119. Hvorledes undertiden Dyr, af de forskjelligste Arter, der ellers ere fiendtligsindede og gjensidig kjæmpe mod hverandre, kunne i lang Tid leve i Fred og Enighed sammen, ja endog blive hverandre uundværlige, derom afgiver følgende Fortælling et mærkeligt Exempel. Man seer paa Afbildningen en Ged, der træder i Moders Sted hos to unge Løver og ernærer dem med sin Melk. Dette sjeldne Tilfælde i Naturen tildrog sig saaledes: En Reisende, der opholdt sig i Sydamerika, red en Morgen ud paa Jagt. Pludselig fik han Øie paa en uhyre Løve, der sprang frem af et tykt Krat og lige imod ham. Manden havde til Lykke et godt dobbeltløbet Gevær hos sig, gjorde et lykkeligt Skud og nedlagde det vældige Dyr paa Stedet. Men neppe var Løven skudt, førend Løvinden 142styrtede frem af det samme Krat, som om den vilde hevne Løvens Død paa Jægeren. Denne skjød nu anden Gang, men saarede blot Løvinden, dog saaledes at den med et frygteligt Brøl flygtede ind i den tykke Skov. Manden, der formodede, at Løven havde sin Hule inde i Buskene, besad Mod nok til at vove sig derind. Han fandt ogsaa Hulen og i den to nydelige unge Løver, der kunde være omtrent 3 Dage gamle. Han tog dem med sig, og da han ønskede at beholde dem, lod han dem sætte ind til en gammel Ged, der ogsaa virkelig lod dem patte sig. Den behandlede disse unge Dyr som om det var dens egne Unger, og uagtet Løverne inden kort Tid bleve saa stærke at de let kunde have overvundet Geden, gjorde de den dog ikke det ringeste Ondt. Thi ogsaa Dyrene ere taknemmelige mod deres Velgjørere og gjøre i denne Henseende ofte Menneskene til Skamme, hvilket dog aldrig burde skee. Mod sine Velgjørere bør man under enhver Omstændighed være lige taknemmelig, og aldrig forglemme hvad de have gjort for os.