133. En Hertug i Kalabrien sad selv bestandig i Retten. For at fattige Folk ikke skulde blive afviste af hans Undergivne, havde han ladet hænge en Klokke i Retssalen, fra hvilken en Snor gik ud paa Gaden. Engang lød denne Klokke, men da man saa efter, hvem det var der ringede, stod der blot en gammel udlevet Hest, som var jaget bort af sin Herre, en Baron Capeccio. Rettens Medlemmer brast i Latter, men Hertugen sagde: ”Hvorfor lee I? vide I ikke, at den sande Retfærdighed ogsaa udstrækker sig til Dyrene, og at den Retfærdige, som skrevet staaer, forbarmer sig over sit Kreaturs Liv?” Han lod strax Capeccio kalde, og spurgte, hvorfor han havde forjaget den gamle Hest.
Capeccio svarede hertil: ”det var et godt Dyr i sin Ungdom, den har været med mig næsten i alle mine Felttog; men nu kan den formedelst Alderdom ingen Tjeneste gjøre længere, og jeg kan derfor ikke beholde den.” — ”En smuk Aarsag!” sagde Hertugen. ”Men, vedblev han, da I selv blev gammel og ikke kunde tjene min Fader længere, tog man da Eders Løn fra Eder?” — ”Nei, naadigste Herre! svarede Baronen, jeg har endnu mine fulde Indkomster ubeskaarne.” — ”Og I, sagde nu Hertugen, kunde lade et Kreatur sulte, der har viist Eder saa mangen nyttig Tjeneste? Gaa bort, og lad Hesten sin hele Livstid faae sit Ophold hos Eders bedste Heste, dersom I vil, at jeg skal ansee Eder for en tro Tjener og en retskaffen Mand.”