138

118. Baptist var en Forpagter i en fransk Landsby, beliggende ved Foden af Pyrenæerne, hiin høie Bjergkjæde, som adskiller Frankrig fra Spanien og i hvis Skove og Kløfter Ulve og Bjørne finde herlige Tilflugtssteder. Baptist var en lidenskabelig Jæger og havde allerede nedlagt mere end een Ulv; men da han paa den kolde og mørke Decemberaften, da det Følgende tildrog sig, greb sin Flint for at gaae ud i den næppe tusinde Skridt fra Landsbyen liggende Skov, havde han ikke anden Hensigt end at skyde nogle Ænder, hvilke han haabede at oplure fra de tætbevoxede Bredder af en lille Sø, det eneste Vand paa lang Afstand, der ikke var tilfrosset. Med Ænderne vilde han Dagen derpaa gjøre Præsten i Landsbyen en Foræring, da det var hans Navnedag.

Da Baptist greb efter sit Gevær, sprang Medor, hans tro Jagthund, lystig op fra sit Leie. og sprang logrende omkring sin Herre. Men denne sagde: ”Idag kan jeg ikke bruge dig, Medor; bliv liggende, jeg skal vel finde Ænderne uden din Næse, og du vilde før jage dem bort for mig. Læg dig!“ Da lod Hunden Halen hænge og gik bedrøvet tilbage til sin Krog, men Baptist gav sin lille Søn et Godnatkys, og trykkede til Afsked sin brave 139Kones Haand, der nødig saa, at han saa seent gik til Skoven.

Skoven var snart naaet, og Baptist skred hen over den nyligt faldne Sne til Søen, saa hurtigt som hans Træsko tillod det; thi saadanne blive ialmindelighed brugte af Landmændene paa dette Sted, og ere ogsaa i Sne og Søle et meget hensigtsmæssigt og derhos billigt, ihvorvel intet siirligt Fodtøi. Da han var nær sit Maal, bøiede han sig ned, og sneg sig forsigtigt videre, trak endog sine Træsko af, satte sig endelig paa Kanten af Dammen paa Hug imellem Buskene og saae ganske rigtigt paa hiin Side af Vandet et Selskab af Ænder, som spadserede sorgløse hid og did. At snige sig nærmere gik ikke godt an, uden for tidligt at opskræmme de frygtsomme Dyr, og han ventede derfor paa, om de vilde komme nærmere, for med Fordeel at kunne skyde dem. Nu vare de nær nok, let spændte han Hanen paa sit Gevær, og vilde just lægge an paa Fuglene, da han tæt ved sig fornam en mistænkelig Raslen og en dyb Brummen. Rask sprang han op, og Ænderne fløi bort; men Baptist tænkte heller ikke mere paa dem, thi foran ham stod en stor Bjørn, der skrubsulten gloede paa ham.

Baptist var en kraftig og modig Mand, havde været Soldat og i mangt et Slag staaet fast i Kugleregnen, men det løb ham dog koldt ned ad Ryggen da han saa uventet og uforberedt saa en saadan Fiende for sig. Det varede imidlertid kun et Øieblik, og da han vidste, at ethvert Forsøg paa Flugt kun desto sikrere vilde fremkalde hans Fordærvelse, saa tænkte han blot paa sit Forsvar. Kampen syntes ham uundgaaelig, og han affyrede derfor sit Gevær paa Bjørnen, saasnart denne reiste sig i Veiret, omendskjøndt det ikke var ladet med Kugle men blot med Hagel. Med frygtelig Brummen gik nu den saarede Bjørn løs paa ham, og Baptist havde næppe Tid til at give sin Fiende et Slag paa Issen med Kolben af sit Gevær, hvorved Flinteskaftet splintredes, før han allerede kjendte Bjørnens gruelige Labber paa sine Skuldre. Lænet til et Træ, hvorved han idetmindste ikke saa let kunde blive kastet til Jorden, holdt han med kraftig Næve Dyret fast i Struben og bøiede dets Hoved tilbage, saaat han idetmindste for Øieblikket var sikker 140for sin Modstanders Tænder; men med den anden Haand havde han instinktmæssig grebet en af sine Træsko og huggede med denne saaledes løs paa Bjørnens Pandebrask, at der snart under hans fortvivlede Hug flød rigeligt Blod.

Kampen var imidlertid for ulige og Baptistes Kræfter begyndte at svinde; ogsaa hans Blod flød af flere Saar og hans Bevidsthed begyndte at forlade ham. Han følte Bjørnens Gab tæt foran sit Ansigt, fattede den med begge Hænder ved Struben for endnu en Tid at bevare sin egen, og faldt bevidstløs til Jorden.

Imedens dette foregik i Skoven, tildrog sig ogsaa hjemme i Baptistes Huus noget mærkværdigt. Hans Kone oppebiede nemlig med større Ængstelighed, end hun pleiede, hans Tilbagekomst; thi Baptist gik ofte ud om Aftenen i Skoven, men aldrig havde hun været saa ængstelig for ham. Da han ikke var tilbage igjen til sædvanlig Tid, steg hendes Bekymring, men pludselig fængslede Hundens paafaldende Adfærd ganske hendes Opmærksomhed. Denne havde hidtil lagt rolig i sin Krog, men sprang nu uden nogensomhelst synlig Anledning op fra sit Leie, reiste Haarene i Veiret, som naar den var vred, løb til Døren, hylede og kradsede paa den, for at man skulde slippe den ud, og næppe havde man lukket op for den, førend den sporenstregs løb ad Skoven til.

Nu var Baptistes ængstede Kone fast overbeviist om, at en Ulykke maatte være tilstødt hendes Mand, og hun ilede derfor strax til Naboerne for at bede om deres Hjælp. Inden kort Tid fulgte ogsaa den halve Landsby hende med Tyrifakler og bevæbnet, saaledes som det i Skyndingen lod sig gjøre, til Skoven, hvor Hundens Hylen snart ledede dem hen til Søen. Der fandt de det troe Dyr ivrigt beskæftiget med at rive Liget af en stor Bjørn bort fra sin Herre, der laa under det, badet i Blod. For Bønderne var dette en let Sag, og i stum Fortvivlelse bøiede den stakkels Kone sig nu over sin Ægtefælle og tørrede Blodet af hans Ansigt. Hans Hoved var imidlertid ikke saaret, og det maatte altsaa have været Blod af Bjørnen; men hvo skildrer hendes Glæde, da hun tillige bemærkede at der endnu var Liv i Baptist. Hurtigt forfærdigede Naboerne en Baare af Grene, og Nogle 141bare ham derpaa til Landsbyen, medens Andre kom efter med den døde Bjørn. Den iilsomt hentede Saarlæge talede endnu bedre Trøstens Ord, thi omendskjøndt Baptist, der snart igjen slog Øinene op, var dygtigt sønderflænget, havde han dog ikke erholdt noget farligt Saar, og var efter nogle Ugers gode Pleie igjen paa Benene. Bjørnens Hjerneskal, som han bogstavelig havde slaaet ind med sin Træsko, Huden og Træskoen hang Baptist til et Minde om denne Begivenhed op paa Væggen i sin Hytte; men den troe Medor fik herefter stedse de bedste Lækkerbidskener og blev kjærtegnet og pleiet ligetil sin Død; men hvorledes den havde kunnet veire den Fare, hvori hans Herre befandt sig, vidste de gode Folk aldrig at forklare sig.

138

118. Baptist var en forpakter i en fransk landsby, beliggende ved foten av Pyreneene, hin høye bergkjede, som adskiller Frankrig fra Spanien og i hvis skoger og kløfter ulver og Bjørne finne herlige tilfluktssteder. Baptist var en lidenskapelig jeger og hadde allerede nedlagt mer enn een Ulv; men da han på den kalde og mørke desemberaften, da det Følgende tildrog seg, grep sin flint for å gå ut i den neppe tusen skritt fra landsbyen liggende skog, hadde han ikke annen hensikt enn at skyde noen ender, hvilke han håpet at oplure fra de tettbevokste bredder av en lille Sø, det eneste vann på lang avstand, der ikke var tilfrosset. Med endene ville han dagen derpå gjøre presten i landsbyen en Foræring, da det var hans Navnedag.

Da Baptist grep etter sitt gevær, sprang Medor, hans tro jakthund, lystig opp fra sitt leie. og sprang logrende omkring sin Herre. Men denne sa: ”I dag kan jeg ikke bruke deg, Medor; bli liggende, jeg skal vel finne endene uten din nese, og du ville før jage dem bort for meg. Legg deg!“ Da lot hunden halen henge og gikk bedrøvet tilbake til sin krok, men Baptist ga sin lille sønn et godnattkyss, og trykket til avskjed sin brave 139Kones hånd, der nødig så, at han så sent gikk til skogen.

Skogen var snart nået, og Baptist skred hen over den nylig falne Sne til sjøen, så hurtig som hans tresko tillot det; thi sådanne bli ialmindelighed brukte av landmennene på dette sted, og er også i Sne og søle et meget hensiktsmessig og derhos billig, ihvorvel intet sirlig fottøy. Da han var nær sitt mål, bøyde han seg ned, og snek seg forsiktig videre, trakk endog sine tresko av, satte seg endelig på kanten av dammen på Hug imellom buskene og så ganske riktig på hin side av vannet et selskap av ender, som spaserte sorgløse hit og dit. Å snike seg nærmere gikk ikke godt an, uten for tidlig at oppskremme de fryktsomme dyr, og han ventet derfor på, om de ville komme nærmere, for med fordel å kunne skyde dem. Nå var de nær nok, lett spente han hanen på sitt gevær, og ville just legge an på fuglene, da han tett ved seg fornam en mistenkelig Raslen og en dyp Brummen. Rask sprang han opp, og endene fløy bort; men Baptist tenkte heller ikke mer på dem, thi foran ham stod en stor Bjørn, der skrubbsulten glodde på ham.

Baptist var en kraftig og modig mann, hadde vært soldat og i mangt et slag stått fast i kuleregnen, men det løp ham dog kaldt ned ad ryggen da han så uventet og uforberedt så en sådan fiende for seg. Det varte imidlertid kun et øyeblikk, og da han visste, at ethvert forsøk på flukt kun desto sikrere ville fremkalle hans fordervelse, så tenkte han blot på sitt forsvar. Kampen syntes ham uunngåelig, og han avfyrte derfor sitt gevær på bjørnen, så snart denne reiste seg i været, omendskjøndt det ikke var ladet med kule men blot med Hagel. Med fryktelig Brummen gikk nå den saarede Bjørn løs på ham, og Baptist hadde neppe tid til å gi sin fiende et slag på issen med kolben av sitt gevær, hvorved Flinteskaftet splintredes, før han allerede kjente Bjørnens gruelige labber på sine skuldre. Lenet til et tre, hvorved han idetmindste ikke så lett kunne bli kastet til jorden, holdt han med kraftig neve dyret fast i strupen og bøiede dets hode tilbake, så at han idetmindste for øyeblikket var sikker 140for sin Modstanders tenner; men med den annen hånd hadde han instinktmessig grepet en av sine tresko og huggede med denne således løs på Bjørnens pannebrask, at der snart under hans fortvivlede Hug fløt rikelig blod.

Kampen var imidlertid for ulige og Baptistes krefter begynte å svinne; også hans blod fløt av flere sår og hans bevissthet begynte å forlate ham. Han følte Bjørnens gap tett foran sitt ansikt, fattet den med begge hender ved strupen for ennå en tid å bevare sin egen, og falt bevisstløs til jorden.

Imens dette foregikk i skogen, tildrog seg også hjemme i Baptistes hus noe merkverdig. Hans Kone oppebiede nemlig med større engstelighet, enn hun pleide, hans tilbakekomst; thi Baptist gikk ofte ut om Aftenen i skogen, men aldri hadde hun vært så engstelig for ham. Da han ikke var tilbake igjen til sedvanlig tid, steg hennes bekymring, men plutselig fængslede Hundens påfallende atferd ganske hennes oppmerksomhet. Denne hadde hittil lagt rolig i sin krok, men sprang nå uten nogensomhelst synlig anledning opp fra sitt leie, reiste hårene i været, som når den var vred, løp til døren, hylte og kradsede på den, for at man skulle slippe den ut, og neppe hadde man lukket opp for den, før den sporenstreks løp ad skogen til.

Nå var Baptistes ængstede kone fast overbevist om, at en ulykke måtte være tilstøtt hennes mann, og hun ilede derfor straks til naboene for å bede om deres hjelp. Innen kort tid fulgte også den halve landsby henne med Tyrifakler og bevæpnet, således som det i skyndingen lot seg gjøre, til skogen, hvor Hundens Hylen snart ledet dem hen til sjøen. Der fant de det tro dyr ivrigt beskjeftiget med å rive liket av en stor Bjørn bort fra sin Herre, der lå under det, badet i blod. For bøndene var dette en lett Sag, og i stum fortvilelse bøiede den stakkels kone seg nå over sin ektefelle og tørrede blodet av hans ansikt. Hans Hoved var imidlertid ikke såret, og det måtte altså have vært blod av bjørnen; men hvo skildrer hennes glede, da hun tillike bemerket at der ennå var Liv i Baptist. Hurtig forferdiget naboene en båre av grener, og Nogle 141bare ham derpå til landsbyen, mens andre kom etter med den døde Bjørn. Den iilsomt hentet sårlege talte enda bedre Trøstens ord, thi omendskjøndt Baptist, der snart igjen slo øynene opp, var dyktig sønderflenget, hadde han dog ikke erholdt noe farlig sår, og var etter noen Ugers gode pleie igjen på Benene. Bjørnens Hjerneskal, som han bokstavelig hadde slått inn med sin tresko, huden og treskoen hang Baptist til et Minde om denne begivenhet opp på veggen i sin hytte; men den troe Medor fikk herefter stedse de beste lekkerbiskener og ble kjærtegnet og pleiet ligetil sin død; men hvorledes den hadde kunnet veire den fare, hvori hans Herre befandt seg, visste de gode folk aldri å forklare seg.