108. Den der handler letsindigt og uden Overlæg, paadrager ofte sig selv og Andre stor Fortræd og Skade. Dette gjelder om Voxne saavelsom om Børn; men den, der allerede 125som Barn bestræber sig for ikke at foretage Noget paa en letsindig og uoverlagt Maade, vil i den sildigere Alder saa meget mindre gjøre det, og derved blive forskaanet for mange Ubehageligheder. Havde Theodor stedse betænkt dette, saa vilde han have ført et meget gladere og mere tilfreds Liv, og vilde overalt have været mere velkommen end nu var Tilfældet, i det man bestandigt frygtede for, at han ved sin Letsindighed enten selv skulde komme til Skade, eller dog anrette den.
Engang var Theodor indbuden til at besøge sin Onkel, som boede paa Landet, og som til sin Gaard havde en anseelig Have, i hvilken mange skjønne og sjeldne Blomster bleve opelskede. I denne Have kunde Theodor og hans lille Cousine Charlotte, Onkelens Datter, lege og springe omkring saameget de lystede, kun var det Børnene forbudt at afplukke Blomster og løbe over Blomsterbedene. Dersom de vilde have nogle Blomster, skulde de bede deres Onkel, dersom han var i Haven, eller ogsaa Gartneren derom, saa fik de dem nok.
Onkelen lagde sig nemlig efter Plantekundskab og anstillede med Planter, som han selv havde opelsket, Forsøg og Iagttagelser over deres Væxt, Blomstringstid og andre Egenskaber, saa at en ukyndig Haand, ved hensigtsløst at afplukke hans Blomster, kunde forvolde ham stor Fortræd. Theodor vidste, at dette var Grunden til Forbudet; men alligevel handlede han i de første Dage efter sin Ankomst derimod, og afplukkede den eneste Blomst af en sjelden Plante, som med stor Møie var bleven opelsket. Den behagede ham: det var for ham fornemmelig Bevæggrunden til at bemægtige sig den; men han overlagde ikke, at han derved gjorde sin Onkel Fortræd, ja, at han endog kunde paadrage sig dennes Vrede. Havde Theodors Letsindighed ikke forhindret en saadan Betænksomhed, saa vilde han vist aldrig have rørt ved Blomsterne, da han aldrig med Vidende og Villie vilde gjøre Nogen, og vistnok allermindst sin gode Onkel, Noget imod.
Theodor blev derfor ogsaa meget bestyrtset, da han med den afplukkede Blomst paa Huen mødte Onkelen, og denne med retfærdig Vrede irettesatte ham derfor. Just denne Plante var Onkelen meget magtpaaliggende at have bevaret, da han havde faaet den fra en langt bortliggende Deel af Jorden, 126og ønskede ikke alene at erholde Blomsten men ogsaa Frugten af den. Nu kunde han ikke paa Aar og Dage haabe at faae sit Ønske opfyldt, og det kunde ovenikjøbet være Spørgsmaal om den til det norske Klima uvante Plante ikke allerede før Blomstringen vilde uddøe.
De Tegn paa Anger, som Theodor viste, og det Løfte, at han ikke mere skulde røre et Græsstraa i Haven, bevægede Onkelen til endnu ikke at forbyde den i Taarer svømmende Theodor at gaae ned i Haven uden voxne Folk vare med ham. Men vistnok anede han ikke at Theodor paa Grund af sin Letsindighed skulde forglemme sit Løfte i samme Øieblik som han havde gjort det; men at dette var Tilfældet, erfarede han kun alt for snart.
Et Par Dage derefter kom nemligen Gartneren ind i hans Stue og fortalte ham med nogen Forlegenhed, at hans lille vilde Brodersøn Theodor var klatret op paa et Espalie i Haven men da dette var skjørt, var det gaaet itu under ham, og havde derved beskadiget en Mængde i Nærheden staaende Planter. Ogsaa Theodor var bleven saaret i Hovedet.
Nu tøvede Onkelen ikke længre med at forbyde den letsindige Theodor, hvis Saar tillykke ikke var betydeligt, at komme i Haven og dette følte han bittert, thi ogsaa han fandt langt større Fornøielse i at være i de skyggefulde Gange og imellem de brogede, duftende Blomster, end paa Pladsen foran Huset eller i Kammeret, eller i den lille Have, 127som var betroet Charlottes Opsyn. Herhen kom nu Theodor oftere end forhen, dog kun ifølge med sit lille Søskendebarn, hvem han ogsaa var behjælpelig med at vande Blomsterne og med andre Arbeider.
En Dag gik han derhen uden at være i Følge med Charlotte, som var gaaen til Gartneren for at hente Sprøiten, som hun skulde bruge, naar hun skulde vande sine Blomster. Et herligt Rosentræ, fuldt af utallige Roser, der stod i en Blomsterpotte nær ved Huset, og som han ikke før havde bemærket her, faldt dennegang Theodor i Øinene. „Heraf maatte blive herlige Bouqvetter!“ tænkte Theodor, der just havde seet Gartneren gaae forbi med en Mængde afskaarne Blomster, af hvilke der skulde bindes Krandse og Bouqvetter, som skulde bringes tiltorvs i den nærmeste By. Han kastede sig altsaa strax over Rosentræet, berøvede det sine skjønneste Blomster, og var endnu beskjæftiget hermed, da Charlotte kom med Sprøiten, og af Skræk over hendes Fætters Foretagende udstødte et heftigt Skrig.
Theodor slog forundret Øinene op, og saa Charlotte staae grædende foran sig, og paa sine Spørgsmaal erfarede han, at det i sjeldent Flor staaende Rosentræ havde været bestemt til Onkelen paa hans Fødselsdag, som indtraf Dagen derefter, og at han nu havde forstyrret den Glæde for hende, som hun lovede sig af at kunne gjøre sin gode Fader en Foræring dermed.
Hvad nyttede det vel, at Theodor nu begyndte at græde, og at han hændervridende bad den stakkels Charlotte om Forladelse. Rosentræet var ødelagt, og han havde ovenikjøbet ved at handle uden Overlæg forstyrret to gode Menneskers Glæde; thi det herlige Rosentræ vilde sikkert have gjort Onkelen en overmaade stor Fornøielse.
Da Theodor strax efter igjen forlod Onkelens Huus, maatte han da ikke tænke ved sig selv, at man neppe gjerne vilde see ham komme igjen? Og dog var kun han selv Skyld deri, og han vil sikkert have gjort endnu langt smerteligere Erfaringer, dersom han ikke skulde have aflagt sin Letsindighed og vænnet sig til at handle med mere Overlæg.