153

135. En Matros stod paa Toldboden og ventede efter nogle Kammerater, for at kunne komme ombord paa sit Skib, der laa klar for at gaae til Amerika. Imedens han stod der, kom en Borgermand, som var ude at spadsere, hen til ham. Denne Mand bildte sig uheldigviis ind, at han var kløgtigere end de fleste andre Mennesker, og var derhos meget snakkelysten. Matrosens fuldkomne Taushed pinte ham derfor, og han søgte at komme i Snak med ham; han spurgte, hvormange Reiser han havde gjort, om der var Kanoner til at forsvare sig med paa Skibet, om han ikke var bange for at drukne, og mere deslige. Men han fik kun meget korte Svar.

Endelig kom han frem med dette Spørgsmaal: „hør, min gode Ven! hvor døde vel hans Fader?“

„Ved et Skibbrud under norske Kyst,“ svarede Matrosen.

„Og hans Bedstefader?“ spurgte Borgeren.

„Det var en Fisker,“ sagde Matrosen; „en Aften, da det kulede noget, roede han ud for at sætte Bundgarn; saa saa vi ham aldrig mere.“ — „Jeg var dengang kun en lille Pog,“ føiede han til efter et Ophold.

„Men hans Oldefader, hvor døde han da?“ spurgte Borgeren atter med en vigtig Mine.

„I Vandet“, sagde Matrosen tørt.

Men Borgeren var altfor begjerlig efter at komme frem med sin indbildte Viisdom, til at han skulde have fattet Meningen med dette sidste Svar. (Hvad var da Meningen?) Han udbrød nu med de Ord, for hvis Skyld han vel havde gjort alle Spørgsmaalene: „Hvordan! Alle hans Forfædre omkom paa Havet, og han er alligevel saa forvoven atter at begive sig derud?“

Denne upassende Daddel fornærmede slet ikke Sømanden; tvertimod syntes han at blive lystig stemt derved. Han gik et Par Skridt nærmere og sagde: „Med Forlov, min Herre! hvad Bestilling har vel De i denne gode By?“

„Jeg er Rokkedreier, jeg fortsætter min sal. Faders Profession,“ svarede Borgeren.

154„Saa! og hvor døde vel den salig Rokkedreier?“ spurgte Sømanden.

„Han hensov roligt i sin Seng“, var Svaret.

„Men hans Fader igjen — hvor døde han vel?“ spurgte saa Matrosen.

„Mine Forfædre,“ sagde Borgeren høitideligt, „ere alle roligt hensovne i deres Seng, omgivne af deres bedrøvede Slægt og Venner“.

„Men, min gode Mand,“ sagde Matrosen skjelmsk, „hvor tør I da nogen Aften gaae til Sengs; det er en uhørt Dristighed: thi hvordan I rokker eller dreier eder, saa bliver Sengen engang eders Død?“

Borgermanden blev ærgerlig over ikke at have noget, hvormed han strax kunde gjendrive den muntre Sømand, og vilde just i denne Harme til at sige noget ret dumt; da kom i det samme Matrosens Kammerater springende og kaldte ham ned i Baaden. Dermed skiltes de ad. Men Borgeren vandrede hjem, og var gnaven den hele Aften.

153

135. En Matros stod på tollboden og ventet etter noen Kammerater, for å kunne komme ombord på sitt skip, der lå klar for å gå til Amerika. Imens han stod der, kom en borgermann, som var ute å spasere, hen til ham. Denne mann bildte seg uheldigvis inn, at han var kløktigere enn de fleste andre mennesker, og var derhos meget snakkelysten. Matrosens fullkomne taushet pinte ham derfor, og han søkte å komme i snakk med ham; han spurte, hvor mange reiser han hadde gjort, om der var kanoner til å forsvare seg med på skipet, om han ikke var bange for å drukne, og mer deslige. Men han fikk kun meget korte svar.

Endelig kom han frem med dette spørsmål: „hør, min gode venn! hvor døde vel hans far?“

„Ved et skipbrudd under norske kyst,“ svarte matrosen.

„Og hans bestefar?“ spurte borgeren.

„Det var en fisker,“ sa matrosen; „en aften, da det kulede noe, rodde han ut for å sette bunngarn; så så vi ham aldri mer.“ — „Jeg var dengang kun en lille Pog,“ føyet han til etter et opphold.

„Men hans oldefar, hvor døde han da?“ spurte borgeren atter med en viktig mine.

„I vannet“, sa matrosen tørt.

Men borgeren var altfor begjærlig etter å komme frem med sin innbilte visdom, til at han skulle ha fattet meningen med dette siste svar. (Hva var da meningen?) Han utbrøt nå med de ord, for hvis skyld han vel hadde gjort alle spørsmålene: „Hvordan! Alle hans forfedre omkom på havet, og han er allikevel så forvoven atter å begi seg derut?“

Denne upassende daddel fornærmede slett ikke sjømannen; tvertimod syntes han å bli lystig stemt derved. Han gikk et par skritt nærmere og sa: „Med Forlov, min Herre! hva bestilling har vel De i denne gode by?“

„Jeg er Rokkedreier, jeg fortsetter min sal. Faders profesjon,“ svarte borgeren.

154„Så! og hvor døde vel den salig Rokkedreier?“ spurte sjømannen.

„Han hensov rolig i sin seng“, var svaret.

„Men hans far igjen — hvor døde han vel?“ spurte så matrosen.

„Mine forfedre,“ sa borgeren høytidelig, „er alle rolig hensovne i deres seng, omgitte av deres bedrøvede slekt og venner“.

„Men, min gode mann,“ sa matrosen skjelmsk, „hvor tør dere da noen aften gå til Sengs; det er en uhørt dristighet: thi hvordan dere rokker eller dreier dere, så blir sengen engang deres død?“

Borgermannen ble ergerlig over ikke å ha noe, hvormed han straks kunne gjendrive den muntre sjømann, og ville just i denne harme til å si noe rett dumt; da kom i det samme Matrosens Kammerater springende og kalte ham ned i båten. Dermed skiltes de ad. Men borgeren vandret hjem, og var gnaven den hele aften.