154

136. I det Land, som hedder Frankrig, er der mange Ulve. Her boede engang en fattig Mand, der opklækkede et Par unge Hunde, af den Art, man agter høiest for deres Størrelses og Mods Skyld. Da de syntes at have meer end almindelig Styrke og Behændighed, haabede han at gjøre Godseieren, der var en rig Mand og boede i Rigets Hovedstad, en behagelig Foræring, naar han bragte ham den ene af dem, som hed Bella. Dette skedte ogsaa. Den anden, som var kaldet Tagfat, opdrog han selv til at bevogte sin Hjord med. Fra den Tid førte disse to Hunde en ganske forskjellig Levemaade. Bella, der kom i et rigt Kjøkken, mæskede sig fra Morgen til Aften, og blev fed og glat, men tillige saa feig, at den løb for en Hund der kun var halv saa stor som den selv. Dog mærkede dens fornemme Herre ikke dette. Tagfat derimod, der levede i en Bondehytte paa Landet, saa plump ud og var sjelden rigtig reen; men den blev tillige munter, dristig og hærdet. Den var ogsaa bestandig udsat for Fare af Ulvene, af hvilke den havde faaet mangt et dygtigt Bid, naar den vogtede Hjorden. Men ved denne idelige Øvelse blev den saa uforsagt, at den ikke vendte nogen Fiende Ryggen.

Nu hændte det sig, at Godseieren besøgte sit Landgods, og bragte sin smukke Hund Bella med sig til dens Fødested. Da han kom der, kunde han ikke noksom forundre sig over Forskjellen paa disse to Hunde, og han fandt Tagfat ganske vederstyggelig. Ved et Tilfælde, som mødte ham, blev han dog meget snart af en anden Mening.

Da han en Dag var reden ud paa Godset og havde ingen hos sig uden sin Bella, kom en hungrig Ulv med funklende Øine og en fæl Tuden farende frem bag en Høi i Nærheden og gik lige løs paa ham, just som han var stegen af sin Hest, for at spadsere lidt omkring. Den ulykkelige Mand troede sig allerede forloren, især da han saa, at hans tro Bella, istedetfor at komme ham til Hjælp, listede 155sig bort, med Halen mellem Benene, og tudede af Angest. Men den uforfærdede Tagfat, der ydmyg og ubemærket var fulgt langt bag efter, kom ham i dette fortvivlede Øieblik til Hjælp; den angreb Ulven med saadant Mod og Færdighed, at denne maatte værge sig af alle Kræfter. Kampen var langvarig og blodig: men tilsidst lagde Tagfat dog Ulven død for sine Fødder, endskjønt den selv var stærkt saaret.

Da han kom hjem, fortalte Godseieren den gamle Hyrde sin Hændelse, og ytrede sin Forundring over Tagfats udmærkede Dygtighed. ”Ja, sagde Hyrden, kjender Herren ikke det gamle Ordsprog: Du skal ikke skue Hunden paa Haarene!” Godseieren bød Hyrden en høi Betaling, for at han skulde overlade ham Tagfat, men Hyrden sagde med Taarer i Øinene: ”den Hund er min eneste Ven i denne Verden, ham forlader jeg ikke, førend Vor Herre skiller os ad.”

”Vel, Gamle! svarede Herren, behold da din tappre Ven. Men naar du eller Tagfat bliver kjed af denne Ulvekrig, saa kom begge to til mig, jeg skal sørge faderlig for eder. Den Hund skylder jeg jo mit Liv.”

154

136. I det land, som heter Frankrig, er der mange ulver. Her bodde engang en fattig mann, der opklækkede et par unge hunder, av den art, man akter høyest for deres Størrelses og mots skyld. Da de syntes å ha mer enn alminnelig styrke og behendighet, håpet han å gjøre godseieren, der var en rik mann og bodde i Rigets hovedstad, en behagelig Foræring, når han brakte ham den ene av dem, som het Bella. Dette skjedde også. Den annen, som var kalt Tagfat, oppdro han selv til å bevokte sin hjord med. Fra den tid førte disse to hunder en ganske forskjellig levemåte. Bella, der kom i et rikt kjøkken, mæskede seg fra morgen til aften, og ble fet og glatt, men tillike så feig, at den løp for en hund der kun var halv så stor som den selv. Dog merkede dens fornemme Herre ikke dette. Tagfat derimot, der levde i en Bondehytte på landet, så plump ut og var sjelden riktig ren; men den ble tillike munter, dristig og herdet. Den var også bestandig utsatt for fare av ulvene, av hvilke den hadde fått mangt et dyktig bit, når den vogtede hjorden. Men ved denne idelige øvelse ble den så uforsagt, at den ikke vendte noen fiende ryggen.

Nå hendte det seg, at godseieren besøkte sitt Landgods, og brakte sin smukke hund Bella med seg til dens Fødested. Da han kom der, kunne han ikke noksom forundre seg over forskjellen på disse to hunder, og han fant Tagfat ganske vederstyggelig. Ved et tilfelle, som møtte ham, ble han dog meget snart av en annen mening.

Da han en dag var reden ut på godset og hadde ingen hos seg uten sin Bella, kom en hungrig Ulv med funklende øyne og en fæl Tuden farende frem bak en Høi i Nærheden og gikk lige løs på ham, just som han var stegen av sin hest, for å spasere litt omkring. Den ulykkelige mann trodde seg allerede forloren, især da han så, at hans tro Bella, i stedet for å komme ham til hjelp, listet 155seg bort, med halen mellom Benene, og tudede av angst. Men den uforferdede Tagfat, der ydmyk og ubemerket var fulgt langt bak etter, kom ham i dette fortvivlede øyeblikk til hjelp; den angrep Ulven med sådant mot og ferdighet, at denne måtte verge seg av alle krefter. Kampen var langvarig og blodig: men til sist la Tagfat dog Ulven død for sine føtter, enskjønt den selv var sterkt såret.

Da han kom hjem, fortalte godseieren den gamle hyrde sin hendelse, og ytret sin forundring over Tagfats udmærkede dyktighet. ”Ja, sa hyrden, kjenner Herren ikke det gamle ordspråk: Du skal ikke skue hunden på hårene!” Godseieren bød hyrden en høy betaling, for at han skulle overlate ham Tagfat, men hyrden sa med Taarer i øynene: ”den hund er min eneste venn i denne Verden, ham forlater jeg ikke, før vår Herre skiller oss ad.”

”Vel, Gamle! svarede Herren, behold da din tappre venn. Men når du eller Tagfat blir kjed av denne Ulvekrig, så kom begge to til meg, jeg skal sørge faderlig for dere. Den Hund skylder jeg jo mitt liv.”