148. I Nærheden af en stor Skov, levede engang en fattig Kone, som havde et lidet Barn og en stor Hjord. Men Hjorden tilhørte ikke Konen, hun vogtede den kun for andre Folk. Og der sad hun engang i Skoven og gav sit Barn Velling af en Leerkrukke; Faarene græssede imidlertid nær derved. Men der var slemme Ulve i Skoven, og da Hjorden gik længer ind imellem Træerne, hvor der var kjøligt, og hvor der voxede meget Græs, tænkte Konen, at Ulven kunde komme og æde Faarene. Da satte hun Kurven med Vellingen ned ved Barnet, gav det en Træskee i Haanden, og sagde: „der, lille Barn! spiis nu selv; men tag ikke Skeen alt for fuld.“ Og nu stod hun op og gik ind i Skoven, for at drive Hjorden tilbage. Men da nu Barnet sad der alene og spiiste, kom en stor, stor Ulvinde springende ud af Skoven, gik lige løs paa Barnet, greb med Tænderne fat bag i dets Trøie, og bar det ind i Skoven. Og da Moderen kom igjen, var Barnet der ikke, og Krukken laa paa Jorden, men Skeen laa ikke derved; den havde Barnet holdt fast paa med sin lille Haand. Og da Moderen saa sig om, tænkte hun strax, „det har ingen Anden gjort uden Ulven,“ og hun løb til Landsbyen og skreg forfærdeligt, at alle skulle komme til Hjælp.

Imidlertid kom der en Mand igjennem Skoven; det var et Sendebud langt borte fra, han havde forvildet sig, og vidste ikke, hvor han var; og da han saaledes gik igjennem Krattet og søgte om en Vei, hørte han Noget tale, og tænkte strax: der maa være Folk i Nærheden! Og det sagde hele Tiden: „Gaa din Vei, eller du skal faae!“ Og da han nu skilte Grenene ad, for at see, hvad det var, da sidder et lille Barn paa Jorden, og sex smaa 161Ulvunger staae rundt omkring det — men den gamle Ulvinde var der ikke, hun var atter løbet ind i Skoven — og de smaa Ulve vilde snappe efter Barnets Hænder, men hver Gang En nærmede sig, slog den Lille ham paa Næsen med sin Træske og raabte „Gaa din Vei, eller du skal faae!“

Og Sendebudet forundrede sig, og løb hurtig hen og slog med sin Stok imellem de smaa Ulve, saa at de løbe Alle bort, og Barnet tog han paa sin Arm og løb derfra saa stærkt han kunde; thi han var bange for, den gamle Ulvinde skulde komme efter ham. Og det varede ikke længe, da kom Bønderne fra Landsbyen med Høtyve og Pleile, og vilde slaae Ulven ihiel. Og Moderen kom ogsaa med, og da hun saa, at Ulven ikke havde ædt hendes Barn, blev hun meget glad, og takkede den gode Mand tusind Gange, og endnu mere den gode Gud, at han ikke havde ladet hendes Barn omkomme.

148. I Nærheden av en stor skog, levde engang en fattig kone, som hadde et lite barn og en stor hjord. Men hjorden tilhørte ikke konen, hun voktet den kun for andre folk. Og der satt hun engang i skogen og ga sitt barn velling av en leirkrukke; Fårene græssede imidlertid nær derved. Men der var slemme ulver i skogen, og da hjorden gikk lenger inn imellom trærne, hvor der var kjølig, og hvor der voxede meget gress, tenkte konen, at Ulven kunne komme og ete fårene. Da satte hun kurven med vellingen ned ved barnet, ga det en Træskee i hånden, og sa: „der, lille barn! spis nå selv; men ta ikke skjeen alt for full.“ Og nå stod hun opp og gikk inn i skogen, for å drive hjorden tilbake. Men da nå barnet satt der alene og spiste, kom en stor, stor ulvinne springende ut av skogen, gikk lige løs på barnet, grep med tennene fat bak i dets trøye, og bar det inn i skogen. Og da moren kom igjen, var barnet der ikke, og krukken lå på jorden, men skjeen lå ikke derved; den hadde barnet holdt fast på med sin lille hånd. Og da moren så seg om, tenkte hun straks, „det har ingen Anden gjort uten Ulven,“ og hun løp til landsbyen og skrek forferdelig, at alle skulle komme til hjelp.

Imidlertid kom der en mann igjennom skogen; det var et sendebud langt borte fra, han hadde forvillet seg, og visste ikke, hvor han var; og da han således gikk igjennom krattet og søkte om en vei, hørte han Noget tale, og tenkte straks: der må være folk i Nærheden! Og det sa hele tiden: „Gå din vei, eller du skal få!“ Og da han nå skilte grenene ad, for å se, hva det var, da sitter et lille barn på jorden, og seks små 161ulvunger stå rundt omkring det — men den gamle ulvinne var der ikke, hun var atter løbet inn i skogen — og de små ulver ville snappe etter Barnets hender, men hver gang En nærmet seg, slo den Lille ham på nesen med sin Træske og ropte „Gaa din vei, eller du skal få!“

Og Sendebudet forundret seg, og løp hurtig hen og slo med sin stokk imellom de små ulver, så at de løper alle bort, og barnet tok han på sin arm og løp derfra så sterkt han kunne; thi han var bange for, den gamle ulvinne skulle komme etter ham. Og det varte ikke lenge, da kom bøndene fra landsbyen med Høtyve og Pleile, og ville slå Ulven i hjel. Og moren kom også med, og da hun så, at Ulven ikke hadde ett hennes barn, ble hun meget glad, og takket den gode mann tusind ganger, og enda mer den gode Gud, at han ikke hadde latt hennes barn omkomme.