146. Rabbi Meier sad paa en Sabbath i Skolen, og lærte Folket. Imidlertid døde begge hans Sønner pludselig, skjønne af Vext, oplyste i Loven. Moderen lagde dem paa Sengen og bredte et hvidt Klæde over dem. Om Aftenen kom Rabbi Meier hjem. ”Hvor ere mine Sønner, sagde han, at jeg kunde give dem min Velsignelse?“ Hun svarede: ”de ere i Skolen.“ Men han sagde: ”jeg saa mig om efter dem, og saa dem ikke.“
Hun rakte ham et Bæger Viin. Han lovede Herren, drak og spurgte atter: ”hvor ere mine Sønner, at de kunne drikke Velsignelsens Viin?“ — De ere ikke langt borte“, sagde hun og satte Mad for ham. Men da han havde endt sit Maaltid og takket, sagde hun: ”Rabbi! tillad mig et Spørgsmaal!“ — ”Gjerne, min Elskede!“ svarede han. Da sagde hun: ”for nogle Dage siden gav En mig et sjeldent Klenodie i Forvaring, og nu fordrer han det tilbage; skal jeg give ham det?“ — „Det skulde min Hustru ikke først spørge mig om“, svarede Rabbi Meier; „vil du tage i Betænkning at give nogen sit igjen?“ — „O, nei!“ svarede hun, „men jeg vilde dog ikke gjøre det uden dit Vidende.“
Under disse Ord førte hun ham hen til Sengen og tog Liinklædet fra Ligene. „Ak! mine Sønner! udbrød Faderen jamrende; mine Sønner og Lærere! Jeg har givet eder Livet, men I have ofte oplyst mine Øine i Loven“. Hun vendte sig bort og græd. Endelig tog hun ham ved Haanden og sagde: „Rabbi! lærte du mig ikke, at man ikke maa vægre sig ved at give det tilbage, som er os betroet i Forvaring?“ — „Se! Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!“ sagde Rabbi Meier; og han lagde til: „den Mand, Herren vil velsigne, giver han en trofast Hustru“.
Ligesom Guld prøves i Ilden, saa blive og de, som behage Gud, prøvede i Trængslernes Ild. (Syr. 2, 5).