127

109. Frygt for Spøgelser er i Sandhed en stor Taabelighed, thi hidindtil have alle Spøgelsegestalter og Syner 128opløst sig i ganske naturlige Skuffelser, naar man blot har havt Mod til paa Stedet at gaae dem paa Livet. Men frygtsomme Mennesker lade sig altfor let føre vild af deres Indbildningskraft, og ere istand til om Aftenen at løbe sin Vei for Ting, som de om Dagen har seet over ti Gange. Saaledes gik det den frygtsomme Theodor, der endnu i sit tolvte Aar var bange for Spøgelser, uagtet han endnu aldrig havde seet noget Spøgelse. Men dette Tilfælde indtraadte dog engang.

Theodor skulde nemlig en Aften, da Maanen skinnede klart, hente en Bog af et Skab, der stod i Sovekammeret. Han var næppe ude af Døren førend han kom bleg og skjælvende tilbage med uforrettet Sag og kunde knap fremstamme som Svar paa Spørgsmaalet: hvad der feilede ham? „Et Spøgelse!!“

„Det er ret godt, at vi dog engang faa et at see“, sagde Faderen ganske rolig, stod op, tog Theodor ved Haanden og opfordrede ham til at vise sig Spøgelset. Theodor bad vel om at slippe herfor, men Faderen meente, at naar han selv gik med, havde Theodor intet at frygte for.

Da de kom ind i Sovekammeret, pegede den bævende Dreng paa Væggen ligeoverfor og hviskede: „Der, den lange hvide Skikkelse ved Kjøkkendøren!“ — „Et vakkert Spøgelse!“ sagde Faderen, idet han gik løs derpaa og trak den modstræbende Theodor med sig. Nu vare de komne til Kjøkkendøren; Faderen udstrakte sin Haand efter Spøgelset og tog det ned af Spigeren, thi det var — et Haandklæde, hvorpaa en Stribe af Maaneskinnet faldt, og holdt det hen for Theodor. Denne havde af Angest lukket Øinene fast til, og Faderen maatte først alvorlig tiltale ham for at faae ham til at overbevise sig om at Spøgelset var af Lærred. Derpaa hængte han Haandklædet igjen paa samme Sted og betragtede det atter med Theodor, idet de gik tilbage i Værelset, saa at Drengen omsider indsaa, at han var bleven skuffet, og nu forekom Sagen ham ikke det ringeste spøgelseagtig.

Saa forstandigt og let det er paa denne Maade efterhaanden at befrie En fra Frygt for Spøgelser, saa uklogt er det paa den anden Side at haane og sætte ham i Skræk ved at foranstalte Forklædninger og anden Skræmsel, og saadanne Forsøg have allerede ofte havt sørgelige Følger. Et Exempel herpaa giver følgende Tilfælde.

129En Aften vare flere Drenge i Besøg hos den lille Vilhelm, hvis Frygt for Spøgelser allerede flere Gange havde givet hans Kammerater Anledning til at gjøre sig lystig over ham. Ogsaa denne Aften benyttede de Blindebuklegen til at have ham til Bedste. En af dem havde nemlig i et Sideværelse opdaget en Parykblok med en Paryk, samt Vilhelms Faders Slaaprok, og var snart bleven enig med de Øvrige om at faae en Spas istand med deres stakkels Ven.

Saasnart nemlig Vilhelm var bleven Blindebuk, blev Parykblokken hentet ind, Slaaprokken fæstet til den, en Dreng krøb under den, holdt Blokken saa høit han kunde, og stillede sig med en Lænke i Haanden midt i Værelset. De Andre slukkede alle Lysene paa eet nær, satte en Skjærm for det, aabnede sagte Døren og snege sig ud.

Det varede ikke længe, førend Vilhelm, der famlede om sig, rørte ved den forklædte Person og vilde fuld af Glæde trække Bindet fra Øinene. Han fik det neppe halvveis bort, førend Hiin begyndte at rasle med Lænken, hvorpaa Vilhelm, hvem den lange Gestalt i Halvmørket forekom endnu længere, yderst forskrækket og skrigende af Angest styrtede hen mod Døren for at slippe ud; men denne holdtes stængt af de øvrige Drenge, hvorover Vilhelm vilde forsøge at flygte gjennem en anden Dør. Men paa Veien rendte han med de halvforbundne Øine først mod et Speil, som gik istykker, dernæst styrtede han over en Stol overende paa Gulvet og stødte sig saaledes at Næse og Mund stode i Blod.

Norsk Læsebog.

130Speilets Klirren og den øvrige Allarm kaldte Forældrene til, der bleve ikke lidet forskrækkede ved Synet af deres ilde tilredte Søn, der laa blødende og skrigende paa Gulvet. Naturligviis maatte hans uforstandige Kamerater strax gaae deres Vei, hvilket de ogsaa gjorde med tungt Hjerte, da de vare Skyld i den hele Ulykke. Vilhelm derimod maatte holde Sengen en heel Uge, og maatte endda være glad over at det Puds, hans Kamerater havde spillet ham, ingen slemmere Følger havde.

127

109. Frykt for spøkelser er i sannhet en stor tåpelighet, thi hidindtil have alle spøkelsegestalter og syner 128oppløst seg i ganske naturlige skuffelser, når man blot har hatt mot til på stedet å gå dem på livet. Men fryktsomme mennesker lade seg altfor lett føre vill av deres Indbildningskraft, og er i stand til om Aftenen å løpe sin vei for ting, som de om dagen har sett over ti ganger. Således gikk det den fryktsomme Theodor, der ennå i sitt tolvte år var bange for spøkelser, uaktet han ennå aldri hadde sett noe spøkelse. Men dette tilfelle inntrådte dog engang.

Theodor skulle nemlig en aften, da månen skinte klart, hente en bok av et skap, der stod i Sovekammeret. Han var neppe ute av døren før han kom bleg og skjelvende tilbake med uforrettet Sag og kunne knap fremstamme som svar på spørsmålet: hva der feilet ham? „Et spøkelse!!“

„Det er rett godt, at vi dog engang få et å se“, sa Faderen ganske rolig, stod opp, tok Theodor ved hånden og oppfordret ham til å vise seg spøkelset. Theodor bad vel om å slippe herfor, men Faderen mente, at når han selv gikk med, hadde Theodor intet å frykte for.

Da de kom inn i Sovekammeret, pegede den bevende dreng på veggen ligeoverfor og hvisket: „Der, den lange hvite skikkelse ved kjøkkendøren!“ — „Et vakkert spøkelse!“ sa Faderen, idet han gikk løs derpå og trakk den motstrebende Theodor med seg. Nå var de kommet til kjøkkendøren; Faderen utstrakte sin hånd etter spøkelset og tok det ned av spikeren, thi det var — et håndkle, hvorpå en stripe av måneskinnet falt, og holdt det hen for Theodor. Denne hadde av angst lukket øynene fast til, og Faderen måtte først alvorlig tiltale ham for å få ham til å overbevise seg om at spøkelset var av lerret. Derpå hengte han håndkleet igjen på samme sted og betraktede det atter med Theodor, idet de gikk tilbake i værelset, så at drengen omsider innså, at han var blitt skuffet, og nå forekom Sagen ham ikke det ringeste spøkelsesaktig.

Så forstandigt og lett det er på denne måte etterhånden at befrie En fra frykt for spøkelser, så uklokt er det på den annen side å håne og sette ham i skrekk ved å foranstalte forkledninger og annen skremsel, og sådanne forsøk have allerede ofte hatt sørgelige følger. Et eksempel herpå giver følgende tilfelle.

129En aften var flere drenger i besøk hos den lille Vilhelm, hvis frykt for spøkelser allerede flere ganger hadde gitt hans Kammerater anledning til å gjøre seg lystig over ham. Også denne aften benyttet de blindebukklegen til å ha ham til Bedste. En av dem hadde nemlig i et Sideværelse oppdaget en parykkblokk med en parykk, samt Vilhelms Faders Slaaprok, og var snart blitt enig med de Øvrige om å få en spas i stand med deres stakkels venn.

Så snart nemlig Vilhelm var blitt blindebukk, ble parykkblokken hentet inn, Slaaprokken festet til den, en dreng krøp under den, holdt blokken så høyt han kunne, og stillede seg med en lenke i hånden midt i værelset. De andre slukket alle lysene på ett nær, satte en skjerm for det, åpnet sakte døren og snek seg ut.

Det varte ikke lenge, før Vilhelm, der famlet om seg, rørte ved den forkledde person og ville full av glede trekke bindet fra øynene. Han fikk det neppe halvveis bort, før Hiin begynte å rasle med lenken, hvorpå Vilhelm, hvem den lange Gestalt i halvmørket forekom enda lenger, ytterst forskrekket og skrikende av angst styrtet hen mot døren for å slippe ut; men denne holdtes stengt av de øvrige drenger, hvorover Vilhelm ville forsøke å flykte gjennom en annen dør. Men på veien rendte han med de halvforbundne øyne først mot et speil, som gikk i stykker, dernest styrtet han over en stol overende på gulvet og støtte seg således at nese og munn stod i blod.

Norsk lesebok.

130Speilets Klirren og den øvrige Allarm kalte foreldrene til, der ble ikke lite forskrækkede ved synet av deres ilde tilredte sønn, der lå blødende og skrikende på gulvet. Naturligvis måtte hans uforstandige kamerater straks gå deres vei, hvilket de også gjorde med tungt hjerte, da de var skyld i den hele ulykke. Vilhelm derimot måtte holde sengen en hel uke, og måtte enda være glad over at det puss, hans kamerater hadde spillet ham, ingen slemmere følger hadde.