167

154. Aftenen efter en varm Sommerdag sad en fattig Enke ved Navn Marie ved det aabne Vindue i sit lille Kammer og saa ud paa Træerne i den smukke Hauge, der omgav hendes Hytte. Nylig havde hun stakket det Græs, hun havde slaaet om Morgenen; det var allerede tørret ved Solvarmen og opfyldte Luften med den lifligste Hølugt. Aftenrøden tabte sig ved Randen af den klare, skyfrie Himmel, og Maanen kastede sine milde, venlige Straaler ind i Kammeret. Der stod den lille Ferdinand, Maries sexaarige Søn, og heldede sig mod Vinduet. Hans friske, med lyse Lokker omgivne Ansigt oplystes af Maanens milde Skin, hans Dragt bestod af en snehvid Skjorte, en lille rød Vest og sorte Buxer. Det hele dannede i Sandhed et simpelt men smukt Maleri.

Den stakkels Enke sad der vel for at hvile ud efter Dagens Møie og Besværligheder, men saa trykkende de end havde været, forsvandt de i Sammenligning med de endnu tungere Sjelslidelser, der betyngede hendes Hjerte. Af Aftensmaaltidet, der bestod af en Skaal Melk og Brød, havde Marie ei smagt det Ringeste; lille Ferdinand var ogsaa heel bedrøvet og rørte sig ikke; thi han saa, at hans gode Moder var saare bekymret. Da han mærkede, at hun græd, kunde han ei spise mere, og Skaalen stod næsten urørt paa Bordet. Maanen lyste i Skaalen.

Marie var bleven Enke i Begyndelsen af samme Aar; hendes afdøde Mand, den godmodigste og dygtigste Karl i Sognet, havde ved Flid og Arbeidsomhed erhvervet saa meget, at han havde været istand til at kjøbe den lille Hytte og tilliggende Eng, dog ei uden Hjælp af nogle laante Penge.

168Den flittige Johan havde plantet en Mængde unge Frugttræer, der allerede havde givet en Mængde gode Frugter. Siden havde han giftet sig med Marie, der ei bragte ham Rigdom i Medgift, men hun havde faaet en god Opdragelse af sine Forældre, og hun ansaaes i hele Sognet for den gudfrygtigste, arbeidsomste og redeligste Pige, og det var mere end Rigdomme. De havde levet lykkeligt sammen i flere Aar, da der udbrød en Nervefeber i Sognet; ogsaa han taltes snart blandt dens Ofre. Hun selv, som med den største Hengivenhed og Omhu havde vaaget ved hans Side, fik strax efter Mandens Død samme Sygdom og det var med Nød og Næppe at hun blev reddet.

Ved disse Sygdomstilfælde var Maries Stilling bleven meget slet, men nu skulde hun ogsaa miste sin lille Hytte. Hendes afdøde Mand havde nemlig tjent længe hos en Proprietær i Naboskabet, der satte megen Priis paa ham for hans Flids og Redeligheds Skyld. Det var ham, som laante Johan de 100 Daler, som manglede ham i Kjøbesummen, paa de Vilkaar, at han skulde afbetale 20 Daler om Aaret, og at han selv skulde vinde saa meget, at han havde 20 Daler i reen Indtægt af Eiendommen aarlig. Den unge Johan havde ogsaa holdt Ord, indtil det Aar, han blev syg; og hans Gjeld beløb sig nu kun til 20 Species. Dette vidste Marie altfor vel.

Men den rige Proprietær var nylig død i samme Nervefeber, og hans Svigersøn og Datter, der ei vidste Noget om den hele Sag, fandt blandt de efterladte Papirer kun et Gjeldsbrev paa 100 Daler. — De fordrede den hele Sum af den bedrøvede Enke, der forgjæves svor for Gud og Mennesker, at hendes salig Mand havde betalt den hele Gjeld paa 20 Daler nær. — Den unge Arving kaldte Marie for Retten, og da de manglede Modbeviser, erklæredes Gjeldsbrevet for gyldigt, samt at Hytten skulde sælges for Arvingernes Regning. Da Enken erfarer dette, iler hun med at kaste sig og sin lille Ferdinand for Arvingernes Fødder, og beder dem om ei at forstøde hende. De laae begge paa Knæ og græd, men forgjæves. For en Stund siden, da hun arbeidede i Haven, havde hun erfaret, at hun skulde flytte ud den følgende Dag. — Derfor sad hun saa bekymret ved det aabne Vindue, saa snart mod den klare Himmel, snart ned paa sin lille Ferdinand og fældte bitre Taarer. Siden herskede der en lang og trykkende Taushed.

„Gode Gud, tænkte hun, saa har jeg da for sidste Gang 169idag raget Høet paa min lille Eng! De første gule Blommer, jeg plukkede til Ferdinand imorges, ere da de sidste, min stakkels Dreng skal spise af de Træer, hans Fader har plantet og dyrket med saa megen Omhu.“ — Sandsynligviis er det den sidste Nat, vi tilbringe under dette Tag; thi hvem veed, om dens nye Eier tillader os at blive her!“ — „Hvor faae vi da et Natteleie imorgen?“ — „Det veed Gud alene! Maaske vi skulle ligge under aaben Himmel?“ — Hun brød ud i hæftig Graad.

Da kom den lille Ferdinand med taarefulde Øine og sagde til Marie: „Græd ei saa, kjære Moder; thi ellers kan jeg ei tale til Dig, uden at græde med, og jeg har dog Noget at sige Dig. — Erindrer Du ei, hvad Fader sagde, da han laa saa bleg der paa Sengen: — Græder ikke, Gud er Enkers og Faderløses Fader; anraaber ham i Nøden og han vil sørge for Eder. — Det sagde Fader, var det ikke saa, han sagde?“

„Jo, mit kjære Barn,“ svarede Moderen, „saaledes var det!“ „Nu,“ sagde Ferdinand, „saa skal Du ei græde mere, min gode Moder, men bede til Gud, og han hjælper Dig vist. — Husker Du, da jeg fulgte Fader i Skoven, hvor han huggede Træerne af, og jeg var sulten og fik en Fliis i Foden, da græd jeg ikke længe; jeg gik til Fader og bad ham, og han lagde Øxen bort og gav mig Brød og trak Flisen ud. — Den gode Gud hjælper ligesaa gjerne; han er ei saa haard som den slemme Mand, vi laae paa Knæ for og forgjæves bad om Barmhjertighed; den slemme Mand viste os Døren. Eller troer Du, at Gud ei er rig nok? Jo Du maa troe, han er meget rigere end den slemme Mand. See blot ud gjennem Vinduet; Maanen og Stjernerne høre ham til. Fader sagde ofte, at hele Verden var hans; hvorfor skulle vi da græde og jamre os? Kom, vi ville bede til Gud; han hjælper os, naar han seer, vi holde af ham. Begynd Du først, kjære Moder, jeg skal sige det efter, og det vil vist lykkes bedre, end hos den slemme rige Mand.“ — „Du har Ret, kjære Barn,“ sagde Moderen og græd mildere Taarer; thi denne Trøst formildede hendes Sorg. Hun foldede Hænderne, hævede Øinene mod Himlen, og den Lille foldede ligeledes sine smaa Hænder, og Maanen udgjød sit Skin over Moderen og Barnet og speilede sig i deres Taarer. Marie begyndte følgende Bøn med høi Røst og Drengen sagde hvert Ord efter:

„O Gud, Du gode Fader i Himmelen; se ned til en fattig Enke, som tilligemed sit Barn anraaber Dig. Vi ere i stor Nød 170og have intet Fristed paa Jorden, men dit Hjerte er rigt paa Naade og Miskundhed. Du siger selv: Anraaber mig i Nødens Stund, og jeg skal frelse Eder. O, til Dig flye vi nu; vend Dig ei bort fra os! tillad ei, at en fattig, faderløs Dreng berøves sin Fædrenearv! Men hvis Du i din Viisdom har besluttet saaledes — thi skjønt ofte ubegribelige, føre dine Veie dog stedse til Menneskets Bedste — o, saa lad os finde et Fristed paa din vide Jord og giv os Styrke og Trøst, at vore Hjerter ei briste, naar vi drage bort, og naar vi fra Aasen for sidste Gang vende vore Øine mod den Hytte, hvor vi vare saa lykkelige!“

Marie kunde ei sige mere; Taarerne hindrede hende i tale; hun taug, og lille Ferdinand ventede længe paa hendes Ord og saa op mod Himlen, men paa eengang udstrakte han Haanden og raabte: „Se, se, kjære Moder, hvad er det, som rører sig? — Det er et Lys, som flyver, en Stjerne, som falder! Nu flyver det udenfor Vinduet! O, se nu, se nu, det kommer ind! Hvor grønt og smukt! Det lyser næsten smukkere end Aftenstjernen! Nu flyver det under Taget. Det var underligt!“

„Det er en Sankthansorm, kjære Ferdinand,“ sagde Moderen; „om Dagen er den et stygt og uanseeligt lidet Dyr, men om Natten lyser den saa smukt.“

„Maa jeg tage den? Bider den, eller kan jeg brænde mig paa den?“

„Den brænder ei,“ svarede Moderen, med et Smiil; „tag den blot og hold den fast og. betragt det lille Skaldyr; det er ogsaa en Skabning af Guds Almagt!“

Nu havde Drengen snart glemt al Sorg og sprang efter Sankthansormen, som snart fløi under Bordet, snart under Stolene o. s. v. „Ei, ei,“ skreg Ferdinand — det lille smukke Dyr havde sat sig bag den store Kiste — „jeg seer Sankthansormen meget godt; den sidder derborte og lyser paa Væggen og Gulvet omkring sig, som om den var Maanen selv, men min Arm er for kort, jeg kan ei naae den.“ — „Hav bare Taalmodighed“ sagde Marie, „den kommer nok frem igjen!“

Drengen ventede længe forgjæves, derpaa gik han til sin Moder og sagde med mild og bedende Stemme: „Kjære Moder, vær saa snild at trække Kisten lidt ud fra Væggen, saa at jeg kan krybe mellem, saa skal jeg snart faae fat paa Sankthansormen.“ — Moderen stod op og trak Kisten tilside, Ferdinand løb 171strax til, tog den lille Sankthansorm i sine Hænder og havde större Glæde af at betragte den, end om den havde været en Diamant.

Men Marie havde ei Tid at tænke paa Sankthansormen; thi da hun trak Kisten ud havde hun hört, at der faldt Noget ned paa Gulvet bag ved den; og se, da hun tog det op, saa bröd hun ud i Glæde og sagde: Gud, nu ere vi frelste fra al vor Nöd! Det er Almanakken for det forrige Aar, som jeg saa længe har sögt efter, ak jeg troede den var bortkommen under min sidste Sygdom, da der var fremmede Mennesker i Huset! Nu skal jeg bevise, at min salig Mand har betalt de Penge, de fordre af mig, men hvo kunde vel tænke, at Almanakken var falden bag Kisten, der ei er bleven flyttet, siden Hytten blev bygget!

Marie tændte strax Lys og bladede med Glæde i Bogen. Der fandt hun at hendes Mand havde skrevet, hvor meget han skyldte af de 100 Daler, og hvad han ved Aarets Begyndelse havde afbetalt og vundet for sig selv. Ved Enden læste man fölgende Linier, der vare skrevne og undertegnede af den gamle afdöde Proprietær: „Paa Mortensdag har Undertegnede afsluttet Regning med Johan Holmen, og skylder han mig kun 20 Spd., siger og skriver tyve norske Speciedaler.“

Fuld af Glæde omfavnede Moderen Drengen og udraabte: „O Ferdinand, takket være den Almægtige; thi vi slippe nu for at flytte, vi kunne blive, hvor vi ere!“ — „Jeg har vel lidt Deel deri,“ meente Drengen. „Havde jeg ei bedet Dig flytte Kisten, saa havde Du ei fundet Bogen; den havde kunnet ligge der i hundrede Aar!“

Moderen taug en Stund og sagde derpaa: „O mit Barn, det er Gud, som har gjort dette! Jeg bliver rört og forbauset, naar jeg nærmere tænker derpaa! — Da vi nylig bade til Gud og græd saa bittert, da kom den venlige Sankthansorm ind igjennem Vinduet og-ligesom oplyste disse vigtige Blade. Ja isandhed, Gud leder alle Menneskers Skjæbne selv ved de ringeste Hændelser. — Guds hellige Forsyn vaager over os: Intet skeer tilfældigt; thi der falder ei et Haar af vore Hoveder uden Guds Villie, læg dette paa dit Hjerte, kjære Ferdinand, saa længe Du lever og det især i Nödens Stund; for Gud er det ei vanskeligt at hjælpe og redde os. Du seer, at han ei behöver at sende en af sine Engle til Jorden, — et lidet Kryb er tilstrækkeligt til at overbevise os om, at Gud er almægtig, alvidende, viis og barmhjertig!“

172Marie kunde ei faae en Blund paa sine Øine den hele Nat, saa stor var hendes Glæde. Strax efter Solens Opgang gik hun til Dommeren og lod Arvingen kalde. Qvitteringens Rigtighed blev erkjendt, og han skammede sig over saaledes at have miskjendt den fattige Enke og indkaldt hende for Domstolen, samt erklærede sig villig til at godtgjøre hende Forurettelsen efter Dommerens Skjøn.

Da Marie fortalte hele Hændelsen, om den inderlige Bøn, om den strax derpaa indflyvende Sankthansorm, sagde Dommeren: „Det var Guds Finger, han er aabenbar kommen Eder til Hjælp.“

Den unge Arving var meget rørt og sagde med taarefulde Øine: „Ja saaledes er det, Gud er Enkernes og de Faderløses Fader, — men han er ogsaa deres Hævner. Tilgiv, at jeg har været saa haard mod Eder, det skete blot ved en Feiltagelse, men for paa nogen Maade at godtgjøre Eders Lidelser, saa skjænker jeg Eder de resterende 20 Daler af Gjælden og behøver I Noget siden, saa kom til mig, jeg skal aldrig nægte Eder min Hjælp; thi nu seer jeg grangivelig, at den, som sætter sit Haab til Gud, bliver aldrig forladt; og Troen paa Guds Viisdom og Forsyn er en større Skat, end alle Rigdomme. Skulde jeg komme i Nød eller min Hustru blive Enke, og mine Børn faderløse — o, at han da vilde hjælpe os saaledes, som han har hjulpet Eder!“ — „Ja,“ sagde Dommeren, „bliver saa trofaste Mennesker, som denne fromme gudfrygtige Enke, og Hjælpen skal ei udeblive i Nødens Stund.“

167

154. Aftenen etter en varm sommerdag satt en fattig enke ved navn Marie ved det åpne vindu i sitt lille kammer og så ut på trærne i den smukke Hauge, der omgav hennes hytte. Nylig hadde hun stakket det gress, hun hadde slått om morgenen; det var allerede tørret ved solvarmen og oppfylte luften med den lifligste Hølugt. Aftenrøden tapte seg ved randen av den klare, skyfrie himmel, og månen kastet sine milde, vennlige stråler inn i kammeret. Der stod den lille Ferdinand, Maries seksårige sønn, og hellet seg mot vinduet. Hans friske, med lyse lokker omgitte ansikt oplystes av månens milde skinn, hans drakt bestod av en snøhvit skjorte, en lille rød vest og sorte bukser. Det hele dannede i sannhet et simpelt men smukt maleri.

Den stakkels enke satt der vel for å hvile ut etter Dagens møye og besværligheter, men så trykkende de enn hadde vært, forsvant de i sammenligning med de enda tungere Sjelslidelser, der betyngede hennes hjerte. Av Aftensmaaltidet, der bestod av en skål melk og brød, hadde Marie ei smakt det Ringeste; lille Ferdinand var også hel bedrøvet og rørte seg ikke; thi han så, at hans gode mor var såre bekymret. Da han merkede, at hun gråt, kunne han ei spise mer, og skålen stod nesten urørt på bordet. Månen lyste i skålen.

Marie var blitt enke i begynnelsen av samme år; hennes avdøde mann, den godmodigste og dyktigste Karl i sognet, hadde ved flid og arbeidsomhet ervervet så meget, at han hadde vært i stand til å kjøpe den lille hytte og tilliggende eng, dog ei uten hjelp av noen lånte penger.

168Den flittige Johan hadde plantet en mengde unge frukttrær, der allerede hadde gitt en mengde gode frukter. Siden hadde han giftet seg med Marie, der ei brakte ham rikdom i medgift, men hun hadde fått en god oppdragelse av sine foreldre, og hun ansaaes i hele sognet for den gudfrygtigste, arbeidsomste og redeligste pike, og det var mer enn Rigdomme. De hadde levet lykkelig sammen i flere år, da der utbrøt en nervefeber i sognet; også han taltes snart blant dens ofre. Hun selv, som med den største hengivenhet og omhu hadde våket ved hans side, fikk straks etter Mandens død samme sykdom og det var med nød og Næppe at hun ble reddet.

Ved disse sykdomstilfelle var Maries stilling blitt meget slett, men nå skulle hun også miste sin lille hytte. Hennes avdøde mann hadde nemlig tjent lenge hos en proprietær i naboskapet, der satte mye pris på ham for hans Flids og redelighets skyld. Det var ham, som lånte Johan de 100 daler, som manglet ham i kjøpesummen, på de vilkår, at han skulle avbetale 20 daler om året, og at han selv skulle vinne så meget, at han hadde 20 daler i ren inntekt av eiendommen årlig. Den unge Johan hadde også holdt ord, inntil det år, han ble syk; og hans gjeld beløp seg nå kun til 20 Species. Dette visste Marie altfor vel.

Men den rike proprietær var nylig død i samme nervefeber, og hans svigersønn og datter, der ei visste Noget om den hele Sag, fant blant de etterlatte papirer kun et gjeldsbrev på 100 daler. — De fordret den hele Sum av den bedrøvede enke, der forgjeves svor for Gud og mennesker, at hennes salig mann hadde betalt den hele gjeld på 20 daler nær. — Den unge arving kalte Marie for retten, og da de manglet motbeviser, erklæredes gjeldsbrevet for gyldig, samt at hytten skulle selges for Arvingernes regning. Da enken erfarer dette, iler hun med å kaste seg og sin lille Ferdinand for Arvingernes føtter, og beder dem om ei å forstøte henne. De lå begge på kne og gråt, men forgjeves. For en stund siden, da hun arbeidet i hagen, hadde hun erfart, at hun skulle flytte ut den følgende Dag. — Derfor satt hun så bekymret ved det åpne vindu, så snart mot den klare himmel, snart ned på sin lille Ferdinand og felte bitre Taarer. Siden hersket der en lang og trykkende taushet.

„Gode Gud, tenkte hun, så har jeg da for siste gang 169i dag raget høyet på min lille eng! De første gule Blommer, jeg plukket til Ferdinand i morges, er da de siste, min stakkels dreng skal spise av de trær, hans far har plantet og dyrket med så mye omhu.“ — Sannsynligvis er det den siste natt, vi tilbringer under dette tak; thi hvem vet, om dens nye eier tillater oss å bli her!“ — „Hvor får vi da et natteleie i morgen?“ — „Det vet Gud alene! Maaske vi skulle ligge under åpen himmel?“ — Hun brød ut i heftig gråt.

Da kom den lille Ferdinand med taarefulde øyne og sa til Marie: „Gråt ei så, kjære mor; thi ellers kan jeg ei tale til deg, uten å gråte med, og jeg har dog Noget å si deg. — Erindrer Du ei, hva far sa, da han lå så bleg der på sengen: — Græder ikke, Gud er Enkers og Faderløses far; anraaber ham i nøden og han vil sørge for Eder. — Det sa far, var det ikke så, han sa?“

„Jo, mitt kjære barn,“ svarte moren, „således var det!“ „Nå,“ sa Ferdinand, „så skal Du ei gråte mer, min gode mor, men bede til Gud, og han hjelper deg vist. — Husker Du, da jeg fulgte far i skogen, hvor han hugget trærne av, og jeg var sulten og fikk en flis i foten, da gråt jeg ikke lenge; jeg gikk til far og bad ham, og han la øksen bort og ga meg brød og trakk flisen ut. — Den gode Gud hjelper likeså gjerne; han er ei så hard som den slemme mann, vi lå på kne for og forgjeves bad om barmhjertighet; den slemme mann viste oss døren. Eller tror Du, at Gud ei er rik nok? Jo Du må tro, han er meget rikere enn den slemme mann. Se blot ut gjennom vinduet; Månen og stjernene høre ham til. Fader sa ofte, at hele Verden var hans; hvorfor skulle vi da gråte og jamre oss? Kom, vi ville bede til Gud; han hjelper oss, når han ser, vi holder av ham. Begynn Du først, kjære mor, jeg skal si det etter, og det vil vist lykkes bedre, enn hos den slemme rike mann.“ — „Du har rett, kjære barn,“ sa moren og gråt mildere Taarer; thi denne trøst formildede hennes sorg. Hun foldet hendene, hevet øynene mot Himlen, og den Lille foldede likeledes sine små hender, og månen utgjøt sitt skinn over moren og barnet og speilet seg i deres Taarer. Marie begynte følgende Bøn med høy røst og drengen sa hvert ord etter:

„O Gud, Du gode far i himmelen; se ned til en fattig enke, som tillikemed sitt barn anraaber deg. Vi er i stor nød 170og have intet fristed på jorden, men ditt hjerte er rikt på nåde og miskunnhet. Du sier selv: Anraaber meg i Nødens stund, og jeg skal frelse Eder. O, til deg flye vi nå; vend deg ei bort fra oss! tillat ei, at en fattig, faderløs dreng berøves sin fedrenearv! Men hvis Du i din visdom har besluttet således — thi skjønt ofte ubegripelige, føre dine Veie dog stedse til Menneskets Bedste — o, så la oss finne et fristed på din vide jord og gi oss styrke og trøst, at våre hjerter ei briste, når vi dra bort, og når vi fra Aasen for siste gang vende våre øyne mot den hytte, hvor vi var så lykkelige!“

Marie kunne ei si mer; Tårene hindret henne i tale; hun tidde, og lille Ferdinand ventet lenge på hennes ord og så opp mot Himlen, men på en gang utstrakte han hånden og ropte: „Se, se, kjære mor, hva er det, som rører seg? — Det er et lys, som flyver, en stjerne, som faller! Nå flyver det utenfor vinduet! O, se nå, se nå, det kommer inn! Hvor grønt og smukt! Det lyser nesten smukkere enn Aftenstjernen! Nå flyver det under taket. Det var underlig!“

„Det er en sankthansorm, kjære Ferdinand,“ sa moren; „om dagen er den et stygt og uanselig lite dyr, men om natten lyser den så smukt.“

„Må jeg ta den? Biter den, eller kan jeg brenne meg på den?“

„Den brenner ei,“ svarte moren, med et smil; „ta den blot og hold den fast og. betrakt det lille Skaldyr; det er også en skapning av Guds Almagt!“

Nå hadde drengen snart glemt all sorg og sprang etter Sankthansormen, som snart fløy under bordet, snart under stolene o. s. v. „Ei, ei,“ skreg Ferdinand — det lille smukke dyr hadde satt seg bak den store kiste — „jeg ser Sankthansormen meget godt; den sitter derborte og lyser på veggen og gulvet omkring seg, som om den var månen selv, men min arm er for kort, jeg kan ei nåe den.“ — „Hav bare tålmodighet“ sa Marie, „den kommer nok frem igjen!“

Drengen ventet lenge forgjeves, derpå gikk han til sin mor og sa med mild og bedende stemme: „Kjære mor, vær så snild å trekke kisten litt ut fra veggen, så at jeg kan krype mellom, så skal jeg snart få fat på Sankthansormen.“ — Moren stod opp og trakk kisten tilside, Ferdinand løp 171straks til, tok den lille sankthansorm i sine hender og hadde större glede av å betrakte den, enn om den hadde vært en diamant.

Men Marie hadde ei tid å tenke på Sankthansormen; thi da hun trakk kisten ut hadde hun hørt, at der falt Noget ned på gulvet bak ved den; og se, da hun tok det opp, så bröd hun ut i glede og sa: Gud, nå er vi frelste fra all vår Nöd! Det er almanakken for det forrige år, som jeg så lenge har søkt etter, ak jeg trodde den var bortkommen under min siste sykdom, da der var fremmede mennesker i huset! Nå skal jeg bevise, at min salig mann har betalt de penger, de fordre av meg, men hvo kunne vel tenke, at almanakken var falt bak kisten, der ei er blitt flyttet, siden hytten ble bygget!

Marie tente straks lys og bladde med glede i boken. Der fant hun at hennes mann hadde skrevet, hvor meget han skyldte av de 100 daler, og hva han ved årets begynnelse hadde avbetalt og vundet for seg selv. Ved enden leste man følgende linjer, der var skrevne og undertegnede av den gamle avdøde proprietær: „På Mortensdag har Undertegnede avsluttet regning med Johan Holmen, og skylder han meg kun 20 Spd., sier og skriver tyve norske Speciedaler.“

Full av glede omfavnet moren drengen og utropte: „O Ferdinand, takket være den Almægtige; thi vi slipper nå for å flytte, vi kunne bli, hvor vi er!“ — „Jeg har vel litt del deri,“ mente drengen. „Hadde jeg ei bedt deg flytte kisten, så hadde Du ei funnet boken; den hadde kunnet ligge der i hundre år!“

Moren tidde en stund og sa derpå: „O mitt barn, det er Gud, som har gjort dette! Jeg blir rørt og forbauset, når jeg nærmere tenker derpå! — Da vi nylig ba til Gud og gråt så bittert, da kom den vennlige sankthansorm inn igjennom vinduet og-likesom opplyste disse viktige Blade. Ja i sannhet, Gud leder alle Menneskers skjebne selv ved de ringeste hendelser. — Guds hellige forsyn våker over oss: Intet skeer tilfeldig; thi der faller ei et hår av våre hoder uten Guds Villie, legg dette på ditt hjerte, kjære Ferdinand, så lenge Du lever og det især i nødens stund; for Gud er det ei vanskelig å hjelpe og redde oss. Du ser, at han ei behøver å sende en av sine engler til jorden, — et lite Kryb er tilstrekkelig til å overbevise oss om, at Gud er allmektig, allvitende, vis og barmhjertig!“

172Marie kunne ei få en blund på sine øyne den hele natt, så stor var hennes glede. Straks etter Solens oppgang gikk hun til dommeren og lot arvingen kalle. Kvitteringens riktighet ble erkjent, og han skammet seg over således å ha miskjent den fattige enke og innkalt henne for Domstolen, samt erklærte seg villig til å godtgjøre henne forurettelsen etter Dommerens skjønn.

Da Marie fortalte hele hendelsen, om den inderlige Bøn, om den straks derpå indflyvende sankthansorm, sa dommeren: „Det var Guds finger, han er åpenbar kommet Eder til hjelp.“

Den unge arving var meget rørt og sa med taarefulde øyne: „Ja således er det, Gud er enkenes og de Faderløses far, — men han er også deres hevner. Tilgi, at jeg har vært så hard mot Eder, det skjedde blot ved en feiltagelse, men for på noen måte å godtgjøre Eders lidelser, så skjenker jeg Eder de resterende 20 daler av gjelden og behøver dere Noget siden, så kom til meg, jeg skal aldri nekte Eder min hjelp; thi nå ser jeg grangivelig, at den, som setter sitt håp til Gud, blir aldri forlatt; og troen på Guds Viisdom og forsyn er en større skatt, enn alle Rigdomme. Skulle jeg komme i nød eller min hustru bli enke, og mine barn faderløse — o, at han da ville hjelpe oss således, som han har hjulpet Eder!“ — „Ja,“ sa dommeren, „blir så trofaste mennesker, som denne fromme gudfryktige enke, og hjelpen skal ei utebli i Nødens stund.“