125. Der var engang i Persien en Abe, der bekymrede sig om Alt hvad der ikke vedkom den. Da den en Morgen slentrede ledig om, kom den ind paa en Plads, hvor en Tømmermand havde sit Verksted. Her blev den nysgjerrig staaende for at see paa Manden. Denne gjennemsaugede just et stort Stykke Træ og drev fra Tid til anden en Kile ind i Spalten for at udvide den. Dette Arbeide syntes Aben godt om; den satte sig og blinkede med Øinene, saa man næsten skulde troe den sov, dersom den ikke, pudseerlig nok, med sine Arme havde efterabet enhver af Mandens Bevægelser.
Omsider blev det Middag, og næppe havde Tømmermanden forladt Verkstedet, førend vor Abe sprang frem af den Krog, hvor den havde skjult sig, for ogsaa at prøve paa at 145sauge. Den satte sig paa Stokken, hvorved dens Hale tilfældigviis kom til at hænge ned gjennem den aabne Spalte. Nu slog den i sin Taabelighed den ene Kile ud førend den drev den anden ind, og blev saaledes strax fangen ved Halen, som kom i en stærk Klemme, saa at Aben skreg og hylede ganske forskrækkeligt. Tømmermanden kom ved denne Allarm løbende til, men da han saa hvorledes hans Arbeide var bragt i Uorden, blev han vred og pryglede ubarmhjertig løs paa den hylende Abe, indtil endelig denne samlede sin hele Kraft, rev sig løs men mistede ved det samme sin Hale.
Det er uklogt at blande sig ukaldet i Ting, der ikke vedkomme En, og farligt og fordærveligt at give sig af med Ting, som man ikke forstaaer.