158

145. Qvækerne er Navnet paa en Religionssekt, der findes i England og Nordamerika, fromme, fredelige og forstandige Folk. Her i Norge kaldes de med deres rette Navn: „Vennerne.“ Adskilligt af det, som andre Christne gjøre, tør de efter deres Lære ikke gjøre: de tør ikke bære Gevær, ikke aflægge Ed, ikke tage Hatten af for nogen — men ride tør de, naar de allers have en Hest. Da en saadan Qvæker en Aften vilde ride hjem paa sin meget smukke og stadselige Hest, lurede en Stratenrøver med et kulsort Ansigt paa ham paa Veien, ligeledes ridende paa en Hest, men som var saa mager, at man kunde snart tælle alle Been og Knokler paa den, kun ikke Tænderne, thi de vare borte af Munden allesammen. „Du Guds Barn, sagde Røveren, jeg vil gjerne skaffe mit stakkels Dyr her, som er saa gammelt, at det endnu dunkelt kan mindes Israels Børns Udvandring af Ægypten, et godt Foder, som eders Hest efter Udseende faaer. Vil I, som jeg, saa bytte vi, thi I har ingen ladte Pistoler i Sadlen, som jeg har.“

Qvækeren tænkte ved sig selv: „Hvad er herved at gjøre? Gaaer alting galt, saa har jeg dog hjemme endnu en anden Hest, men intet andet Liv.“

Saa byttede de da med hinanden, og Røveren red hjem paa Qvækerens Hest, men Qvækeren gik og trak Røverens usle Hest ved Tømmen. Men da han var kommen til Byen, hvor de første Huse begynde, lagde han Tømmen løs om Halsen paa Hesten, og sagde: „Gaa foran, Lazarus, du vil bedre vide at finde din Herres Stald, end jeg.“ Og saa lod han Hesten gaae foran og fulgte den, Gade op og Gade ned, indtil den endelig standsede udenfor en Stalddør. Da den blev staaende der og ikke vilde gaae videre, gik han ind i Huset og ind i Stuen, hvor Røveren allerede stod og viskede Kienrøgen af Ansigtet med en ulden Strømpe. „Er I kommen vel hjem? sagde Qvækeren. Vil I, som jeg, saa hæve vi vort Bytte igjen; det er dog ikke stadfæstet for Retten. Giv mig min Ganger igjen; eders Øg staaer for Døren.“

Da nu Spidsbuben saa, at han var røbet, maatte han, enten han vilde eller ikke, give Qvækeren hans gode Hest tilbage. „Vær saa god,“ sagde Qvækeren, „og giv mig endnu 2 Rigsdaler i Leie af min Hest; jeg og eders Hest have spadseret med hinanden tilfods!“ Og enten Spidsbuben peb eller sang, maatte han endnu betale Qvækeren 2 Rigsdaler i Leie af Hesten.

„Ikke sandt,“ sagde Qvækeren, i det han red bort, „Dyret løber en let Trav.“

158

145. Kvekerne er navnet på en Religionssekt, der finnes i England og Nordamerika, fromme, fredelige og forstandige folk. Her i Norge kalles de med deres rette navn: „Vennene.“ Adskillig av det, som andre kristne gjøre, tør de etter deres lære ikke gjøre: de tør ikke bære gevær, ikke avlegge Ed, ikke ta hatten av for noen — men ride tør de, når de allers have en hest. Da en sådan kveker en aften ville ride hjem på sin meget smukke og staselige hest, lurede en stratenrøver med et kulsort ansikt på ham på veien, likeledes ridende på en hest, men som var så mager, at man kunne snart telle alle ben og knokler på den, kun ikke tennene, thi de var borte av munnen allesammen. „Du Guds barn, sa røveren, jeg vil gjerne skaffe mitt stakkels dyr her, som er så gammelt, at det ennå dunkelt kan minnes Israels Børns utvandring av Ægypten, et godt Foder, som deres hest etter utseende får. Vil dere, som jeg, så bytter vi, thi dere har ingen ladde pistoler i salen, som jeg har.“

Kvekeren tenkte ved seg selv: „Hva er herved å gjøre? Går alting galt, så har jeg dog hjemme ennå en annen hest, men intet annet Liv.“

Så byttet de da med hinannen, og røveren red hjem på kvekerens hest, men kvekeren gikk og trakk Røverens usle hest ved tømmen. Men da han var kommet til byen, hvor de første hus begynne, la han tømmen løs om halsen på hesten, og sa: „Gå foran, Lazarus, du vil bedre vide å finne din Herres stall, enn jeg.“ Og så lot han hesten gå foran og fulgte den, gate opp og gate ned, inntil den endelig stanset utenfor en stalldør. Da den ble stående der og ikke ville gå videre, gikk han inn i huset og inn i stuen, hvor røveren allerede stod og visket Kienrøgen av ansiktet med en ullen strømpe. „Er dere kommet vel hjem? sa kvekeren. Vil dere, som jeg, så hever vi vårt bytte igjen; det er dog ikke stadfestet for retten. Gi meg min ganger igjen; deres øk står for døren.“

Da nå Spidsbuben så, at han var røpet, måtte han, enten han ville eller ikke, gi kvekeren hans gode hest tilbake. „Vær så god,“ sa kvekeren, „og gi meg ennå 2 riksdaler i leie av min hest; jeg og deres hest have spasert med hinannen tilfods!“ Og enten Spidsbuben pep eller sang, måtte han ennå betale kvekeren 2 riksdaler i leie av hesten.

„Ikke sandt,“ sa kvekeren, i det han red bort, „dyret løper en lett trav.“