
135116. Som Exempel paa, i hvor høi Grad Hunden er sin Herre hengiven, og hvormeget den vover for ham, tjener følgende Begivenhed, der tildrog sig i Sachsen-Meiningen. En Mand havde adskillige Penge at indkræve og gik derfor omkring i flere Landsbyer, hvor han havde dem udestaaende. Allerede havde han faaet 200 Daler ind, da han henimod Aften kom til en Vertshuusholder, der skyldte ham 100 Daler. Denne udbetalte ham Summen; i Stuen, hvor dette skede, befandt sig flere Personer, der bortfjernede sig den ene efter den anden. Aftenen var forhaanden, og Verten bad sin Ven om at blive hos ham Natten over, da det var farligt at gaae saa seent gjennem den Skov, hvorigjennem Veien løb; men han pegte paa en Hund, som han havde med sig, og som han meente sikkert skulde redde ham af enhver Fare. Manden gik, og derpaa lagde Verten Mærke til at alle hans Gjæster ogsaa vare bortgangne. Dette forekom ham noget mistænkeligt; han gik ud i Landsbyen, fik fat paa et Par Bønder, fortalte dem, hvad der var passeret og bad dem at følge med sig ud i Skoven. De gave sig paa Veien, uagtet det var mørkt, og de vare næppe komne ind i Skoven, førend de hørte et Skud falde. Dette gjorde dem bange, og da de troede, at Mørket vilde hindre dem fra at yde en kraftig Bistand, saa vendte de om. Den følgende Morgen gjennemsøgte man Skoven, og efter nogen Leden fandt man Manden, som havde indkrævet Pengene, liggende død. Ved Siden af ham sad Hunden stille og sørgmodig, og desuden laa der Ligene af to Mennesker, som Hunden havde sønderrevet, da de vilde plyndre hans Herre. Man vilde borttage den Ulykkeliges Lig, men Hunden vilde ikke tillade dette. Man hentede den Myrdedes Kone, men heller ikke denne kunde faae Hunden til at tillade at Liget bragtes bort. Da man endelig troede, at dette ikke kunde gjøres medminde man dræbte Hunden, saa skjød man det troe Dyr, der saa tappert havde forsvaret sin Herre. De andre Røvere havde taget Flugten, da de bleve vaer, hvorledes Hunden behandlede deres Kamerater. Den Myrdede var ikke bleven plyndret, men havde endnu alle sine Penge hos sig.
136
Man kan gjøre Hundene dristige, søvnige, frygtsomme, falske, bidske, troe og smidige, alt eftersom den Opdragelse er beskaffen, som man giver dem. Deres Anlæg ere istand til at modtage en stor Fuldkommenhed. Hvilken Forsigtighed, Overlæg og List viser ikke en velafrettet Hund! Mange Hunde bruges til at bringe Breve til fjerne Steder, og de vide nøiagtig, hvorhen de skulle gaae, naar deres Herre giver dem Brevet i Munden.— En havde afrettet sin Hund saaledes, at den, naar han gav den et Tegn, løb til Spiseverten og hentede Mad. Hvad denne gav den, bragte den stedse heldigen hjem. Alt var hidtil gaaet godt, men en Aften blev det troe Bud overfaldet af to andre Hunde, der vare blevne hidlokkede ved den yndige Lugt af Maden. Pasop, saa hed Hunden, satte strax sin Kurv ned paa Jorden, stillede sig foran den, og sloges tappert med den første, der anfaldt den. Men medens den greb denne fast ved Ørene, gav den anden sig ifærd med Kurven. Hvad skulde den nu gjøre? — Da den saa, at dens Herres Middagsmaaltid ikke mere stod til at redde, trængte den sig frem med de andre to og aad i Fællesskab med disse Resten aldeles op.
Hundene ere ikke blot Menneskene hengivne, men synes ogsaa at være modtagelige for en gjensidig Hengivenhed for hverandre, og om end de Exempler, som man anfører derpaa, virkelig have meget Paafaldende, ja næsten Utroligt ved sig, kan man dog ikke forkaste dem, da de bekræftes af troværdige Mænd. Chirurgen Morand i Paris havde en Ven, hvis Hund havde brudt Benet; af Tjenstagtighed mod sin Ven tog han Dyret i Kur og helbredede det fuldkommen. Nogen Tid derefter, da Chirurgen arbeidede i sit Værelse, kradsede Noget paa 137hans Dør; han aabnede den, og saa til sin Forundring den samme Hund, som han havde helbredet, træde ind. Den havde en anden Hund med sig, som havde havt den samme Ulykke, og som langsomt og med megen Møie slæbte sig efter sin Fører. Den første begyndte at logre for Morand, og at give ham at forstaae, hvad den ønskede. „Denne Gang skal jeg opfylde din Begjæring,“ sagde Morand til den, „men kom ikke en anden Gang igjen med saadanne Forretninger.“
En anden Gang skulde en Hund bie saalænge i et Vertshuus i St. Albans, en Stad i England, til dens Herre kom tilbage fra London; men den havde ingen Ro paa sig. En større Hund, der hørte til Huset, angreb den derfor, og da denne var hiin overlegen, gik den bort uden at knurre. Strax derpaa kom den tilbage med en Kammerat, der var større end hiin, der havde mishandlet og bortjaget den. Begge faldt nu i Fællesskab over denne, tugtede den for dens Fornærmelse mod Gjæstfriheden og hvilede ikke, førend de havde drevet den ud af Stuen,