117

104. Intet er saa haardt at taale som Spot. Der udkræves et uforfærdet Hjerte til urokkeligt at opfylde sin Pligt, naar Andre med Spottens Svøbe ville afskrække ham derfra. Hvor ofte gjør ikke et Barn det, som det veed er Uret, blot fordi det frygter, at Andre skulle kalde det en Kryster, om det gjør hvad Ret er! En kold Vinterdag gik tre Drenge forbi et Skolehuus. Den ældste var en slem Dreng, der stedse var indviklet i Ubehageligheder, og stedse var færdig til at indvikle Andre deri. Den yngste, ved Navn Georg, var en meget elskværdig Dreng, som gjerne vilde handle ret, men manglede moralskt Mod. Den ældste hed Henrik og den anden af de tre Jakob. Følgende Samtale opstod imellem dem:

Henrik. Hvor det vilde være et ypperligt Puds, om vi tog og kastede en Snebold mod Døren til Skoleværelset, saa at Skolemesteren og alle Skoledrengene hoppede høit i Veiret!

Jakob. Du vilde selv blive den, der kom til at hoppe i Veiret, hvis Du gjorde det. Hvis Skolemesteren ikke fik Tag i Dig og gav Dig Bank, vilde han fortælle det til din Fader, og da vilde Du faae en banket Trøie, der skulde bringe Dig til at hoppe høiere i Veiret end Skoledrengene; det troer jeg.

118Henrik. Passiar, vi kunne være langt borte, inden Skolemesteren kommer ud gjennem Døren og faaer see, hvem det er. Her er en Snebold saa haard som Iis. Jeg seer paa Georg, at han har god Lyst til at kaste den mod Døren.

Jakob. Giv ham den, saa faaer Du see om han vover det.

Henrik. Troer Du, Georg er en Kryster? Du kjender ham ikke saa godt som jeg. Se her, Georg, tag denne Snebold og viis Jakob, at Du ikke er saadan en Hare, som han troer.

Georg. Jeg er ikke bange for at kaste den, men jeg har ingen Lyst. Jeg seer ikke, at det kan nytte til nogen Ting, eller at der er nogen Tanke i en saadan Drengestreg.

Jakob. Der seer Du, at jeg havde Ret. Han tør ikke.

Henrik. Hvad, Georg, er Du forknyt? Nu aldrig havde jeg troet, at Du var saadan en Kryster. Herefter faae vi kalde Dig Georg Harehjerte. Kom, lad mig see Du er Karl, ved din Ære, og kast Snebolden. Jeg veed, at Du ikke er ræd.

Georg. Nei, I maa ikke troe, at jeg er ræd. Giv mig Snebolden. Jeg skal vise, at jeg ikke er ræd.

Pang! fløi Snebolden i Døren og Drengene afsted, Henrik lo ret hjerteligt, naar han tænkte paa, hvorledes han havde havt Georg til Nar. Georg fik siden en god Dragt Prygl, som han vel havde fortjent, fordi han var saadan en Kryster, at han var bange for, at kaldes en Kryster. Han turde ikke vægre sig ved at gjøre, hvad Henrik bad ham om, af Frygt for at blive udleet. Havde han været en virkelig kjæk og modig Dreng, saa skulde han have svaret:

„Henrik, troer Du, at jeg er saadan en Nar, at jeg kaster Snebolde mod Skoledøren, blot fordi Du vil det? Har Du Lyst, kan Du selv kaste dine Snebolde.”

Henrik vilde maaskee have forsøgt at lee ham ud; han vilde have kaldt ham en feig Stakkel i Haab om paa denne Maade at faae ham til at opfylde sit Ønske. Men Georg burde have svaret:

„Troer Du, jeg bekymrer mig om din Latter? Jeg anseer det ikke for Ret at kaste Snebold mod Skoledøren. Og jeg vil ikke gjøre, hvad jeg holder for Uret, om end hele Staden istemte din Latter.”

Det havde været virkeligt moralsk Mod. Henrik vilde snart have fundet, at det ei var værd at lee ad en Dreng, 119der havde et saa uforfærdet Hjerte. Men en saadan Bestemthed, et saa uforskrækket Sind bør Du have, hvis Du ikke bestandig skal indvikles i Ubehageligheder, og blive en Gjenstand for Alles fortjente Foragt.

117

104. Intet er så hardt å tåle som Spot. Der utkreves et uforferdet hjerte til urokkelig å oppfylle sin plikt, når andre med Spottens svøpe ville avskrekke ham derfra. Hvor ofte gjør ikke et barn det, som det vet er Uret, blot fordi det frykter, at andre skulle kalle det en kryster, om det gjør hva rett er! En kald vinterdag gikk tre drenger forbi et skolehus. Den eldste var en slem dreng, der stedse var innviklet i ubehageligheter, og stedse var ferdig til å innvikle andre deri. Den yngste, ved navn Georg, var en meget elskverdig dreng, som gjerne ville handle rett, men manglet moralsk mot. Den eldste het Henrik og den annen av de tre Jakob. Følgende samtale opstod imellom dem:

Henrik. Hvor det ville være et ypperlig puss, om vi tok og kastet en snøball mot døren til Skoleværelset, så at Skolemesteren og alle Skoledrengene hoppet høyt i været!

Jakob. Du ville selv bli den, der kom til å hoppe i været, hvis Du gjorde det. Hvis Skolemesteren ikke fikk tak i deg og ga deg Bank, ville han fortelle det til din far, og da ville Du få en banket trøye, der skulle bringe deg til å hoppe høyere i været enn Skoledrengene; det tror jeg.

118Henrik. Passiar, vi kunne være langt borte, innen Skolemesteren kommer ut gjennom døren og får se, hvem det er. Her er en snøball så hard som is. Jeg ser på Georg, at han har god lyst til å kaste den mot døren.

Jakob. Gi ham den, så får Du se om han vover det.

Henrik. Tror Du, Georg er en kryster? Du kjenner ham ikke så godt som jeg. Se her, Georg, ta denne snøball og vis Jakob, at Du ikke er sådan en hare, som han tror.

Georg. Jeg er ikke bange for å kaste den, men jeg har ingen lyst. Jeg ser ikke, at det kan nytte til noen ting, eller at der er noen tanke i en sådan Drengestreg.

Jakob. Der ser Du, at jeg hadde rett. Han tør ikke.

Henrik. Hva, Georg, er Du forknytt? Nå aldri hadde jeg trodd, at Du var sådan en kryster. Herefter får vi kaller deg Georg Harehjerte. Kom, la meg se Du er Karl, ved din ære, og kast snøballen. Jeg vet, at Du ikke er redd.

Georg. Nei, dere må ikke troe, at jeg er redd. Gi meg snøballen. Jeg skal vise, at jeg ikke er redd.

Pang! fløy snøballen i døren og drengene av sted, Henrik lo rett hjertelig, når han tenkte på, hvorledes han hadde hatt Georg til narr. Georg fikk siden en god drakt Prygl, som han vel hadde fortjent, fordi han var sådan en kryster, at han var bange for, å kalles en kryster. Han turde ikke vegre seg ved å gjøre, hva Henrik bad ham om, av frykt for å bli udleet. Hadde han vært en virkelig kjekk og modig dreng, så skulle han ha svaret:

„Henrik, tror Du, at jeg er sådan en narr, at jeg kaster snøballer mot skoledøren, blot fordi Du vil det? Har Du lyst, kan Du selv kaste dine snøballer.”

Henrik ville maaskee have forsøkt å lee ham ut; han ville ha kalt ham en feig Stakkel i håp om på denne måte å få ham til å oppfylle sitt ønske. Men Georg burde ha svaret:

„Tror Du, jeg bekymrer meg om din latter? Jeg anser det ikke for rett å kaste snøball mot skoledøren. Og jeg vil ikke gjøre, hva jeg holder for Uret, om enn hele staden istemte din latter.”

Det hadde vært virkelig moralsk mot. Henrik ville snart have funnet, at det ei var verd å lee ad en dreng, 119der hadde et så uforferdet hjerte. Men en sådan bestemthet, et så uforskrækket sinn bør Du ha, hvis Du ikke bestandig skal innvikles i ubehageligheter, og bli en gjenstand for Alles fortjente forakt.