147

128. I den lille russiske Stad Oranienbaum, som ligger ved den finske Bugt, ikke langt fra Staden Petersborg, levede for flere Aar siden en gammel Kone, der var født i Holsteen. Et lille Huus var hendes eneste Eiendom, og der ernærede hun sig af at beværte de Søfolk, som formedelst Modvind maatte ligge stille i Nærheden. Engang, da flere hollandske Skippere saaledes havde spiist til Aften hos hende, fandt hun den næste Morgen, ved at feie Stuen, en forseglet Pung under Bordet. Hun begreb let, at en af de Fremmede maatte have glemt Pungen, og sendte derfor strax Bud efter dem; men de vare allerede gaaede til Søes igjen om Natten.

Hun gjemte nu Pungen omhyggelig i sit Skab, med den faste Beslutning at lade den ligge der, indtil Eiermanden meldte sig. Dog, dette skede ikke. I 7 Aar laa Pungen urørt. Vel fristede en følelig Mangel hende et Par Gange til at aabne den, men hendes Ærlighed seirede over Fristelsen. Efter denne Tids Forløb 14hændte det sig, at hun atter engang beværtede fire Skippere. De tre vare Englændere og den fjerde en Hollænder. Under Samtalen spurgte en af hine Hollænderen, om han allerede tilforn havde været i Oranienbaum. „Jo, desværre, sagde han, jeg kjender dette Hul kun altfor godt; det har kostet mig 700 Rubler.“ „Hvorledes det?“ „I Drukkenskab har jeg engang i et Værtshuus her glemt en Pung, som indeholdt denne Sum.“

Her blev den gamle Kone opmærksom; dog var hun klog nok til at gaae forsigtig tilværks, og spurgte derfor om Pungens Udseende. „En brun Læderpung, svarede Sømanden; derhos var den forseglet; jeg bærer endnu det samme Signet, som var aftrykt i Seglet.“ „Nu, sagde hun, Pungen kunde maaske findes igjen.“ „Jo vist, findes! Da maatte jeg ikke være saa gammel, som jeg er, om jeg vilde haabe det. Nei, saa ærlig er Verden ikke mere! Betænk kun bare, det er syv Aar siden! Dog, jeg ønskede, at Pungen var, jeg veed ikke selv hvor; Talen derom har allerede fordærvet mit gode Lune. Giv os en Bolle Punsch endnu, Moer!“ Men medens nu Skipperen og hans Reisefæller søgte at glemme Mindet om denne ubehagelige Tildragelse, listede Vertinden sig sagte bort og kom tilbage med Pungen. „Seer han nu, sagde hun, at Ærlighed ikke er saa sjelden, som han troer?“ — og satte den savnede Pung til Alles Forbauselse paa Bordet. Sømændene fortalte vidt og bredt denne Hændelse, og ingen Skipper laa siden ved Oranienbaum, uden han skulde drikke et Glas hos den gamle ærlige Værtshuusholderske.

Hvad skal denne Historie kaldes?

2.

128. En Forvalter, som ved falske Regninger havde bedraget sin Herre, en gammel Greve, mange Penge fra, faldt i en farlig smertefuld Sygdom. Da vaagnede hans Samvittighed i de lange søvnløse Nætter. Han vidste ikke, hvor han skulde hen for Angest. Endelig lod han Præsten kalde og bekjendte for ham, hvad han havde gjort. Præsten, som var en gudfrygtig Mand, sagde ham, at han ikke kunde vente nogen Ro, førend han igjen havde oprettet sin begangne Uretfærdighed, saa meget det stod til ham, og givet sin Herre alt det stjaalne Gods tilbage, som endnu var i hans Eie.

„Gjør jeg det,“ sagde den Syge, „saa bliver jeg til Skamme for hele Verden, og min uskyldige Kone og Børn komme til at gaae om og tigge, thi der bliver intet tilovers til dem“.

„Hvo der gjør Uret, ham tilkommer Skam,“ svarede Præsten; 149og naar Eet skal være, saa er det bedre at staae til Skamme her end hisset. Gjør i det Mindste fra nu af eders Pligt, da I ikke før gjorde den; giv eders Medchristne et godt Exempel, og overlad det saa til Gud at forsørge eders Familie.” Den Syge lød denne Formaning, og Præsten modtog af ham Nøglerne til hans Gjemmer, for at tilstille Greven alt, hvad der fandtes i dem, med den ydmyge Bøn, at tilgive ham hans slette Handling for Guds Skyld. Greven tog Pengene og lod den Syge forsikre om sin oprigtige Tilgivelse, hvorpaa denne trøstet og rolig døde. Men efter hans Død skjenkede den retsindige Greve de Efterladte alle disse Penge igjen.

Gud havde nu sørget for mange Menneskers Lykke. En Synder havde givet et sandt Beviis paa oprigtig Forbedring og et advarende Exempel; Greven havde viist christelig Godgjørenhed; og den ved den Døendes Handling forarmede Familie nød nu ved Guds Forsyn med Rette og med Velsignelse en Formue, der ellers, som uretfærdigt Gods, tilsidst maatte have bragt den Ulykke og Forbandelse.

3.

129. Ved en Bjergstrøms Oversvømmelse i Frankrig blev pludselig Kirkesognet Boult-sur Seippe, som ligger i en Dal, overskyllet af det indtrængende Vand. Præsten der flygtede med en stor Deel af Beboerne til Kirken, der var det nærmeste høie Punkt; men næppe var en Time forløben førend Vandet ogsaa trængte herind, saa at de, som havde søgt Redning der, kom i den største Fare. Med Nøden voxede imidlertid ogsaa den brave Sjælesørgers Mod. Da han saa, at Kirken ikke mere kunde yde dem Sikkerhed, tog han rask den Skrøbeligste af Menigheden paa Ryggen, og bragte ham gjennem det allerede 4 Fod høie Vand lykkelig paa det Tørre til hinsides Byen. Ufortøvet vendte han tilbage ad den samme farlige Vei, hentede en anden kraftløs Olding, og vedblev saaledes indtil han havde frelst 16 Mennesker fra de truende Bølger. De andre raske og rørige Mænd fulgte snart Præstens Exempel, og Udfaldet af deres Bestræbelse var, at ikke en eneste mistede Livet.

Saasnart Øvrigheden erfoer denne ædle Handling, bevidnede den Hr. Husson, det var Præstens Navn, sin Tilfredshed med hans Forhold og bød ham selv at bestemme, hvorledes man nogenlunde kunde belønne ham derfor. Men lige saa modig, som han havde viist sig i Farens Stund, lige saa beskeden svarede han nu: »det er Hyrdens Pligt at opofre sig for Faarene; jeg har derfor ingen 150Fortjeneste indlagt mig ved at sætte mit Liv i Fare. Vil man imidlertid belønne mig, fordi jeg gjorde min Skyldighed, saa udbeder jeg mig, at de 300 Livres, som min Boligs Istandsættelse kan koste Menigheden, maa eftergives dem.“ Det bevilgedes ham naturligviis strax.

147

128. I den lille russiske stad Oranienbaum, som ligger ved den finske bukt, ikke langt fra staden Petersborg, levde for flere år siden en gammel kone, der var født i Holsteen. Et lille hus var hennes eneste eiendom, og der ernærte hun seg av å beverte de Søfolk, som formedelst motvind måtte ligge stille i Nærheden. Engang, da flere hollandske skippere således hadde spist til aften hos henne, fant hun den neste morgen, ved å feie stuen, en forseglet pung under bordet. Hun begrep lett, at en av de Fremmede måtte ha glemt pungen, og sendte derfor straks bud etter dem; men de var allerede gått til Søes igjen om natten.

Hun gjemte nå pungen omhyggelig i sitt skap, med den faste beslutning å la den ligge der, inntil eiermannen meldte seg. Dog, dette skjedde ikke. I 7 år lå pungen urørt. Vel fristet en følelig mangel henne et par ganger til å åpne den, men hennes ærlighet seiret over fristelsen. Etter denne Tids forløp 14hendte det seg, at hun atter engang bevertet fire skippere. De tre vare englendere og den fjerde en hollender. Under samtalen spurte en av hine hollenderen, om han allerede tilforn hadde vært i Oranienbaum. „Jo, dessverre, sa han, jeg kjenner dette Hul kun altfor godt; det har kostet meg 700 rubler.“ „Hvorledes det?“ „I drukkenskap har jeg engang i et vertshus her glemt en pung, som inneholdt denne Sum.“

Her ble den gamle kone oppmerksom; dog var hun klok nok til å gå forsiktig til verks, og spurte derfor om Pungens utseende. „En brun lærpung, svarte sjømannen; derhos var den forseglet; jeg bærer ennå det samme Signet, som var aftrykt i seglet.“ „Nå, sa hun, pungen kunne maaske finnes igjen.“ „Jo vist, finnes! Da måtte jeg ikke være så gammel, som jeg er, om jeg ville håpe det. Nei, så ærlig er Verden ikke mer! Betenk kun bare, det er syv år siden! Dog, jeg ønsket, at pungen var, jeg vet ikke selv hvor; Talen derom har allerede fordervet mitt gode lune. Gi oss en bolle punsj ennå, Moer!“ Men mens nå skipperen og hans reisefeller søkte å glemme minnet om denne ubehagelige Tildragelse, listet vertinnen seg sakte bort og kom tilbake med pungen. „Ser han nå, sa hun, at ærlighet ikke er så sjelden, som han tror?“ — og satte den savnede pung til Alles forbauselse på bordet. Sjømennene fortalte vidt og bredt denne hendelse, og ingen skipper lå siden ved Oranienbaum, uten han skulle drikke et Glas hos den gamle ærlige vertshusholderske.

Hva skal denne historie kalles?

2.

128. En forvalter, som ved falske regninger hadde bedraget sin Herre, en gammel Greve, mange penger fra, falt i en farlig smertefull sykdom. Da våknet hans samvittighet i de lange søvnløse netter. Han visste ikke, hvor han skulle hen for angst. Endelig lot han presten kalle og bekjente for ham, hva han hadde gjort. Presten, som var en gudfryktig mann, sa ham, at han ikke kunne vente noen ro, før han igjen hadde oprettet sin begåtte urettferdighet, så meget det stod til ham, og gitt sin Herre alt det stjålne gods tilbake, som ennå var i hans eie.

„Gjør jeg det,“ sa den syke, „så blir jeg til Skamme for hele Verden, og min uskyldige kone og barn komme til å gå om og tigge, thi der blir intet til overs til dem“.

„Hvo der gjør Uret, ham tilkommer skam,“ svarte presten; 149og når Eet skal være, så er det bedre å stå til Skamme her enn hisset. Gjør i det Mindste fra nå av deres plikt, da dere ikke før gjorde den; gi deres Medchristne et godt eksempel, og overlat det så til Gud å forsørge deres familie.” Den Syge lød denne formaning, og presten mottok av ham nøklene til hans gjemmer, for å tilstille greven alt, hva der fantes i dem, med den ydmyke Bøn, å tilgi ham hans slette handling for Guds skyld. Greven tok pengene og lot den syke forsikre om sin oppriktige tilgivelse, hvorpå denne trøstet og rolig døde. Men etter hans død skjenket den retsindige Greve de Efterladte alle disse penger igjen.

Gud hadde nå sørget for mange Menneskers lykke. En synder hadde gitt et sandt bevis på oppriktig forbedring og et advarende eksempel; Greven hadde vist kristelig godgjørenhet; og den ved den Døendes handling forarmede familie nød nå ved Guds forsyn med rette og med velsignelse en formue, der ellers, som urettferdig gods, til sist måtte ha brakt den ulykke og forbannelse.

3.

129. Ved en Bjergstrøms oversvømmelse i Frankrig ble plutselig kirkesognet Boult-sur Seippe, som ligger i en dal, overskyllet av det inntrengende vann. Presten der flyktet med en stor del av beboerne til kirken, der var det nærmeste høye punkt; men neppe var en time forløpen før vannet også trengte herind, så at de, som hadde søkt redning der, kom i den største fare. Med nøden voxede imidlertid også den brave sjelesørgers mot. Da han så, at kirken ikke mer kunne yte dem sikkerhet, tok han rask den Skrøbeligste av menigheten på ryggen, og brakte ham gjennom det allerede 4 fot høye vann lykkelig på det Tørre til hinsides byen. Ufortøvet vendte han tilbake ad den samme farlige vei, hentet en annen kraftløs olding, og vedble således inntil han hadde frelst 16 mennesker fra de truende bølger. De andre raske og rørige menn fulgte snart prestens eksempel, og utfallet av deres bestrebelse var, at ikke en eneste mistet livet.

Så snart øvrigheten erfoer denne edle handling, bevidnede den Hr. Husson, det var prestens navn, sin tilfredshet med hans forhold og bød ham selv å bestemme, hvorledes man noenlunde kunne belønne ham derfor. Men like så modig, som han hadde vist seg i Farens stund, like så beskjeden svarte han nå: »det er Hyrdens plikt å oppofre seg for fårene; jeg har derfor ingen 150fortjeneste innlagt meg ved å sette mitt liv i fare. Vil man imidlertid belønne meg, fordi jeg gjorde min skyldighet, så udbeder jeg meg, at de 300 Livres, som min Boligs istandsettelse kan koste menigheten, må ettergis dem.“ Det bevilgedes ham naturligvis straks.