147. En rig Mand i Paris gjemte sine Penge i en afsides hemmelig Kjelder, for hvilken han havde ladet gjøre en Jerndør med en kunstig Laas, der var saaledes indrettet, at naar den sprang i, kunde den ikke lukkes op inden fra; hvorved han altsaa kunde haabe at fange dem, som muligen listede sig ind, for at bestjæle ham. Daglig gik han herned og fandt sin Glæde i at beskue og tælle sine voxende Skatte. En Dag, da han igjen med fyrig Længsel var ilet til denne sin Afgud, glemmer han at gjøre Springfjederen fast paa Laasen. Den smækker i ved et Vindpust, og han er indelukket. Ingen kan høre hans Skrig fra den dybe Afgrund. Ingen kan søge ham; thi han havde skjult sin Vei for alle.
Endelig rygtes det i Byen, at han var forsvunden. Smeden, som havde gjort Laasen og raadet ham til Forsigtighed, hører Rygtet og formoder, hvorledes det er gaaet til. Han gaaer derfor til hans Kone, fortæller hende sin Formodning og viser hende Stedet, hvor Skatten forvaredes. Man brækker Døren op med Jernstænger, og finder den Elendige død af Hunger midt imellem de gyldne Dynger, med tydelige Kjendetegn paa hans skrækkelige Qvaler, og de frugtesløse Anstrængelser for sin Redning.
160Hvo, som elsker Penge, bliver ikke uden Synd, og hvo, som søger forgjængelige Ting, skal og forgaae dermed. (Syr. 31, 5.)