107. Der var en liden Dreng henved tretten Aar gammel, som hed Casabianca. Hans Fader var Kapitain paa et Orlogsskib, kaldet Orienten. Den lille Dreng var med Faderen til Søes. Paa Nilfloden kom Skibet eengang i en frygtelig Kamp. Midt under Stridens Bulder, medens Kuglerne hvinede rundt omkring og bestrøede Dækket med Lig, stod denne kjække Dreng ved Siden af sin Fader og udførte 123troligen, hvad der var bleven ham paalagt. Endeligen satte Faderen ham paa Post etsteds paa Skibet, forat udføre Noget i Tjenesten og befalede ham at blive paa sin Post, indtil han kaldte paa ham. Faderen gik til en anden Kant af Skibet, for at see, hvorledes det gik med Striden, men da Sønnen ikke længer kunde see ham, kom en Kanonkugle fra det fiendtlige Skib, som lagde ham livløs paa Dækket. Uvidende om Faderens Død, og tro i det Hværv, man havde overdraget ham, blev Sønnen paa sin Post, ventende paa Faderens videre Ordres. Striden rasede frygteligt omkring ham; de Slagnes Blod flød i Strømme ved hans Fødder. Der fattede Ild i Skibet, og de truende Flammer kom nærmere og nærmere. Dog vilde den ædle Dreng ikke handle mod sin Faders Befaling; trodsende Blod og Kugler og Luer stod han urokkelig og lydig paa sin Post. Besætningen begyndte at forlade det brændende og synkende Skib, og Drengen raabte: „Fader, maa jeg gaae?“ Men ingen Stemme fra den lemlæstede, livløse Faders Mund kunde give ham Lov dertil. Og Drengen, der ikke vidste, at han var død, vilde heller døe end være ulydig. Og der stod denne Dreng paa sin Post, indtil hver eneste Mand havde forladt Skibet; han stod der og omkom i Luerne. Hvilken heltemodig Dreng! Enhver, der hører ham omtale, synes, at han var en af de ædleste Drenge, der nogensinde har levet. Heller end at være sin Fader ulydig vilde han døe i Flammerne. Fortællingen herom er skreven paa Vers, og da Børn, der læse denne Bog, maaskee kunde ønske at see den, give vi den Plads her.

107. Der var en liten dreng henved tretten år gammel, som het Casabianca. Hans Fader var kaptein på et orlogsskip, kalt Orienten. Den lille dreng var med Faderen til Søes. På Nilfloden kom skipet en gang i en fryktelig kamp. Midt under Stridens bulder, mens kulene hvinte rundt omkring og bestrøede dekket med Lig, stod denne kjekke dreng ved siden av sin far og utførte 123troligen, hva der var blitt ham pålagt. Endelig satte Faderen ham på post etsteds på skipet, for at utføre Noget i tjenesten og befalte ham å bli på sin post, inntil han kalte på ham. Faderen gikk til en annen Kant av skipet, for å se, hvorledes det gikk med striden, men da sønnen ikke lenger kunne se ham, kom en kanonkule fra det fiendtlige skip, som la ham livløs på dekket. Uvitende om Faderens død, og tro i det Hværv, man hadde overdratt ham, ble sønnen på sin post, ventende på Faderens videre Ordres. Striden raste fryktelig omkring ham; de Slagnes blod fløt i strømme ved hans føtter. Der fattet Ild i skipet, og de truende flammer kom nærmere og nærmere. Dog ville den edle dreng ikke handle mot sin Faders Befaling; trodsende blod og kuler og luer stod han urokkelig og lydig på sin post. Besetningen begynte å forlate det brennende og synkende skip, og drengen ropte: „Fader, må jeg gå?“ Men ingen stemme fra den lemlæstede, livløse Faders munn kunne gi ham lov dertil. Og drengen, der ikke visste, at han var død, ville heller dø enn være ulydig. Og der stod denne dreng på sin post, inntil hver eneste mann hadde forlatt skipet; han stod der og omkom i luene. Hvilken heltemodig dreng! Enhver, der hører ham omtale, synes, at han var en av de edleste drenger, der noensinne har levet. Heller enn å være sin far ulydig ville han dø i flammene. Fortellingen herom er skrevet på vers, og da barn, der lese denne bok, maaskee kunne ønske å se den, gir vi den plass her.