151. En Bonde gik en varm Sommerdag med sin lille Søn Thomas til Byen. „Se, sagde Faderen engang underveis, der ligger et Stykke af en Hestesko paa Veien! Tag det op, og gjem det!“ Ei, sagde Thomas, det er jo ikke engang Umagen værd at bukke sig derfor! — Faderen tog stiltiende Jernet op, og puttede det i Lommen. I nærmeste Landsby solgte han det til en Smed for 6 ß. og kjøbte Kirsebær for Pengene.
Begge gik videre. Solen skinnede meget varmt, og der var hverken Huus eller Træ eller nogen Kilde i Nærheden. Thomas var nær ved at forsmægte af Tørst, og kunde næsten ikke slæbe sig efter sin Fader.
Da lod Faderen som af en Hændelse et Kirsebær falde. Thomas tog det op med Begjærlighed, ret som om det var Guld, og puttede det strax i Munden. Da de havde gaaet nogle Skridt, lod Faderen atter et Kirsebær falde. Thomas bukkede sig ligesom før, 166og tog det op. Saaledes lod Faderen ham efterhaand optage alle Kirsebærrene.
Da der nu ikke var flere igjen, og Thomas havde fortæret det sidste, vendte Faderen sig smilende om og sagde: „Se, havde du nu villet bukke dig eengang for Jernets Skyld, saa havde du sluppet at bukke dig saamange Gange for at faae Kirsebærrene!
Agt selv paa Smaating, min Søn, og sky aldrig en liden Umag; den kan tidt befrie dig fra en større!“ —