172

155. Beckaar Valney var en Søn af en irlandsk Sømand og nød en saa simpel Opdragelse, at han kun lærte saameget, som var nødvendig for at vælge samme Næringsvei som hans Fader. Dog, blev Drengen forsømt, havde Naturen givet ham Erstatning ved en udmærket Fornuft og mange fortrinlige Evner, thi han havde et sundt og smidigt Legeme, hvis Kraft og Færdighed uddannedes ved tidlig Øvelse og deraf tillige følgende Hærdelse, en usædvanlig Skarpsindighed og et godt Nemme; men fremfor Alt besad han et ømt, varmt og ædelt Hjerte og et uforfærdet Mod, og disse Egenskaber lod formode, at han i en modnere Alder vilde have kunnet arbeide sig frem til et mere end almindeligt Maal. Foruden andre Færdigheder, som Drengen ved Øvelse havde erhvervet sig, var den, at han allerede var en dygtig Svømmer; thi i denne Færdighed havde Faderen underviist ham fra den spædeste Alder, og 4 Aar gammel kunde Drengen allerede svømme rask efter Faderens Baad. Hans Fader havde under saadanne Øvelser stedse et vaagent Øie med Drengen og kom ham til Hjælp, naar 173han mærkede, at Drengens Kræfter vare udtømte. Faderen, der var en af de meest øvede og duelige Svømmere, lagde Sønnen, naar han ilede ham til Hjælp, op paa sit Bryst, og svømmede paa Ryggen hen til Baaden. Den unge Valney erkjendte Faderens Omhyggelighed for ham, og hans barnlige Hengivenhed for Faderen voxte med hver Dag. I en Alder af 8 Aar gik den unge Valney med sin Fader tilsöes, og han viste sig allerede da villig og duelig i alle saadanne Arbeider, som hans Kræfter tillode, ligesom han ved sin Godmodighed indtog Skibsmandskabet for sig. Naar en Storm udbrød og Skibets Seil sønderreves, var Drengen yderst virksom, og et Ekorn løber ikke hurtigere op ad en Træstamme end han klatrede i Tougene og halede sig ud paa Bramseilsræerne. Hans Næring var simpel paa de Søreiser, hans Fader medtog ham, ofte bestod den i Skibsbrød og Vand, men desuagtet var Drengen stedse sund og kraftig; hans Klædedragt var Matrosklæder af grovt Linned, og hans Seng var kun de haarde Bræder, men uagtet han ofte blev vækket af den dybeste Søvn, var han strax munter, og smilende gik den haardføre Dreng til de farligste Arbeider. Med alle disse Anstrængelser og Møisommeligheder var han stedse frisk: thi tidlig at vænnes til Livets Besværligheder begrunder Sundhed og Kraft — det er den sande Skole, der i Fremtiden danner store Mænd, som Efterverdenen nævner med Ærbødighed.

I sit tolvte Aar blev han paa Grund af sin Duelighed og Raskhed forhyret tilligemed sin Fader paa et Skib og med en dobbelt Hyre mod andre Drenge. Til Faderens store Glæde var Capitainen overordentlig tilfreds med Drengen og ofte roste han ham og fremstillede ham som et Mønster for Andre, ja han erklærede endog en Dag, at dersom den unge Valney vilde vedblive, som han havde begyndt og stedse udvise den samme Driftighed og Aandsnærværelse, som hidtil, var der ingen Tvivl om, at han engang i Tiden vilde komme til at beklæde en høiere Post, end Capitainen selv.

Den unge Valney var ærgjærrig, men han ønskede ikke at erholde Berømmelse uden ved sande Fortjenester, og da man engang spurgte ham, hvad det egentlig var for en Berømmelse, han eftertragtede, svarede han: „Jeg ønsker at tjene mit Fødeland; og at opfylde sin Pligt og vise sig sit Kald værdig, det er den sande Ære.“

Hvilken Mand kunde ikke denne Dreng være bleven, — men Skjebnen vilde det anderledes!

Den unge Valney tilligemed sin Fader havde taget Hyre med et Skib, som gik til Vestindien, og Reisen var lykkelig tilbagelagt. Skibet seilede fra Jamaika til Domingo, og fra Port au Prince skulde det vende tilbage til Europa. Med Skibet fulgte mange Passagerer og deriblandt en ung Creolerinde, som havde en Datter, et Barn af et særdeles muntert Temperament. En Dag legede den lille Pige, i sin Moders Nærværelse, paa Skibsdækket, hun løb hen til Rækværket paa Siden af Skibet, blev svimmel og faldt i Havet. Moderen udstødte et Forfærdelsens Skrig, og neppe havde Valneys Fader hørt Grunden hertil, førinden han øieblikkelig modig kastede sig i Havet og svømmede efter 174Barnet; og snart greb han det i Klæderne, lagde det som en øvet Svømmer paa sin Ryg og svømmede efter Skibet, som ved sin Fart allerede havde fjernet sig Noget.

Skibsmandskabet tilligemed Barnets Moder vare fra Dækket Vidner til den ældre Valneys raske Daad, men hvilken Skræk — da man pludselig saae en stor Haifisk at hæve sig i Vandskorpen og ile efter Valney for at sluge ham og Barnet som sit Bytte. Barnets Moder, der alt troede sit Barn reddet, faldt i Afmagt ved dette Syn, og hele Mandskabet stod som lænkebundet af Rædsel. Nogle greb til Geværer og afskøde Kugler paa Sø-Uhyret, men uden Virkning, og det syntes kun endnu mere at forøge dets Rovbegjærlighed. Hvad imidlertid ikke Mænd formaaede i det saa kritiske Øieblik, det udrettede en Dreng. Neppe havde den unge Valney seet den hans Fader truende Dødsfare, førinden han med 2de Spring var nede i Kahytten, greb en, Capitainen tilhørende, skarp Kaarde, vendte tilbage og styrtede sig modig i Havet. Med ualmindelig Duelighed dukkede han under og svømmede under Vandet hen til Rovfisken, kom tilsyne for at trække Luft og dukkede derpaa atter under i Nærheden af Uhyret, svømmede under Rovfiskens Bug og stødte den flere Gange Kaarden i Livet, og man saae at dets Blod allerede farvede Havet. Angrebet saa pludselig og voldsomt, blev Uhyret forvirret og ophørte med at forfølge Valneys Fader og Barnet, men vendte sig nu mod sin modige Fiende, der stedse gjentog sine Stød. Skibsmandskabet beundrede Drengens Mod og Kraft, det var et rørende Syn. Barnets Moder laa i Krampe paa Dækket, endnu uvis om hendes kjære Barn blev reddet; et heelt Skibsmandskab stod som lynslagen ved disse mærkelige Begivenheder: en Sømand vovede sit Liv for at frelse et fremmed Barn, og en Søn kastede sig i Havet og kæmpede med et Søuhyre, for at frelse sin Faders Liv, men det stod uden at foretage Noget; thi Skræk havde lammet Alle.

Valneys Fader havde nærmet sig Fartøiet, og ved tilkastede Touge blev han og Barnet hævet op paa Skibet og reddet. Den unge Valney havde ved sin Duelighed vidst at dukke under flere Gange, havde saaledes fjernet sig fra Uhyret og nærmet sig Skibet; han naaer det endelig og griber et ham tilkastet Toug. „Han er reddet,“ raabte Mandskabet og haler til, og allerede var han over Vandfladen — da skynder Uhyret sig frem over Vandet med sit aabne Gab og griber den heltemodige Dreng, som det søndersled med sine Tænder. — —

Saaledes faldt denne udmærkede, heltemodige Dreng som et Offer for sin barnlige Kjærlighed, begrædt af Alle. —

Al Kommenteren over denne heroiske Daad er overflødig.

172

155. Beckaar Valney var en sønn av en irlandsk sjømann og nød en så simpel oppdragelse, at han kun lærte saameget, som var nødvendig for å velge samme næringsvei som hans far. Dog, ble drengen forsømt, hadde naturen gitt ham erstatning ved en utmerket fornuft og mange fortrinlige evner, thi han hadde et sundt og smidig legeme, hvis kraft og ferdighet utdannedes ved tidlig øvelse og derav tillike følgende Hærdelse, en usedvanlig skarpsindighet og et godt Nemme; men fremfor Alt besatt han et ømt, varmt og edelt hjerte og et uforferdet mot, og disse egenskaper lot formode, at han i en modnere alder ville ha kunnet arbeide seg frem til et mer enn alminnelig mål. Foruten andre ferdigheter, som drengen ved øvelse hadde ervervet seg, var den, at han allerede var en dyktig svømmer; thi i denne ferdighet hadde Faderen undervist ham fra den spedeste alder, og 4 år gammel kunne drengen allerede svømme rask etter Faderens båt. Hans Fader hadde under sådanne øvelser stedse et våkent Øye med drengen og kom ham til hjelp, når 173han merkede, at Drengens krefter var uttømte. Faderen, der var en av de mest øvede og duelige svømmere, la sønnen, når han ilede ham til hjelp, opp på sitt bryst, og svømte på ryggen hen til båten. Den unge Valney erkjente Faderens omhyggelighet for ham, og hans barnlige hengivenhet for Faderen vokste med hver dag. I en alder av 8 år gikk den unge Valney med sin far til sjøs, og han viste seg allerede da villig og duelig i alle sådanne arbeider, som hans krefter tillot, likesom han ved sin godmodighet indtog skipsmannskapet for seg. Når en Storm utbrøt og skipets seil sønderreves, var drengen ytterst virksom, og et ekorn løper ikke hurtigere opp ad en trestamme enn han klatret i tauene og halte seg ut på Bramseilsræerne. Hans Næring var simpel på de Søreiser, hans far medtog ham, ofte bestod den i skipsbrød og vann, men desuagtet var drengen stedse sund og kraftig; hans Klædedragt var matrosklær av grovt Linned, og hans seng var kun de harde Bræder, men uaktet han ofte ble vekket av den dypeste søvn, var han straks munter, og smilende gikk den hardføre dreng til de farligste arbeider. Med alle disse anstrengelser og møysommeligheter var han stedse frisk: thi tidlig å vennes til Livets besværligheter begrunner sunnhet og kraft — det er den sanne skole, der i fremtiden danner store menn, som etterverdenen nevner med ærbødighet.

I sitt tolvte år ble han på grunn av sin Duelighed og raskhet forhyret tillikemed sin far på et skip og med en dobbelt hyre mot andre drenger. Til Faderens store glede var Capitainen overordentlig tilfreds med drengen og ofte roste han ham og fremstilte ham som et mønster for andre, ja han erklærte endog en dag, at dersom den unge Valney ville vedbli, som han hadde begynt og stedse utvise den samme driftighet og åndsnærværelse, som hittil, var der ingen tvil om, at han engang i tiden ville komme til å bekle en høyere post, enn Capitainen selv.

Den unge Valney var ærgjerrig, men han ønsket ikke å erholde berømmelse uten ved sande fortjenester, og da man engang spurte ham, hva det egentlig var for en berømmelse, han eftertragtede, svarte han: „Jeg ønsker å tjene mitt fødeland; og å oppfylle sin plikt og vise seg sitt kald verdig, det er den sanne ære.“

Hvilken mann kunne ikke denne dreng være blitt, — men skjebnen ville det annerledes!

Den unge Valney tillikemed sin far hadde tatt hyre med et skip, som gikk til Vestindien, og reisen var lykkelig tilbakelagt. Skipet seilede fra Jamaika til Domingo, og fra port au Prince skulle det vende tilbake til Europa. Med skipet fulgte mange passasjerer og deriblant en ung kreolerinne, som hadde en datter, et barn av et særdeles muntert temperament. En dag lekte den lille pike, i sin Moders Nærværelse, på skipsdekket, hun løp hen til rekkverket på siden av skipet, ble svimmel og falt i havet. Moren utstøtte et forferdelsens skrik, og neppe hadde Valneys far hørt grunnen hertil, førinden han øyeblikkelig modig kastet seg i havet og svømte etter 174barnet; og snart grep han det i kledene, la det som en øvet svømmer på sin rygg og svømte etter skipet, som ved sin fart allerede hadde fjernet seg Noget.

Skipsmannskapet tillikemed Barnets mor vare fra dekket vitner til den eldre Valneys raske dåd, men hvilken skrekk — da man plutselig så en stor haifisk å heve seg i vannskorpen og ile etter Valney for å sluke ham og barnet som sitt bytte. Barnets mor, der alt trodde sitt barn reddet, falt i avmakt ved dette syn, og hele mannskapet stod som lenkebundet av redsel. Noen grep til geværer og afskøde kuler på Sø-uhyret, men uten virkning, og det syntes kun enda mer å forøke dets rovbegjærlighet. Hva imidlertid ikke menn formådde i det så kritiske øyeblikk, det udrettede en dreng. Neppe hadde den unge Valney sett den hans far truende dødsfare, førinden han med 2de Spring var nede i kahytten, grep en, Capitainen tilhørende, skarp kårde, vendte tilbake og styrtet seg modig i havet. Med ualminnelig Duelighed dukket han under og svømte under vannet hen til rovfisken, kom til syne for å trekke luft og dukket derpå atter under i Nærheden av uhyret, svømte under Rovfiskens Bug og støtte den flere ganger kården i livet, og man så at dets blod allerede farvede havet. Angrepet så plutselig og voldsomt, ble uhyret forvirret og opphørte med å forfølge Valneys far og barnet, men vendte seg nå mot sin modige fiende, der stedse gjentok sine støt. Skipsmannskapet beundret Drengens mot og kraft, det var et rørende syn. Barnets mor lå i krampe på dekket, ennå uviss om hennes kjære barn ble reddet; et helt skipsmannskap stod som lynslagen ved disse merkelige begivenheter: en sjømann vovede sitt liv for å frelse et fremmed barn, og en sønn kastet seg i havet og kjempet med et Søuhyre, for å frelse sin Faders Liv, men det stod uten å foreta Noget; thi skrekk hadde lammet alle.

Valneys far hadde nærmet seg fartøyet, og ved tilkastede Touge ble han og barnet hevet opp på skipet og reddet. Den unge Valney hadde ved sin Duelighed visst å dukke under flere ganger, hadde således fjernet seg fra uhyret og nærmet seg skipet; han når det endelig og griper et ham tilkastet tau. „Han er reddet,“ ropte mannskapet og haler til, og allerede var han over vannflaten — da skynder uhyret seg frem over vannet med sitt åpne gap og griper den heltemodige dreng, som det søndersled med sine tenner. — —

Således falt denne udmærkede, heltemodige dreng som et offer for sin barnlige kjærlighet, begrædt av alle. —

Al Kommenteren over denne heroiske dåd er overflødig.