153. Et mærkeligt Exempel paa hvad Mennesket formaaer at udholde, fortæller F. Boie os i sin i Schleswig 1822 paa Tydsk udgivne Dagbog over en Reise, han i Aaret 1817 foretog i Norge i ornithologisk Henseende. Vi ville her anføre Forfatterens egne Ord om selve Tildragelsen, for hvis større eller mindre Grad af Troværdighed vi maae overlade til ham selv at indestaae: „En Mand ved Navn Johan Frank, boende paa Mosköen (i Lofoden) og Familiefader, roede for nogle Aar siden i November Maaned ud paa Moskö-Strømmen, og lagde til ved en Klippe, for der at skyde Oddere. Han steg til den Ende ud, men forsømte at gjøre Baaden tilstrækkelig fast. Da man strax efter fandt dens Vrag drive om paa Søen, tog man ikke i Betænkning at dele hans Efterladenskab paa lovlig Maade imellem Arvingerne. En Maaned, mindre end tre Dage, sildigere kommer en Baad tilfældigviis nær Klippen og opdagede den Ulykkelige, der neppe var reddet, førend han, uden 167at tale et Ord, kastede sig over de Madvarer, som fandtes i Baaden. Man fandt ham frygtelig medtaget af Hungeren, dog formaaede han endnu at staae opreist. Embedsmænd indfandt sig strax efter paa Stedet, og skal have ført hans Udsagn til Protokols. Han fortalte, kun at have levet af Mosejord og Sne, thi ferskt Vand fandtes ikke paa Klippen, men formodentlig maa han ogsaa have spiist Muslinger og Korstrold, da saadanne udentvivl gaves paa en Klippe, der var nogle hundrede Skridt i Omkreds, men ventelig har han anseet det for en Skam at tilstaae dette. Kort efter sin Redning faldt han i en svær Sygdom, som han dog overstod, og levede siden endnu fulde fire Aar; han skal have udmærket sig ved en overordentlig kraftfuld Legemsbygning.“

153. Et merkelig eksempel på hva mennesket formår å utholde, forteller F. Boie oss i sin i Schleswig 1822 på tysk utgitte dagbok over en reise, han i året 1817 foretok i Norge i ornitologisk Henseende. Vi ville her anføre Forfatterens egne ord om selve tildragelsen, for hvis større eller mindre grad av troverdighet vi må overlate til ham selv å innestå: „En mann ved navn Johan Frank, boende på Mosköen (i Lofoden) og Familiefader, rodde for noen år siden i november måned ut på Moskö-strømmen, og la til ved en klippe, for der at skyde Oddere. Han steg til den ende ut, men forsømte å gjøre båten tilstrekkelig fast. Da man straks etter fant dens vrak drive om på sjøen, tok man ikke i betenkning å dele hans Efterladenskab på lovlig måte imellom arvingene. En måned, mindre enn tre dager, sildigere kommer en båt tilfeldigvis nær klippen og opdagede den Ulykkelige, der neppe var reddet, før han, uten 167å tale et ord, kastet seg over de matvarer, som fantes i båten. Man fant ham fryktelig medtatt av hungeren, dog formådde han ennå å stå oppreist. Embetsmenn innfant seg straks etter på stedet, og skal ha ført hans utsagn til protokolls. Han fortalte, kun å ha levet av Mosejord og Sne, thi ferskt vann fantes ikke på klippen, men formodentlig må han også have spist muslinger og korstroll, da sådanne uten tvil gaves på en klippe, der var noen hundre skritt i omkrets, men ventelig har han anseet det for en skam å tilstå dette. Kort etter sin redning falt han i en svær sykdom, som han dog overstod, og levde siden ennå fulle fire år; han skal ha utmerket seg ved en overordentlig kraftfull legemsbygning.“