105. I en lille Landsby i Tydskland boede en fattig Bondefamilie i meget trange Kaar. De skulde betale en Gjeld af fire hundrede Gylden, og vidste ikke at bringe Pengene tilveie paa anden Maade, end ved at sælge al deres Jord; og saa havde de slet intet at leve af. Den ældste Søn Henrik sørgede meget over, at han ikke kunde hjælpe sine Forældre i denne store Nød; men hvor meget han end tænkte derpaa, kunde han dog ikke finde paa noget Raad. Da læste han en Søndag i Avisen, at en rig Mand i den nærliggende Stad søgte et ungt Menneske, der vilde paatage sig at gaae i Krigstjeneste for hans Søn. Den Tanke faldt strax Henrik ind: „Gud give, at de vilde antage mig, og jeg derved kunde faae saa mange Penge, som mine Forældre behøve i denne Jammer!“
Han gav sig strax paa Veien til Byen, og gik hen til den rige Mand. Efter at have talt en Stund om Sagen, bleve de enige om, at Henrik skulde have otte hundrede Gylden for at gaae i den Andens Sted. Men Henrik bad den Rige om, at gjøre ham en stor Tjeneste: han vilde ikke lade sine Forældre vide, at han for deres Skyld var bleven Soldat: han vilde derfor bede om, at Herren vilde sende dem Pengene, som om de vare en Foræring fra hans egen Haand.
Den rige Mand blev dybt rørt ved Sønnens kjærlige Hjerte; han tog Henrik ved Haanden og sagde: „Min Ven! du sparer mig en stor Kummer, i det du befrier min elskede Søn fra den Fare, som ofte truer Soldatens Liv; jeg vil derfor ogsaa gjøre Alt, hvad jeg kan, for at lette dine og dine Forældres Sorger.“
Henrik takkede ham hjerteligt, anskaffede sig derpaa alt det, som var fornødent for at træde ind i Soldaterstanden, og gik Dagen derpaa med et let og fornøiet Sind hjem til Landsbyen. Hans Forældre og yngre Sødskende kom ham imøde med stor Glæde, og fortalte ham, at en rig Mand i Staden havde sendt dem sexten hundrede Gylden; de otte 120hundrede til Henrik, som et Tegn paa hans Erkjendtlighed, fordi Henrik i Gaar havde reddet hans Søn af en stor Fare; de andre otte hundrede skulde være en Gave til Henriks Forældre.
Henrik græd af Glæde og Taknemmelighed mod Gud. Hans Forældre vilde vide, hvad det var for en Fare, deres Velgjørers Søn havde været i? — Henrik svarede, det var een, som unge Mennesker saa tidt udsætte sig for, af Lyst til at vise deres Kjækhed; det var ganske tilfældigviis, at han var kommen ham til Hjælp; derfor var det ikke værd at tale om. Dernæst fortalte han, at den rige Mand havde ikke alene foræret dem disse Penge, men ogsaa skaffet ham en Tjeneste hos en fornem Mand, som skulde gjøre en lang Reise. Der haabede han ogsaa at faae en god Løn, saa at han for Fremtiden kunde hjælpe dem, hvis det skulde behøves.
I otte Dage levede han nu glad og tilfreds hos sine sorgfrie Forældre og Sødskende; den niende Dag reiste han bort „til sin nye Tjeneste“, fulgt af deres bedste Ønsker og Velsignelser.
Et heelt Aar gik hen, uden at Forældrene hørte noget fra Henrik; men de tænkte: „han er reist saa langt bort, at han ikke kan sende os nogen Efterretning.“ Da kom en Dag Byens Skolelærer ganske ude af sig selv løbende hen til dem med en Avis i Haanden. Han kaldte Familien sammen, satte sig ned og læste for dem: „Kürasseren Henrik Malter, som i dette blodige Slag viste et overordentligt Heltemod, og reddede Hans kongelige Høihed, Kongens Broder, fra fiendtligt Fangenskab og øiensynlig Livsfare, blev endnu paa Valpladsen udnævnt til Officer og Ridder. For at denne udmærkede Daad skal blive i varig Erindring, har Hans Majestæt bevilget Landsbyen Strehlau, Malters Fødeby, tre Aars Skattefrihed; og skjænket hans Familie en kongelig Gaard, som ligger i denne Landsby, til evig Eiendom“.
Henriks Forældre vilde neppe troe deres egne Øren og Øine. Hele Byen kom i Bevægelse, og Henriks Priis lød fra Mund til Mund. Efter fem Aars Fraværelse fik han endelig Leilighed til at besøge sin Fødeby. Da havde Byens Folk oprettet en Æreport for ham, og Præsten havde ladet dette Vers sætte derpaa:
„Beundring og Hæder og Himlens LønVelsigner og følger den kjærligste Søn!“