162

150. Paa en venlig Sommermorgen, da Klokkerne fra det fjerne Kirketaarn løde klart igjennem den rene Luft og kaldte de fromme Dalboere til Guds Huus, for at de der kunde udgyde sine taknemmelige Hjerter i Lov og Pris til den evige Kjærlighed, — da de glade Fugle sunge paa Kvist, og de hvide Lam hoppede paa Eng, og de brogede Sommerfugle flagrede over Blomsterne, og de flittige Humler surrede over Kløveren: — drog en liden Børneflok jublende afsted over Stien, Alle i sine Søndagsklæder med blanke Huer og nye Halmhatte — og med smaa Kurve og Næverskrukker paa Armene. Frits anførte det glade Tog, og efter ham kom den lystige Luise og den skjelmske Thora, — saa den alvorlige Jørgen og den viltre Anton; og tilsidst kom den ømme Sofie med den hoppende Alvilde ved søsterlig Haand.

Men Alvilde var Dagens Dronning. Fire Somre havde hun levet, den lille søde Glut; og naar hun hoppende ilede frem over Engens Grønsvær i de pene, hvide Klæder og med himmelblaa Baand om Livet og de rosenfarvede Sko; da saa hun visselig ud som en af de smaa Gudsengle, der titte frem af Skyerne paa den fromme Rafaels skjønne Tavler.

“Ogsaa jeg skal plukke mange, mange Blaabær, du Sofia min, og mange Blomster og gjøre mange Krandse, — en til dig og en til Frits og en til Jørgen og en til Thora og en til Luise og ingen til Anton, for han river dem bare istykker. Jo en lille bitte Krands skal Anton ogsaa have. Og to til Moder, som sidder hjemme hos Klara, og ingen til Klara, for hun er for liden. Og saa en stor Krands for Fader, du. Ja det vil jeg!“

Men da de nu vare komne ind i Skoven, standsede Frits og pegede paa en stor flad Sten. Alle satte sig, og Sofie løste sit Lommetørklæde og tog to Hvedebrød ud og smaa Jødekager og delte omkring til dem Allesammen. Men var en Kage lidt mindre, end de andre, da lagde hun den af til sig selv, og var en lidt større, puttede hun den hen til Alvilde. Frits havde Mælk paa en Flaske og heldte af den i det lille Tinbæger. Flasken var indhyllet i en Fletning af Siv og hang i en Snor om hans Hals. Men den forsigtige Jørgen raadede til at spare paa Læskedrikken; Dagen blev snart varmere.

„Maa jeg nu?“ spurgte Anton utaalmodig; og da Frits nikkede, satte han sin Bliktrompet for Munden og gav sig til at blæse 163til Opbrud, men saa heftigt, at Sofie holdt for sine Øren, og de smaa Spurve fløi forskrækkede op fra Buskene.

„Her, her! se her, hvor det blaaner!“

„Nei der borte, Frits! Der seer jeg mange Hundrede Millioner Blaabær.“

„Og her finder jeg Jordbær; de ere meget sødere.“

„Nei kom bare hid!“

„Jeg følger med dig.“

„Og jeg med dig.“

„Og jeg vil blive hos dig, Sofie,“ sagde Alvilde. „Men ikke hele Tiden, du. Sidenefter gaaer jeg der bort til Luise, og siden efter til Thora.“

„Jeg vil plukke Blomster til Krandsene.“

Den store, tunge Tine skal vi sætte her inde under Grantræet; saa kan vi tømme vore Skrukker i den.“

Saa gik det; og de flittige Smaahænder bleve ikke trætte af at plukke, eller de smidige Rygge af at bukke sig, eller de søde Smaamunde af at sladdre. — Solen steg høiere, og Skyggerne bleve kortere; men en behagelig Middagsvind kjølede de blussende Kinder. Da satte Smaapigerne sig i en Kreds, og Sofie tog et Traadnøste op af sin Sypose, og de begyndte flitig paa at binde mange, mange store og smaa Krandse af de fine Lyng og de blaa Fioler; af Nyperoser og Stedmorsblomster og Katteklo og Forglemmigeier, af den gule Malva og den blaa Tjæreblomst; og den ene Krands blev smukkere, end den anden.

- Men nu begyndte Alvilde at blive træt og lagde sig ned ved Siden af Bærene og Krandsene og lukkede de smaa Øine og bad Sofie synge Hr. Sinklar for hende til hun var falden i Søvn. Saa sang da Sofie Hr. Sinklar. Men de andre Smaapiger sprang op for at følge efter Gutterne, der gik høit oppe i Aasen, — og da de hørte efter Antons Trompet kunde de let finde dem. — Men Sofie listede sig ogsaa op, da hun havde sjunget det sidste Vers af Hr. Sinklar, og vilde bare plukke nogle faa Blomster endnu til en Krands, som skulde være endnu vakrere end alle de andre og sættes om Alvildes gule Lokker, imedens hun sov. Da hun nu kom et Stykke op i Aasen, blev hun var en venlig, grøn Slette, hvorigjennem der løb en klar Bæk, og omkring Bækken stod i Tusindtal de allerdeiligste Blomster af alle Slags. Da klappede Sofie i de hvide Hænder og raabte høit af Glæde og gav sig til at sanke og sanke; og da hun allerede havde sit hele Forklæde 164fuldt, saa hun endnu mange, mange Blomster, som hun ikke kunde lade staae.

Alvilde vaagnede og hørte Noget brumme. Hun sprang op og raabte efter sine Søskende. Men de vare saa langt borte at de ikke kunde høre hende. Saa blev hun lidt bange; men hun græd dog ikke. „De komme nok snart,“ tænkte hun og tog sin lille Kurv i Haanden og spiste Blaabær.

Men da knagede det i Buskene, og en stor, mørkebrun Bjørn kom frem og gik brummende paa alle Fire imod Alvilde. Da blev hun forskrækkelig bange. Først vilde hun skrige men hun kunde ikke faae en Lyd frem. De klare Taarer stode stille i hendes Øine, og det lille Hjerte hoppede af Angest.

„Du gjør mig ikke Noget, Bjørn!“ sagde hun endelig modig; „for jeg er en snil Pige. Jeg kjender dig nok af Billedbogen min. Der Bjørn har du Blaabær.“ — Saa rakte hun sin lille Kurv frem, og Bjørnen saae paa hende, brummede ganske sagte og slog Labben i Kurven, saa at alle Bærene trillede ned. Den spiste dem op og gav sig til at snuse paa Alvildes Klæder.

„Kjære, søde Bjørn! Du maa ikke gjøre mig Noget; for jeg er jo en snil Pige!“ sagde Alvilde forskrækket. „Der har du en Kurv til med Blaabær.“ Bjørnen saa paa hende, kastede Kurven ned og spiste. Nu var Alvilde ikke længer saa meget bange. Men hun skyndte sig at give Bjørnen flere Bær. Og den brummede ganske venlig og lagde sagte den ene store Lab paa Alvildes Skulder. Men nu fik den see den store Tine, som stod aaben og var ganske fuld baade af Blaabær og Jordbær; og Jordbær holder den nok meest af. Saa gik den hen til Tinen og gav sig rolig til at spise.

„Nei, nei, Bjørn!“ sagde Alvilde. Du faaer ikke alle Bærene. Det er ikke mine Bær; og saa kan jeg jo ikke give dig dem, og du faaer ondt i Maven af alle disse Bær, Bjørn.“

Saa gik hun lige hen til Bjørnen og lagde sine smaa Hænder dristig paa den lodne Hals og vilde skyde den bort. Men den brød sig slet ikke derom, og hun saa nok, at det ikke kunde nytte.

„Ja bi til Frits kommer; da bliver han vred og jager dig med sin Stok.“ Det store Dyr satte venlig sine mørkeblaa Øine paa den lille Pige og strøg atter sin Lab over hende.

„Nu skal jeg pynte dig, Bjørn!“ sagde Alvilde, „dersom du vil lade mine Sødskendes Bær være.“ Saa tog hun en Krands og 165bandt den om Bjørnens Hals, og en liden Krands satte hun paa dens Hoved.

Høit oppe i Aasen begyndte Antons Trompet at skralde, og alle Pigerne og Drengene kom syngende ned efter. Da saa Bamse sig omkring, lagde endnu engang sin Pote over Alvildes Skulder, og gik langsomt ind i den sorte Skov. — Da de nu Allesammen vare komne ned, viste Alvilde dem bedrøvet den tomme Tine og undskyldte sig det Bedste, hun kunde, fordi hun ikke havde passet bedre paa, og fortalte om Bjørnen. Da bleve de Allesammen blege af Forskrækkelse, og Nogle gave sig til at løbe. Men Sofie brast i heftig Graad og trykkede den lille Søster tæt op til sig og bad hende hulkende om Forladelse, fordi hun havde forladt hende. Endelig trak Frits dem Begge med sig, og de skyndte sig afsted. I Angesten lode de baade Blomsterkrandsene og Tinen og Kurvene og Næverskrukkerne ligge.

Da de nu kom hjem til Moder og Fader og fortalte, hvad der var hændet, greb Moderen skjælvende Alvilde og drog hende op paa sit Skjød, og dækkede hende med begge sine Arme, som om Bjørnen var der. Og alle de Smaa og Store klyngede sig om hende, og Alle græd af Angest og Kjærlighed og Glæde. Om dem Allesammen slyngede Faderen sine Arme. Derpaa reiste han sig langsomt og gik taus ind i sit Kammer. Hvad mene I, han gjorde derinde?

Langt ude paa Høsten blev den store, mørkebrune Bjørn skudt; og om dens Hals sad endnu Alvildes Krands.

162

150. På en vennlig sommermorgen, da Klokkerne fra det fjerne kirketårn lød klart igjennom den rene luft og kalte de fromme Dalboere til Guds Huus, for at de der kunne utgyte sine takknemlige hjerter i lov og pris til den evige kjærlighet, — da de glade fugler sunge på kvist, og de hvite lam hoppet på eng, og de brokete sommerfugler flagret over blomstene, og de flittige humler surrede over kløveren: — drog en liten Børneflok jublende av sted over stien, alle i sine søndagsklær med blanke Huer og nye halmhatter — og med små Kurve og neverskrukker på armene. Frits anførte det glade Tog, og etter ham kom den lystige Luise og den skjelmske Thora, — så den alvorlige Jørgen og den viltre Anton; og til sist kom den ømme Sofie med den hoppende Alvilde ved søsterlig hånd.

Men Alvilde var Dagens dronning. Fire somre hadde hun levet, den lille søte Glut; og når hun hoppende ilede frem over Engens Grønsvær i de pene, hvite klær og med himmelblå bånd om livet og de rosenfarvede sko; da så hun visselig ut som en av de små gudsengler, der titte frem av skyene på den fromme Rafaels skjønne tavler.

“Også jeg skal plukke mange, mange blåbær, du Sofia min, og mange blomster og gjøre mange kranser, — en til deg og en til Frits og en til Jørgen og en til Thora og en til Luise og ingen til Anton, for han river dem bare i stykker. Jo en lille bitte krans skal Anton også have. Og to til mor, som sitter hjemme hos Klara, og ingen til Klara, for hun er for liten. Og så en stor krans for far, du. Ja det vil jeg!“

Men da de nå var kommet inn i skogen, stanset Frits og pegede på en stor flat Sten. Alle satte seg, og Sofie løste sitt lommetørkle og tok to hvetebrød ut og små Jødekager og delte omkring til dem Allesammen. Men var en kake litt mindre, enn de andre, da la hun den av til seg selv, og var en litt større, puttet hun den hen til Alvilde. Frits hadde melk på en flaske og helte av den i det lille Tinbæger. Flasken var innhyllet i en Fletning av Siv og hang i en snor om hans hals. Men den forsiktige Jørgen rådde til å spare på leskedrikken; Dagen ble snart varmere.

„Må jeg nå?“ spurte Anton utålmodig; og da Frits nikket, satte han sin Bliktrompet for munnen og ga seg til å blåse 163til oppbrudd, men så heftigt, at Sofie holdt for sine Øren, og de små spurver fløy forskrækkede opp fra buskene.

„Her, her! se her, hvor det blåner!“

„Nei der borte, Frits! Der ser jeg mange hundre millioner blåbær.“

„Og her finner jeg jordbær; de er meget søtere.“

„Nei kom bare hit!“

„Jeg følger med deg.“

„Og jeg med deg.“

„Og jeg vil bli hos deg, Sofie,“ sa Alvilde. „Men ikke hele tiden, du. Sidenefter går jeg der bort til Luise, og siden etter til Thora.“

„Jeg vil plukke blomster til kransene.“

Den store, tunge Tine skal vi sette her inne under grantreet; så kan vi tømme våre skrukker i den.“

Så gikk det; og de flittige Smaahænder ble ikke trette av å plukke, eller de smidige Rygge av å bukke seg, eller de søte Smaamunde av å sladre. — Solen steg høyere, og skyggene ble kortere; men en behagelig Middagsvind kjølte de blussende kinner. Da satte småpikene seg i en krets, og Sofie tok et Traadnøste opp av sin Sypose, og de begynte flittig på å binde mange, mange store og små kranser av de fine Lyng og de blå fioler; av nyperoser og Stedmorsblomster og Katteklo og forglemmegeier, av den gule Malva og den blå tjæreblomst; og den ene krans ble smukkere, enn den annen.

- Men nå begynte Alvilde å bli trett og la seg ned ved siden av bærene og kransene og lukkede de små øyne og bad Sofie synge Hr. Sinklar for henne til hun var falt i søvn. Så sang da Sofie Hr. Sinklar. Men de andre småpiker sprang opp for å følge etter guttene, der gikk høyt oppe i Aasen, — og da de hørte etter Antons trompet kunne de lett finne dem. — Men Sofie listet seg også opp, da hun hadde sunget det siste vers av Hr. Sinklar, og ville bare plukke noen få blomster ennå til en krans, som skulle være enda vakrere enn alle de andre og settes om Alvildes gule lokker, imens hun sov. Da hun nå kom et stykke opp i Aasen, ble hun var en vennlig, grønn Slette, hvorigjennom der løp en klar bekk, og omkring bekken stod i Tusindtal de allerdeiligste blomster av alle Slags. Da klappede Sofie i de hvite hender og ropte høyt av glede og ga seg til å sanke og sanke; og da hun allerede hadde sitt hele forkle 164fullt, så hun ennå mange, mange blomster, som hun ikke kunne la stå.

Alvilde våknet og hørte Noget brumme. Hun sprang opp og ropte etter sine søsken. Men de var så langt borte at de ikke kunne høre henne. Så ble hun litt bange; men hun gråt dog ikke. „De kommer nok snart,“ tenkte hun og tok sin lille kurv i hånden og spiste blåbær.

Men da knaket det i buskene, og en stor, mørkebrun Bjørn kom frem og gikk brummende på alle Fire imot Alvilde. Da ble hun forskrekkelig bange. Først ville hun skrike men hun kunne ikke få en lyd frem. De klare Taarer stod stille i hennes øyne, og det lille hjerte hoppet av angst.

„Du gjør meg ikke Noget, Bjørn!“ sa hun endelig modig; „for jeg er en snill pike. Jeg kjenner deg nok av billedboken min. Der Bjørn har du blåbær.“ — Så rakte hun sin lille kurv frem, og bjørnen så på henne, brummet ganske sakte og slo labben i kurven, så at alle bærene trillet ned. Den spiste dem opp og ga seg til å snuse på Alvildes klær.

„Kjære, søte Bjørn! Du må ikke gjøre meg Noget; for jeg er jo en snill pike!“ sa Alvilde forskrekket. „Der har du en kurv til med blåbær.“ Bjørnen så på henne, kastet kurven ned og spiste. Nå var Alvilde ikke lenger så meget bange. Men hun skyndte seg å gi bjørnen flere bær. Og den brummet ganske vennlig og la sakte den ene store Lab på Alvildes skulder. Men nå fikk den se den store Tine, som stod åpen og var ganske full både av blåbær og jordbær; og jordbær holder den nok mest av. Så gikk den hen til tinen og ga seg rolig til å spise.

„Nei, nei, Bjørn!“ sa Alvilde. Du får ikke alle bærene. Det er ikke mine bær; og så kan jeg jo ikke gi deg dem, og du får ondt i maven av alle disse bær, Bjørn.“

Så gikk hun like hen til bjørnen og la sine små hender dristig på den lodne hals og ville skyde den bort. Men den brød seg slett ikke derom, og hun så nok, at det ikke kunne nytte.

„Ja bi til Frits kommer; da blir han vred og jager deg med sin stokk.“ Det store dyr satte vennlig sine mørkeblå øyne på den lille pike og strøk atter sin Lab over henne.

„Nå skal jeg pynte deg, Bjørn!“ sa Alvilde, „dersom du vil la mine søskens bær være.“ Så tok hun en krans og 165bandt den om Bjørnens hals, og en liten krans satte hun på dens hode.

Høyt oppe i Aasen begynte Antons trompet å skralle, og alle pikene og drengene kom syngende ned etter. Da så Bamse seg omkring, la enda engang sin pote over Alvildes skulder, og gikk langsomt inn i den sorte skog. — Da de nå Allesammen var kommet ned, viste Alvilde dem bedrøvet den tomme Tine og unnskyldte seg det Bedste, hun kunne, fordi hun ikke hadde passet bedre på, og fortalte om bjørnen. Da ble de Allesammen bleke av forskrekkelse, og Nogle gave seg til å løpe. Men Sofie brast i heftig gråt og trykket den lille søster tett opp til seg og bad henne hulkende om forlatelse, fordi hun hadde forlatt henne. Endelig trakk Frits dem Begge med seg, og de skyndte seg av sted. I angsten lot de både blomsterkransene og tinen og kurvene og neverskrukkene ligge.

Da de nå kom hjem til mor og far og fortalte, hva der var hendt, grep moren skjelvende Alvilde og drog henne opp på sitt Skjød, og dekket henne med begge sine Arme, som om bjørnen var der. Og alle de Smaa og Store klynget seg om henne, og alle gråt av angst og kjærlighet og glede. Om dem Allesammen slyngede Faderen sine Arme. Derpå reiste han seg langsomt og gikk taus inn i sitt kammer. Hva mener dere, han gjorde derinne?

Langt ute på høsten ble den store, mørkebrune Bjørn skudt; og om dens hals satt ennå Alvildes krans.