137. En chinesisk Keiser mistede sin bedste Hest ved en Staldkarls Forseelse. Han blev saa opbragt herover, at han greb en Landse for at gjennembore Karlen. Til al Lykke var der en Philosoph, eller viis Mand, i Keiserens Følge, som traadte til og sagde; ”Keiser! nær var dette Menneske bleven en Dødens Mand, uden først at være overbeviist om sin Forbrydelse.” — ”Overbeviis ham da,” sagde Keiseren.
Philosophen tog Landsen af Keiserens Haand og vendte sig imod den Skyldige med disse Ord: ”Ulykkens Søn! hør dine Forbrydelser! Først er du Skyld i en Hests Død, som Keiseren havde betroet til din Omsorg; derfor skal du nu ogsaa selv døe. For det andet er du Skyld i, at min Herre har saa forivret sig, at han her staaer rede til voldelig at lægge Haand paa dig. Det er en Forbrydelse, større end den forrige. Endelig er du Skyld i, at det nu snart vil hedde over hele Riget, at Keiseren for en Hests Skyld har dræbt et Menneske. Derved mister han sit gode Navn og Rygte. Ulykkens Søn! det er din tredie og skrækkeligste Brøde, indseer du det?”
”Lad ham gaae,” raabte Keiseren, som følte sig truffen, ”jeg vil for hans Skyld ikke miste mit gode Navn og Rygte.”