150

130. Et Skib med mange Folk ombord, strandede paa sin Fart fra Tydskland til Holland, og alle vare i Fare for at drukne. Passageererne bestode af simple Folk, som pleiede at søge Arbeide i Holland, hvor Fortjenesten var større, og derpaa siden at vende hjem igjen med det Erhvervede. Nogle Personer krøbe ved denne Leilighed op i Masten og holdt sig fast der. En Jøde bad en af disse, der var en Bonde, om Tilladelse til at hænge sig fast ved hans Fod, da han ellers ingensteds saa nogen Redning. Bonden tillod det; og Jøden blev saaledes reddet tillige med de Øvrige, da et forbiseilende Skib optog dem. Han takkede sin Befrier hjertelig, optegnede hans Navn, hans Bopæl og Stand samt den ulykkelige Dags Datum, og forsikkrede, at, saasnart han kunde, vilde han vise sin Taknemmelighed i Gjerningen, men nu var alt, hvad han eiede, sunken i Havet.

„Reis I i Guds Navn!“ sagde Bonden. „Jeg har kun gjort, hvad det ene Menneske bør gjøre imod det andet. Tak I blot Gud, som har frelst os alle fra Døden!“

Efter to Aars Forløb skrev Jøden et Brev til Bondens Præst og sendte denne Tøi til Klæder for Bonden, hans Kone og Børn, tilligemed et halvhundrede Specier. Bonden stod ganske maalløs, gned sine Øine og græd, da han saa alt det gode skjønne Tøi. Naa! Gud lønne den Jøde!“ sagde han; „lad der nu komme En og hegle paa Jøderne eller skjælde dem ud! han skal faae med mig at bestille!“ Men endnu større blev hans Bestyrtelse, da Præsten ogsaa udtællede ham de halvhundrede Specier: Han sagde først ikke et eneste Ord. Endelig raabte han høit: „Nei! det har jeg ikke fortjent for den Smule Snurren i Benene, da han hang og dinglede ved min Fod. Gud velsigne ham og hans hele Slægt“.

Nogen Tid efter fremstillede Bonden med Kone og Børn sig for Præsten i de pyntelige Klæder: Præsten skrev et Taksigelsesbrev i alles Navn til Jøden, og da denne ved sin Vindskibelighed nu var bleven en Kjøbmand, der sad i gode Omstændigheder, sendte han hvert Aar siden efter en Foræring paa samme Tid.

1515.

131. En fattig Mand gik en Vintermorgen ud i den ved London beliggende Skov, Hydepark kaldet, for at samle Brænde. Her blev han en velklædt Person vaer, som gik op og ned paa et eensomt Sted. Da han saa, at det var en Officeer, tænkte han, at han vilde duellere med en anden, og gik derfor tilside og skjulte sig bag et Træ, for at see, hvad der vilde skee. Han saa nu, at Manden tog et Papiir op af Lommen, læste det med en mørk Mine, rev det derpaa itu, trak i en Hast en Pistol frem, satte den for Panden og trykkede løs.

Men Fængkrudtet blussede kun; Pistolen gik ikke af. Den Fattige sprang derfor til og rev ham den ud af Haanden; men herover blev den Fremmede yderst opbragt og greb til sin Kaarde for at gjennembore ham. Da sagde den fattige Mand: ”Stød kun til! jeg frygter Døden ligesaalidet, som De; men jeg har alligevel mere Mod end De; jeg lever allerede over tyve Aar i Armod og Kummer, og dog overlader jeg det til Gud alene, naar han vil gjøre en Ende paa min Nød.” Selvmorderen blev beskjemmet ved denne Taalmodighed og Tillid til Gud; han angrede sit syndige Forsæt, og sørgede siden med Taknemmelighed for sin Frelsers sidste Levedage.

6.

132. To Ynglinger, Antonio og Roger, den ene en Spanier, den anden en Franskmand, havde den Ulykke at falde i Hænderne paa en Sørøver fra Algier. Han solgte dem begge som Slaver; dog vare de endnu saa heldige, at faae en og samme Herre, som brugte dem ved et strengt Veianlæg over en Klippe ved Strandbredden. De kunde nu tale sammen om Slægt og Venner, om Fædrelandets fjerne Kyst, der beskylledes af det samme Hav, som skummede ved deres Fødder, og om det Frihedens Haab, som, uden at de vidste hvorledes, stedse blev mægtigere i deres Bryst. Et inderligt Venskab forbandt derfor snart deres Hjerter.

En Dag, da de atter arbeidede sammen ved Strandbredden, blev Antonio et Skib vaer, som syntes at nærme sig Landet. ”Maaskee, sagde han til Roger, kommer hist vor Frelser.” Denne fattede ikke, hvad han vilde sige dermed; men Antonio sagde hastig: ”Jeg mener Skibet der! Men lad Slavefogden ikke mærke, at vi have seet det! Naar det nu ikke mere er langt fra Kysten, saa styrte vi os i Havet og svømme ud til det. Tænk, kjære Roger! da ere vi frelste.” Roger kunde imidlertid ikke ret tage Deel i denne Glæde, thi han kunde ikke svømme. Dog derover lod Antonio ikke Modet synke. ”Du holder dig fast ved mit Bælte, sagde den tro Ven; jeg er stærk og kan svømme ypperligt.”

Rogers Uro blev nu stor; gjerne vilde han igjen staae i sit Fødeland og omfavne sine Forældre, men han kunde heller ikke uden Gysen tænke paa den Fare, hans Ven paa denne Maade udsatte sig for. Endelig var Skibet i Nærheden. Antonio hviskede: ”nu er det Tid! Lad os springe i Vandet!” Men Roger vilde ikke. ”Jeg tør ikke gjøre dig Arbeidet vanskeligere,” sagde han grædende. Men Antonio hørte ikke derefter; rask omfavnede han sin Ven, styrtede 152sig i Bølgerne med ham og arbeidede sig fremad under stor Anstrengelse. Lykkeligviis blev man dem snart vaer paa Skibet og en Sluppe sattes ud imod dem.

Det var ogsaa paa den høieste Tid; thi en ædel Vennestrid truede med at ende deres Liv. Da nemlig Roger overtydede sig om sin Vens Udmattelse, vilde han ikke betynge ham længere: han slap hans Bælte og sank. Men Antonio hentede ham fra Dybet med sin sidste Anstrengelse. I dette Øieblik kom Sluppen til og tog dem begge op i livløs Tilstand. Ved Skibsfolkenes Bestræbelser kom dog Roger snart til sig selv igjen; men hvor forskrækkedes han ikke, da han saa sin Frelser uden Liv ligge ved sine Fødder. Jamrende kastede han sig over ham, med de ømmeste Navne søgte han at kalde ham tilbage til Livet, og — hvilken Glæde! — han aandede virkelig igjen. Den gode Behandling, de nøde paa Skibet, gav dem snart de svundne Kræfter igjen. Efter faa Dages Forløb landede de i Frankrig, og intet formaaede mere at skille de prøvede Venner fra hinanden.

150

130. Et skip med mange folk ombord, strandede på sin fart fra Tydskland til Holland, og alle var i fare for å drukne. Passasjerene bestod av simple folk, som pleide å søke arbeide i Holland, hvor fortjenesten var større, og derpå siden å vende hjem igjen med det Erhvervede. Noen personer krøp ved denne leilighet opp i masten og holdt seg fast der. En jøde bad en av disse, der var en bonde, om tillatelse til å henge seg fast ved hans fot, da han ellers ingensteds så noen redning. Bonden tillot det; og jøden ble således reddet tillike med de Øvrige, da et forbiseilende skip opptok dem. Han takket sin Befrier hjertelig, opptegnede hans navn, hans bopel og stand samt den ulykkelige Dags Datum, og forsikret, at, så snart han kunne, ville han vise sin takknemlighet i gjerningen, men nå var alt, hva han eide, sunket i havet.

„Reis dere i Guds navn!“ sa bonden. „Jeg har kun gjort, hva det ene menneske bør gjøre imot det andre. Takk dere blot Gud, som har frelst oss alle fra døden!“

Etter to Aars forløp skrev jøden et brev til Bondens prest og sendte denne tøy til klær for bonden, hans kone og barn, tillikemed et halvhundre spesier. Bonden stod ganske målløs, gned sine øyne og gråt, da han så alt det gode skjønne tøy. Nå! Gud lønne den jøde!“ sa han; „la der nå komme En og hegle på jødene eller skjelle dem ut! han skal få med meg å bestille!“ Men enda større ble hans bestyrtelse, da presten også udtællede ham de halvhundre spesier: Han sa først ikke et eneste ord. Endelig ropte han høyt: „Nei! det har jeg ikke fortjent for den smule Snurren i Benene, da han hang og dinglet ved min fot. Gud velsigne ham og hans hele slekt“.

Noen tid etter fremstilte bonden med kone og barn seg for presten i de pyntelige klær: Presten skrev et takksigelsesbrev i alles navn til jøden, og da denne ved sin Vindskibelighed nå var blitt en kjøpmann, der satt i gode omstendigheter, sendte han hvert år siden etter en Foræring på samme tid.

1515.

131. En fattig mann gikk en vintermorgen ut i den ved London beliggende skog, Hydepark kalt, for å samle Brænde. Her ble han en velklædt person vaer, som gikk opp og ned på et ensomt sted. Da han så, at det var en offiser, tenkte han, at han ville duellere med en annen, og gikk derfor tilside og skjulte seg bak et tre, for å se, hva der ville skje. Han så nå, at mannen tok et papir opp av lommen, leste det med en mørk mine, rev det derpå itu, trakk i en hast en pistol frem, satte den for pannen og trykket løs.

Men Fængkrudtet blusset kun; Pistolen gikk ikke av. Den Fattige sprang derfor til og rev ham den ut av hånden; men herover ble den Fremmede ytterst oppbrakt og grep til sin kårde for å gjennombore ham. Da sa den fattige mann: ”Støt kun til! jeg frykter døden ligesaalidet, som De; men jeg har allikevel mer mot enn De; jeg lever allerede over tyve år i armod og kummer, og dog overlater jeg det til Gud alene, når han vil gjøre en ende på min nød.” Selvmorderen ble beskjemmet ved denne tålmodighet og tillit til Gud; han angret sitt syndige forsett, og sørgede siden med takknemlighet for sin Frelsers siste levedager.

6.

132. To ynglinger, Antonio og Roger, den ene en Spanier, den annen en franskmann, hadde den ulykke å falle i hendene på en sjørøver fra Algier. Han solgte dem begge som slaver; dog var de ennå så heldige, å få en og samme Herre, som brukte dem ved et strengt veianlegg over en klippe ved Strandbredden. De kunne nå tale sammen om slekt og venner, om Fædrelandets fjerne kyst, der beskylledes av det samme hav, som skummet ved deres føtter, og om det frihetens håp, som, uten at de visste hvorledes, stedse ble mektigere i deres bryst. Et inderlig vennskap forbandt derfor snart deres hjerter.

En dag, da de atter arbeidet sammen ved Strandbredden, ble Antonio et skip vaer, som syntes å nærme seg landet. ”Maaskee, sa han til Roger, kommer hist vår Frelser.” Denne fattet ikke, hva han ville si dermed; men Antonio sa hastig: ”Jeg mener skipet der! Men lad Slavefogden ikke merke, at vi har sett det! Når det nå ikke mer er langt fra kysten, så styrte vi oss i havet og svømme ut til det. Tenk, kjære Roger! da er vi frelste.” Roger kunne imidlertid ikke rett ta del i denne glede, thi han kunne ikke svømme. Dog derover lot Antonio ikke motet synke. ”Du holder deg fast ved mitt belte, sa den tro venn; jeg er sterk og kan svømme ypperlig.”

Rogers uro ble nå stor; gjerne ville han igjen stå i sitt fødeland og omfavne sine foreldre, men han kunne heller ikke uten Gysen tenke på den fare, hans venn på denne måte utsatte seg for. Endelig var skipet i Nærheden. Antonio hvisket: ”nå er det tid! La oss springe i vannet!” Men Roger ville ikke. ”Jeg tør ikke gjøre deg arbeidet vanskeligere,” sa han gråtende. Men Antonio hørte ikke deretter; rask omfavnet han sin venn, styrtet 152seg i bølgene med ham og arbeidet seg fremad under stor anstrengelse. Lykkeligvis ble man dem snart vaer på skipet og en Sluppe sattes ut imot dem.

Det var også på den høyeste tid; thi en edel Vennestrid truet med å ende deres liv. Da nemlig Roger overtydede seg om sin Vens utmattelse, ville han ikke betynge ham lenger: han slapp hans belte og sank. Men Antonio hentet ham fra dypet med sin siste anstrengelse. I dette øyeblikk kom sluppet til og tok dem begge opp i livløs tilstand. Ved skipsfolkenes bestrebelser kom dog Roger snart til seg selv igjen; men hvor forskrækkedes han ikke, da han så sin Frelser uten Liv ligge ved sine føtter. Jamrende kastet han seg over ham, med de ømmeste navn søkte han å kalle ham tilbake til livet, og — hvilken glede! — han åndet virkelig igjen. Den gode behandling, de nøde på skipet, ga dem snart de svundne krefter igjen. Etter få Dages forløp landet de i Frankrig, og intet formådde mer å skille de prøvede venner fra hinannen.