noen ovenfor (142—147). Fabler handle for det meste om dyr, som dikteren, eller han, der forfatter diktet, lader tale således, som man skulle tro, at disse dyr omtrent ville tale, i fall de ikke vare Umælende.

Vers kalles også bunden stil, fordi ordene er tvungne til å stå på en viss bestemt måte i verset, og talen altså ikke er ubunden. Det motsatte heraf er ubunden stil, således som man sædvanligen taler, skriver, eller trykker i bøker. Digte og deres innhold kalles også poesi, hvorimot alt annet heter prosa. Dog er å merke, at der gives en del store Digte i ubunden stil, eller i prosa, f. Ex. Holbergs berømte komedier, Maurits Hansens Noveller, o. fl. a.

Av Æventyr har man således også somme på vers, somme i prosa. Adskillig av det, som fortelles i dem, er nå i seg selv umulig, ja endogsaa urimelig; men de kunne allikevel være nyttige å lese, når de er gode. Thi gode Æventyr gjemme i seg, likesom flintesteinen sin gnist, en oplysende advarsel mot last og synd, eller en lære, som viser, at dåren er seg selv verst, eller en annen treffende sannhet. Noen Æventyr er, skrevne til morskap og for å vekke latter. Men å lee rett tilgavns engang imellom, er en god hjertestyrkning. På disse Æventyr skal man derfor heller ikke slå vrak.