I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, som sad og bagede. Hun hed Gjertrud, og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe, og de begge vare sultne, bad vor Herre hende saa vakkert om en Levse at smage paa. Ja, den skulde han da faae, men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; alligevel blev det saa stort, at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Levse for stor; den kunde han ikke faae. Hun tog da et endnu mindre Emne, men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Levse ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faae. Tredie Gang tog hun et endda mindre Emne, et bitte bitte lidet et; men ogsaa dengang blev Levsen alt for stor. „Saa har jeg ikke Noget at give Jer,“ sagde Gjertrud, „I faaer ligesaagodt gaae igjen uden Smagebide, for Levserne blive allesammen for store!“ Da blev den kjærlige Herre vred, og sagde: „Fordi du undte mig saa slet, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl, og tage din Føde mellem Bark og Ved, og ikke faae Noget at drikke oftere end hvergang det regner!“ Og neppe havde han sagt det sidste Ord, saa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagstefjællen op igjennem Skorsteenspiben; og endnu den Dag idag kan man see hende flyve omkring med sin røde Hue og ganske sort over hele Kroppen, efter det at Piben sværtede hende; hun hakker og pikkerbestandig 182paa Træerne efter Mad, og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørst, og da venter hun Drikke.

I de dager, da vår Herre og St. Peder gikk og vandret her på jorden, kom de engang inn til en kone, som satt og bakte. Hun het Gjertrud, og hadde en rød hue på hodet. Da de hadde gått lenge, og de begge var sultne, bad vår Herre henne så vakkert om en lefse å smake på. Ja, den skulle han da få, men et bitte lite emne tok hun og kjævlede ut; allikevel ble det så stort, at det fylte hele takken. Nei, så ble den lefse for stor; den kunne han ikke få. Hun tok da et enda mindre emne, men da hun hadde bakt det ut og bredt det på takken, ble den lefse også for stor; den kunne han heller ikke få. Tredje gang tok hun et enda mindre emne, et bitte bitte lite et; men også dengang ble Levsen alt for stor. „Så har jeg ikke Noget å gi Jer,“ sa Gjertrud, „dere får ligesaagodt gå igjen uten Smagebide, for Levserne bli allesammen for store!“ Da ble den kjærlige Herre vred, og sa: „Fordi du unte meg så slett, skal du ha den straff, at du skal bli til en fugl, og ta din føde mellom bark og Ved, og ikke få Noget å drikke oftere enn hvergang det regner!“ Og neppe hadde han sagt det siste ord, så ble hun til Gjertrudsfuglen, og fløy fra Bagstefjællen opp igjennom skorsteinspipen; og ennå den dag i dag kan man se henne flyve omkring med sin røde hue og ganske sort over hele kroppen, etter det at pipen svertet henne; hun hakker og pikkerbestandig 182på trærne etter mat, og piper mot regnvær; thi hun er alltid tørst, og da venter hun drikke.