123

Paa Dæk i Luer Drengen stod,Da alle Andre veg;Thi Skibet skjult af Ild og Blod,Som Vrag paa Bølgen steg.

Dog stod han skjøn og fuld af Mod,Trods Ild og Storm og Alt, —Thi arvet Kraft brandt i hans Blod —En stolt, skjøndt spæd Gestalt.

Frem vælter Luen, han staaer derOg venter Fadrens Ord.124I Striden Faderen falden er,Hans Død var skjøn og stor.

Høit raaber han: „Sig Fader, harJeg end ei gjort dit Bud?“Han veed ei, at hans Fader varI Himlen alt hos Gud.

„O, tal,“ saa raaber han, „min Fa'r,Maa jeg endnu ei gaae?“Kun Skud der drønne ham til Svar,Og Luen trænger paa.

Dens røde Tunger slikke vildtHans Pande og hans Haar;Paa sikre Død han skuer mildt,Og fast, skjøndt haabløs staaer.

End raabte han en Gang med Hast:„Sig, maa endnu jeg staae?“Mens ovenfor i Toug og Mast,De rappe Luer gaae.

Nu Skibet staaer i ildrød Glands,Nu brænder Flag paa Top;Om Drengen, som en Seierskrands,Slaaer blodrød Flamme op.

Nu lød et Knald som Tordnens Drøn —Ak! Drengen, hvor er han?Spørg Stormen, naar den vildt paa SøenStrøer Splinter om som Sand.

Og Skibet for dit rædde BlikAlt Dybet sluget har!Men ædlest af hvad her foregikDet troe Hjerte var.

123

På dekk i luer drengen stod,Da alle andre veg;Thi skipet skjult av Ild og blod,Som vrak på bølgen steg.

Dog stod han skjønn og full av mot,Trass Ild og Storm og Alt, —Thi arvet kraft brandt i hans blod —En stolt, skjønt spæd Gestalt.

Frem velter luen, han står derOg venter Fadrens ord.124I striden Faderen falt er,Hans Død var skjønn og stor.

Høyt roper han: „Sig far, harJeg enn ei gjort ditt bud?“Han vet ei, at hans far varI Himlen alt hos Gud.

„O, tal,“ så roper han, „min Fa'r,Må jeg ennå ei gå?“Kun skudd der drønne ham til svar,Og luen trenger på.

Dens røde tunger slikke viltHans Pande og hans hår;På sikre død han skuer mildt,Og fast, skjønt håpløs står.

Enn ropte han en gang med hast:„Sig, må ennå jeg stå?“Mens ovenfor i tau og mast,De rappe luer gå.

Nå skipet står i ildrød glans,Nå brenner flagg på topp;Om Drengen, som en seierskrans,Slaaer blodrød flamme opp.

Nå lød et knall som tordenens drønn —Ak! Drengen, hvor er han?Spør stormen, når den vilt på sjøenStrør splinter om som Sand.

Og skipet for ditt redde blikkAlt Dybet slukt har!Men edlest av hva her foregikkDet tro hjerte var.