110. Den lille Georg vidste endnu intet om Echo. Engang løb han ude paa Engen, og raabte i sin Vilterhed den ene Gang efter den anden: Hei, Hei! Strax raabte det ogsaa i den nærliggende Skov: Hei, Hei! Forundret herover raabte han: hvem er du? — Stemmen raabte ogsaa: Hvem er du? — Han skreg: Du er en dum Dreng! Dum Dreng! gjenlød det fra Skoven.
Nu blev Georg vred, og raabte styggere og styggere Skjeldsord ind i Skoven. Allesammen lød nøiagtig tilbage til ham. Han løb nu ind i Skoven for at opsøge den formeentlige Dreng og hevne sig paa ham, men kunde naturligviis ingen Dreng finde.
Herpaa løb Georg hjem og beklagede sig for sin Moder over at en uskikkelig Dreng havde skjult sig i Skoven og skjeldt ham ud. Moderen svarede: Denne Gang har du ret forraadt dig, og anklager dig selv. Du maa vide, at du ikke har hørt andet end dine egne Ord. Thi ligesom du allerede ofte har seet dit Ansigt i Vandet, saaledes har du denne Gang hørt din egen Stemme i Skoven. Herpaa forklarede hun ham, hvorledes det gik til.
Havde du nu, vedblev Moderen raabt et venligt Ord, ind i Skoven, saa var ogsaa et venligt Ord kommet tilbage til dig. Men saaledes gaaer det altid; Andres Opførsel mod os er som oftest blot en Echo, en Gjenlyd af vor egen mod dem. Behandle vi andre Folk venligen, saa gjøre de det samme mod os. Vise vi os derimod raae og grove mod dem, saa kunne vi intet Bedre have at vente af dem igjen.
Mærk dig derfor Sandheden af det gamle Ordsprog: „Som man raaber i Skoven, faaer man Svar.“