106. For en Deel Aar siden gjorde Preusserne et Indfald i Frankrige, og drog igjennem Provindsen Champagne. Herved opførte enhver sig ikke, som det bør sig en hæderlig Soldat. Blandt andre trængte en vild, preussisk Husar ind i en fredelig Mands Bolig, røvede hvad han fandt af Penge og Penges Værd, og endte med at borttage nogle gode, nye Sengeklæder med smukt Overtræk. Han mishandlede Manden og Konen, da de bønfaldt ham om, i det mindste at lade dem beholde deres Seng tilbage. En otte Aars gammel Dreng tiggede Soldaten paa Knæ om det samme; men han blev stødt om paa Jorden, saa at han slog Hul i sit Hoved. En lille Pige løb efter ham, holdt ham fast ved Trøieærmet, og bad om Barmhjertighed. — Barbaren kastede hende ud i en Dam ved Huset, og gik bort med sit Rov. Efter Felttogets Slutning, kom Husaren hjem, fik sin Afsked og slog sig til Ro i Staden Neisse i Schlesien, hvor han aldrig mere tænkte paa sin Ugudelighed. Den, meente han, laae begraven dybt nede i Jorden. Men, hvad skeer? Efter atten Aar kunde de Franske betale Preusserne deres Besøg. De rykke ind i Staden Neisse. En rask, ung Sergeant bliver indqvarteret hos en forstandig Borgerkone, som forsyner Franskmanden med Alt, hvad han behøver. Da Sergeanten er bleven vel bevertet, gaaer han til Sengs. Næste Morgen staaer Frokosten paa Bordet; men Sergeanten kommer ikke. Konen venter en Stund; han kommer endnu ikke. Hun er bange, at han er bleven syg; aabner sagte Døren til hans Kammer, og vil see, hvad der holder ham tilbage.
Da seer hun, at den unge Mand sidder opreist i Sengen, med et sørgmodigt Udseende og i dybe Tanker. Han mærkede ikke, at Nogen var i Stuen, før Konen talede til ham, og spurgte, hvorfor han var saa bedrøvet? Da svarede han hende med Taarer i Øinene: „Disse Sengklæder have for atten Aar siden tilhørt mine Forældre i Champagne. De bleve dem fratagne ved en Plyndring. Efter Plyndringen kunde mine stakkels Forældre aldrig komme sig igjen; de døde i stor Armod og Elendighed. Alt dette kom jeg til at tænke paa, da jeg saa disse Sengeklæder, som jeg godt kjendte igjen; ikke blot Overtrækket, men ogsaa mine Forældres Navnebogstaver, som ere syede paa Vaaret.“ Den gode 122Kone blev forskrækket, og sagde ham, at hun havde kjøbt Sengklæderne af en gammel, preussisk Husar, som endnu levede, og boede i Neisse. Sergeanten lod hende vise sig hans Huus, gik derhen og kjendte Manden igjen.
„Kommer Du ihu,“ sagde han til ham, „hvordan Du for atten Aar siden røvede fra en uskyldig Mand i Frankrige Alt, hvad han eiede, tilsidst endogsaa tog Klæderne af hans Seng, og uden Barmhjertighed mishandlede hans Børn?“ — I Begyndelsen vilde den gamle Synder undskylde sig, og talede om Soldatens Rettigheder; men da han hørte, at den Mand, der stod for ham, var en Søn af de Forældre, mod hvem han havde udøvet saa stor Grumhed, da blev han næsten maalløs af Angest, faldt paa Knæ, og bad om Naade for sine Ugjerninger.
Nu tænker man vel, at Franskmanden ikke gav ham nogen Naade, men i Forbittrelsens Raseri huggede ham ned, som maaske Andre havde gjort. Men den unge Sergeant havde et mere menneskeligt Sind. Hans Hjerte var sønderknust ved Erindringen om hans Forældres Lidelser, og han tænkte: „Vi staae alle i Guds Haand, og bør ei betale Ondt med Ondt.“ Og han sagde til Misdæderen: „At Du udplyndrede mine Forældre og styrtede dem i Fattigdom og Elendighed, det have de tilgivet Dig. At Du kastede min Søster i en Dam, hvoraf hun halvdød blev optaget, det maa Gud forlade Dig, du gamle Tigerhjerte!“ Og derpaa gik han bort til sin Tjeneste. Men Husaren havde herefter aldrig Ro i sit Sind; det forekom ham, som om han allerede stod for den yderste Dom. Han svandt hen som af en Tæring, uagtet han forhen havde været en sund og stærk Mand; og nogle Maaneder efter Franskmandens Besøg laa han i sin Grav.