157. I Slutningen af Aaret 1839 seilede 9 Mennesker fra Trondhjem til Ørkedalen. De havde endeel Varer inde til en derværende Landhandler, saa at Baaden var temmelig ladet, og da de naaede op til Ørkedalsfjorden, kantrede den for en af de paa disse Kanter af vort Land ligesaa farlige som hyppige Kastevinde. Baaden sank imidlertid ikke, da de indehavendes Varer rullede ud af den, og saaledes lykkedes det alle disse Personer at klavre op paa Kjølen af den kantrede Baad, hvor nu de Ulykkelige skrege om Hjælp. Veiret blev haardere, Kulde og Anstrængelse udmattede efterhaanden de Skibbrudne aldeles, og Kræfterne havde næsten forladt dem alle, da der viste sig en Baad, ført af tvende Mænd, der styrede lige mod dem. Synet af Mennesker og Haabet om Redning, som derved vaktes, ja næsten blev Vished, gav de Udmattede fornyede Kræfter og lode dem betragte Faren som halv overstanden. De to Mænd, hvis Skjændsel vi ikke ville forøge ved her at opgive deres brændemærkede Navne, qvalte imidlertid Menneskekjærligheden i sit Bryst, og tilsidesatte den for elendig Gjerrighed og ussel Feighed. De seilede de Ulykkelige forbi faa Favne fra dem og uden at røres af deres Nødraab, omendskjønt det ved Forhørene, som senere optoges, blev beviist, at Veiret ei var haardere, end at de uden Fare for eget Liv kunde have reddet dem, naar de vilde have opofret den af Værdi ubetydelige Ladning, som de havde inde og som bestod af et Par Favne eller maaskee noget mere af Birkeved. Man vil kunne tænke sig den skrækkelige Følelse, der overvældede de ulykkelige halvdøde Mennesker, da de saa pludselig saa sig det opblussende Haab berøvede. De faa Kræfter, som de Forladte endnu havde tilbage, svandt, og efterhaanden forsvandt de alle i den oprørte Sø paa Een nær, der, — ligesom af Forsynet bevaret for i kommende Dage at øve en Gjengjældelse, hvortil man sjelden skuer Mage, — af Bølgerne blev baaret til Stranden. Denne Mand, hvis Navn og hvis senere Daad Efterverdenen bør bevare med ligesaa megen Omhu, som den gjemmer en Helts Navn og Bedrifter, hed John Colbanussen. Han er født i Ørkedalen og ved vanlige Kampe med Naturen og 177Nøden, som han seierrig er gaaet ud af, har han erhvervet sig et kraftigt Legeme i Forening med en modig Sjæl.

Omtrent 3 Maaneder efter den her fortalte Begivenhed befandt John sig en Dag ved Strandbredden. Veiret var usædvanlig haardt og stormende og i det Hele taget saaledes, at ingen Fisker vilde vove sig ud paa Fjorden. Den unge Søbondes Baad laa paa Land, tæt ved Bredden, sikret for Stormen og Bølgerne. Ude paa Fjorden var imidlertid en Baad, og den var Gjenstanden for Johns spændte Opmærksomhed. Han kjendte denne Baad og dens Førere; det var de samme tvende Mænd, der i hans Livs farligste Time havde forladt ham. Et guddommeligt Forsyn har maaskee aldrig aabenbaret sig tydeligere end nu skeede. Det vilde paa eengang straffe Synderene og prøve et Menneskes Hjerte. Baaden kantrede, og de to Mænd maatte søge sin Redning paa Kjølen. De befandt sig i samme ulykkelige Stilling som den, i hvilken John og hans Kammerater engang var. Da iler John til sin Baad og bringer den med Kjæmpekraft ene i Søen. Han trodser Vinden og Brændingerne. Han vover sit Liv for at redde to Mennesker, der engang ei vilde opofre en Brændehob for hans. Han redder dem og bringer i Land de blege, skjælvende Uslinge, over hvis Hoveder han havde sanket glødende Kul.

157. I Slutningen av året 1839 seilte 9 mennesker fra Trondhjem til Ørkedalen. De hadde en del varer inne til en derværende Landhandler, så at båten var temmelig ladet, og da de nådde opp til Ørkedalsfjorden, kantret den for en av de på disse kanter av vårt land likeså farlige som hyppige Kastevinde. Båten sank imidlertid ikke, da de innehavendes varer rullet ut av den, og således lyktes det alle disse personer at klavre opp på Kjølen av den kantret båt, hvor nå de Ulykkelige skrek om hjelp. Været ble hårdere, kulde og anstrengelse utmattede etterhånden de Skibbrudne aldeles, og kreftene hadde nesten forlatt dem alle, da der viste seg en båt, ført av tvende menn, der styrte like mot dem. Synet av mennesker og håpet om redning, som derved vaktes, ja nesten ble visshet, ga de Udmattede fornyede krefter og lot dem betrakte faren som halv overstanden. De to menn, hvis skjensel vi ikke ville forøke ved her å oppgi deres brændemærkede navn, kvalte imidlertid menneskekjærligheten i sitt bryst, og tilsidesatte den for elendig gjerrighet og ussel feighet. De seilede de Ulykkelige forbi få Favne fra dem og uten å røres av deres nødrop, omenskjønt det ved forhørene, som senere optoges, ble bevist, at været ei var hårdere, enn at de uten fare for eget Liv kunne ha reddet dem, når de ville ha oppofret den av verdi ubetydelige ladning, som de hadde inne og som bestod av et par Favne eller maaskee noe mer av bjørkeved. Man vil kunne tenke seg den skrekkelige følelse, der overveldet de ulykkelige halvdøde mennesker, da de så plutselig så seg det oppblussende håp berøvede. De få krefter, som de Forladte ennå hadde tilbake, svant, og etterhånden forsvant de alle i den opprørte Sø på Een nær, der, — likesom av Forsynet bevaret for i kommende dager å øve en gjengjeldelse, hvortil man sjelden skuer mage, — av bølgene ble båret til stranden. Denne mann, hvis navn og hvis senere dåd etterverdenen bør bevare med likeså mye omhu, som den gjemmer en Helts navn og bedrifter, het John Colbanussen. Han er født i Ørkedalen og ved vanlige kamper med naturen og 177nøden, som han seierrik er gått ut av, har han ervervet seg et kraftig legeme i forening med en modig sjel.

Omtrent 3 måneder etter den her fortalte begivenhet befandt John seg en dag ved Strandbredden. Været var usedvanlig hardt og stormende og i det hele tatt således, at ingen fisker ville vove seg ut på fjorden. Den unge Søbondes båt lå på land, tett ved bredden, sikret for stormen og bølgene. Ute på fjorden var imidlertid en båt, og den var gjenstanden for Johns spente oppmerksomhet. Han kjente denne båt og dens førere; det var de samme tvende menn, der i hans Livs farligste time hadde forlatt ham. Et guddommelig forsyn har maaskee aldri åpenbart seg tydeligere enn nå skjedde. Det ville på en gang straffe Synderene og prøve et Menneskes hjerte. Båten kantret, og de to menn måtte søke sin redning på Kjølen. De befandt seg i samme ulykkelige stilling som den, i hvilken John og hans Kammerater engang var. Da iler John til sin båt og bringer den med kjempekraft ene i sjøen. Han trosser vinden og brenningene. Han vover sitt liv for å redde to mennesker, der engang ei ville oppofre en Brændehob for hans. Han redder dem og bringer i land de bleke, skjelvende Uslinge, over hvis hoder han hadde sanket glødende kull.