177

159. Agte vi bør paa de Hændelser smaa,Hvori tidt Lærdom er skjult;Vrager vel Bien det usleste Straa,Naar det af Sødme er fuldt?

Engang som Smaagut ved Dammen jeg sad,Hørte paa Lærkernes Sang;Krumhornet Buk ved min Side saa gladGræssed’ paa grønklædte Vang.

Lumskere Øiekast aldrig jeg saae,Aldrig styggere Horn;Stundom jeg derfor lod Bukkemads faaeHavreklid eller lidt Korn.

Da var han kjelen som Lammet og blid,Skubbed’ sig kjærlig mod mig;Aldrig jeg ante at leve den Tid,Han vilde vise mig Svig.

Alt var fortæret — dog langt mindre blidForekom Bukken mig da;

Norsk Læsebog.

178Strax og jeg tænkte: nu er det nok TidHeelskindet komme herfra.

Hvorledes da? Slig en Knude paa TraadLøses af Alle ei kan;Jeg var dog klögtig og snart fandt paa Raad;Nöd giver dobbelt Forstand.

Tröstig — jeg slutted’ — den Hornede var,(Spiser, saa törster jo jeg);Midt ned i Dammen der svömmer et Kar;Drikker han — frelser jeg mig.

Just som jeg böied’ mig frem, for at naaeKarret, hvor Frelsen var i,Fik jeg et Puf af hans Pandebrask saaHvast, at jeg dumpede i.

* * *

Heraf vi lære, hvor farligt det erBlændes af egen Forstand:Mangengang agte kun lidet vi værdDen, som beskjæmme os kan.

Tak og Erindring af Alle ei vent!Varsomt Du vælge din Ven!Lommen först tom, saa er Venskabet endt,Spot faaer Du ikkun igjen.

177

159. Akte vi bør på de hendelser små,Hvori titt lærdom er skjult;Vraker vel bien det usleste strå,Når det av sødme er fullt?

Engang som smågutt ved dammen jeg satt,Hørte på lerkenes sang;Krumhornet bukk ved min side så gladGresset’ på grønnkledde Vang.

Lumskere øyekast aldri jeg så,Aldri styggere Horn;Stundom jeg derfor lot Bukkemads fåHavrekli eller litt korn.

Da var han kjelen som lammet og blid,Skubbet’ seg kjærlig mot meg;Aldri jeg ante å leve den tid,Han ville vise meg svik.

Alt var fortært — dog langt mindre blidForekom bukken meg da;

Norsk lesebok.

178Straks og jeg tenkte: nå er det nok tidHelskinnet komme herfra.

Hvorledes da? Slig en knute på trådLøses av alle ei kan;Jeg var dog kløktig og snart fant på råd;Nöd giver dobbelt forstand.

Tröstig — jeg sluttet’ — den Hornede var,(Spiser, så tørster jo jeg);Midt ned i dammen der svømmer et kar;Drikker han — frelser jeg meg.

Just som jeg böied’ meg frem, for at nåeKarret, hvor frelsen var i,Fikk jeg et puff av hans pannebrask såHvast, at jeg dumpet i.

* * *

Heraf vi lærer, hvor farlig det erBlendes av egen forstand:Mangengang akte kun liter vi verdDen, som beskjemme oss kan.

Takk og erindring av alle ei vent!Varsomt Du velge din venn!Lommen først tom, så er vennskapet endt,Spot får Du ikkun igjen.