174

156. At staae sit lidende Medmenneske bi i Nødens Stund, det er en Følelse, som opstaaer i ethvert ædelt Menneskes Barm, det er en Pligt, som Religionen byder enhver Christen at opfylde, men desværre, hvor ofte see vi ikke denne Dydspligt uopfyldt; om den end opstaaer hos Individet, bliver den ofte ikke 175til Handling. Naar vi altsaa see en Mand opfylde denne Pligt som Menneske og Christen, under de meest betænkelige og forviklede Omstændigheder, da har han det meest ubetingede Krav paa vor Agtelse, og hans Daad bør opflamme os til at handle som han.

Saaledes udøvede en norsk Sømand en sjelden skjøn og ædel Daad, som stedse fortjener at bevares fra Forglemmelse; hans Navn er Salve Nielsen.

Briggen Anne Catrine, hvorpaa han var forhyret som Styrmand, gik den 18de October 1821 med en Ladning Trælast fra Kragerøe, bestemt til Amsterdam. To Gange havde man været under den hollandske Kyst; men ved skrækkelige Storme fra Sydvest blev man første Gang drevet tilbage paa Doggeren, og anden Gang nødsaget til at bære af til Norge. Den 25de November om Morgenen Kl. 4, da man var 10 til 11 Mile Nord Nordvest for det jydske Rev, fik man en svær Bræksøe over, der foraarsagede at Dækslasten slog Styrbord, Stønnere, Pullere og Vaterbord ud, hvorved Skibet kantrede og kom til at ligge fladt med Master og Seil paa Vandet. Skibets Redning var ikke nu mere, kun Livets at tænke paa. Før Skibet kantrede kunde man alene føre en revet Fok, saa rasende blæste Stormen af Vest-Nordvest, og Nordvest til Vest. Capitainen, Tobias Hichmann, og Matros Johan Olsen, druknede ved Skibets Kantring. De øvrige 8 af Mandskabet kom op paa Lærøsterne og holdt sig paa Vraget, paa hvilket de dreve omkring paa Havet fra den 25de November om Morgenen Kl. 4 til den 27de November om Middagen, da de observerede en dansk Slup, der gjorde Alt, hvad der stod i dens Magt, for at redde dem, uden at det lykkedes at bjerge Flere, end To af de Skibbrudne, af hvilke den Ene, Styrmand Salve Nielsen, blev reddet ved at kaste sig i Havet og svømme imod Sluppen. Mørket begyndte nu at falde paa, og, efter adskillige forgjeves gjorte Forsøg fra Sluppens Side, kunde man ikke redde Flere. Salve Nielsen, som ikke vilde forlade sine Kammerater, men heller døe med dem, gik da, efter forgjæves at have opfordret saavel den med ham Reddede, som Sluppens Mandskab at følge sig, alene i Baaden, roede hen til Vraget, under hvilken Roen Aarerne paa Grund af hans Mathed flere Gange faldt ham af Hænderne, naaede det og blev sine sex ulykkelige Medmenneskers Redningsmand.

Intet af de Baand, der i Almindelighed i Livet knytte det ene Menneske nærmere til det andet, fandt Sted mellem Salve Nielsen, og de Forladte han reddede. Da han svømmede over til Sluppen, fulgte ikke med ham over Bølgerne nogen Traad af saadant Baand, hvorved han kunde drages tilbage. Han havde ingen Søn, ingen Fader, ingen Broder blandt de Ulykkelige; derimod havde han i sit Hjem en elsket Hustru. For hende sørger vel Gud, tænkte han. Han havde i halvtredie Dag deelt Dødens Rædsler med hine, havde paa usle Planker i de lange mørke Nætter med Øiet mod Himlen bedet til Gud for dem og sig, og nu, da den tredie Nat allerede udbredte sit sorte Tæppe over det umaadelige Dyb, at forlade dem, — at høre deres Dødssuk gjennem 176Stormen fra det fjerne Mørke — det kunde han ikke. Kan jeg ikke redde dem, saa kan jeg dog døe med dem, sukkede han og — sprang i Baaden.

Norske Sømand, som læser disse Linier, skuld du friste den samme haarde Skjebne som Salve Nielsen, da handl som han, red dine Ulykkesstaldbrødre. Træffer du, selv lykkelig undgaaet en vældig Storms Rasen, andre ulykkelige skibbrudne Sømænd, der vare mindre heldige, saa handl som den ædle danske Skibsfører Christensen og hans Mandskab. Overbeviisning, om at have opfyldt sin Pligt som Menneske og Christen, er salig, og den vil være dig en tro Ledsager gjennem Livet, opretholde dit Mod i Kummerens Dage og styrke dig i din Dødsstund!

174

156. Å stå sitt lidende medmenneske bi i Nødens stund, det er en følelse, som oppstår i ethvert edelt Menneskes Barm, det er en plikt, som religionen byr enhver Christen å oppfylle, men dessverre, hvor ofte ser vi ikke denne dydsplikt uoppfylt; om den enn oppstår hos individet, blir den ofte ikke 175til handling. Når vi altså se en mann oppfylle denne plikt som menneske og Christen, under de mest betenkelige og forviklede omstendigheter, da har han det mest ubetingede krav på vår aktelse, og hans dåd bør opflamme oss til å handle som han.

Således udøvede en norsk sjømann en sjelden skjønn og edel dåd, som stedse fortjener å bevares fra forglemmelse; hans navn er Salve Nielsen.

Briggen Anne Catrine, hvorpå han var forhyret som styrmann, gikk den 18de oktober 1821 med en ladning trelast fra Kragerøe, bestemt til Amsterdam. To ganger hadde man vært under den hollandske kyst; men ved skrekkelige Storme fra Sydvest ble man første gang drevet tilbake på Doggeren, og annen gang nødsaget til å bære av til Norge. Den 25de november om morgenen Kl. 4, da man var 10 til 11 mil nord nordvest for det jyske rev, fikk man en svær Bræksøe over, der forårsaket at dekkslasten slo styrbord, Stønnere, Pullere og vaterbord ut, hvorved skipet kantret og kom til å ligge flatt med Master og seil på vannet. Skipets redning var ikke nå mer, kun Livets å tenke på. Før skipet kantret kunne man alene føre en revet fokk, så rasende blåste stormen av vest-nordvest, og nordvest til vest. Capitainen, Tobias Hichmann, og Matros Johan Olsen, druknet ved skipets kantring. De øvrige 8 av mannskapet kom opp på Lærøsterne og holdt seg på vraket, på hvilket de drev omkring på havet fra den 25de november om morgenen Kl. 4 til den 27de november om middagen, da de observerede en dansk slupp, der gjorde Alt, hva der stod i dens makt, for å redde dem, uten at det lyktes at bjerge Flere, enn to av de Skibbrudne, av hvilke den Ene, styrmann Salve Nielsen, ble reddet ved å kaste seg i havet og svømme imot sluppet. Mørket begynte nå å falle på, og, etter adskillige forgjeves gjorte forsøk fra Sluppens side, kunne man ikke redde Flere. Salve Nielsen, som ikke ville forlate sine Kammerater, men heller dø med dem, gikk da, etter forgjeves å ha oppfordret såvel den med ham Reddede, som Sluppens mannskap å følge seg, alene i båten, rodde hen til vraket, under hvilken roen årene på grunn av hans matthet flere ganger falt ham av hendene, nådde det og ble sine seks ulykkelige Medmenneskers redningsmann.

Intet av de bånd, der i alminnelighet i livet knytte det ene menneske nærmere til det andre, fant sted mellom Salve Nielsen, og de Forladte han reddet. Da han svømte over til sluppet, fulgte ikke med ham over bølgene noen tråd av sådant bånd, hvorved han kunne drages tilbake. Han hadde ingen sønn, ingen far, ingen bror blant de Ulykkelige; derimot hadde han i sitt hjem en elsket hustru. For henne sørger vel Gud, tenkte han. Han hadde i halvtredie Dag delt Dødens redsler med hine, hadde på usle planker i de lange mørke netter med øyet mot Himlen bedt til Gud for dem og sig, og nå, da den tredje natt allerede utbredte sitt sorte teppe over det umåtelige dyp, å forlate dem, — å høre deres Dødssuk gjennom 176stormen fra det fjerne mørke — det kunne han ikke. Kan jeg ikke redde dem, så kan jeg dog dø med dem, sukket han og — sprang i båten.

Norske sjømann, som leser disse linjer, skuld du friste den samme harde skjebne som Salve Nielsen, da handl som han, red dine ulykkesstallbrødre. Treffer du, selv lykkelig unngått en veldig Storms rasen, andre ulykkelige skipbrudne sjømenn, der var mindre heldige, så handl som den edle danske Skibsfører Christensen og hans mannskap. Overbevisning, om å ha oppfylt sin plikt som menneske og Christen, er salig, og den vil være deg en tro ledsager gjennom livet, opprettholde ditt mot i Kummerens dager og styrke deg i din Dødsstund!