113

101. En Engelskmand fortæller følgende rørende Historie, for at vise hvor inderlig en Moder elsker sit Barn.

„Jeg kjørte engang i min Vogn op over den bratte Bakke i Landsbyen Frankfurth nærved Philadelphia, da en liden Dreng, omtrent to Aar gammel, der var kommen ud fra en liden Stue i Nærheden, laa og solede sig i Sandet midt paa den aabne Landevei. Da jeg var henved femhundrede Skridt fra Barnet, kom der tre Lastvogne, hver forspændt med fem Heste, der havde holdt ovenfor, medens Bønderne vare inde paa Kroen, farende ud over Bakken i strygende Gallop, næsten ved Siden af hverandre. Jeg styrede saa hurtigt som jeg kunde min Vogn ud af Veien, men ventede ikke andet, end at see det stakkels Barn knuses under Hovene og Hjulene. En ung Karl, af Profession en Tømmermand, som holdt paa at slaae Spaan paa Taget af et Skuur ved Siden af Veien, bemærkede Faren, og skjønt han ikke kjendte dets Forældre, kastede han sig med et Sprang ned fra Taget, styrtede frem paa Veien og fik Tag i Barnet, just da den forreste Hest næppe var en Tomme derfra. Hestens Been kastede ham til Jorden; men han tog Barnet i Klæderne og kastede det baglængs ud af Veien for de øvrige Heste og reddede siden sig selv derved, at han med utrolig Hurtighed rullede sig til Siden. Barnets Moder, som havde været beskjeftiget med at vaske, faaer see Vognen at komme, iler ud, seer Barnets Fare, springer imod Hestene, tager Barnet op netop i det Øieblik, da Tømmermanden har kastet det fra sig, trykker det i sine Arme og udstøder et Skrig, hvis Mage jeg aldrig har hørt hverken før eller siden, og som jeg haaber aldrig mere at faae høre; derpaa faldt hun livløs til Jorden. Ved Anvendelse af de almindelige Midler lykkedes det os imidlertid snart at bringe hende til Live igjen. Inden jeg reiste spurgte jeg Tømmermanden, om han var gift og om han var beslægtet med Barnets Forældre. Han svarede mig, at ingen af Delene var Tilfældet. „Nu vel,“ sagde jeg, „Du fortjener her enhver Faders og Moders Taknemmelighed, og jeg beder Dig at jeg maa vise dig min ved denne lille Gave,“ hvorpaa jeg overakte ham en fem, sex Daler, alt hvad jeg havde hos mig. „Nei, jeg takker Dem,“ sagde han, „jeg har kun gjort min Pligt.“

Norsk Læsebog.

114„En høiere Grad af Mod, Uegennytte og moderlig Ømhed kan man neppe forestille sig. Moderen var paa Veien til at styrte sig lige ind imellem Fødderne paa de stærke og vilde Heste og under de tunge Lastvognes Hjul. Hun havde ingen Tanke for sig selv, ingen Frygt for sit eget Liv; hendes Skrig var Udtrykket af en uudsigelig Glæde, en Glæde, for stor til at kunne bæres.”

Nu spørger jeg: kan Du forestille dig en utaknemmeligere Nidding, end denne Dreng vilde være, om han voxede op uden at elske eller adlyde sin Moder? Hun var færdig til at døe for ham. Hun var færdig til at styrte sig under de vilde Hestes Fødder for at redde hans Liv. Og har han den ringeste Gnist af Taknemmelighed i sit Bryst, skal han gjøre Alt for at befordre hendes Lykke.

Men din Moder elsker Dig ligesaameget som hiin Moder elskede sit Barn. Hun er ligesaa villig til at udsætte sig for Fare og Død som hiin. Kan Du udholde den Tanke, at Du skulde foraarsage den Sorg, hvis Kjærlighed er saa stærk, hvis Ømhed er saa stor? Mig synes, at enhver Dreng, som har nogen ædel Følelse i sit Hjerte, ved Tanken herom maatte beslutte sig til at blive sin Moders Hygge og Glæde.

II.

102. For nogle Aar siden hændte det at et Barn gik sig vild i en af de store vestlige Græsørkener i Nordamerika. En, der var med at opsøge Barnet, beskriver Begivenheden paa følgende Maade. Fortællingen indeholder et talende Beviis for Styrken af en Moders Kjærlighed til sit Barn.

„I Aaret 1824 var jeg stationeret i Nærheden af en Græsørken. Som bekjendt bestaae disse Ørkener af uhyre Sletter, der kun ere bevoxede med høit Græs. I flere Miles Omkreds findes der ei en eneste Menneskebolig; men vilde Dyr have ikke sjelden sit Tilhold der. En Aften seenhøstes vare nogle af Naboerne forsamlede hos mig i en af disse eensomme Boliger, og vi havde just begyndt vor Gudstjeneste, da det blev mældt, at en Enke havde mistet sit Barn i Græsørkenen. Det var koldt og stormfuldt Veir og Regnen strømmede ned. Den stakkels Enke var i Fortvivlelse og vor Sammenkomst opløstes. Alle lavede sig til at opsøge det tabte Barn. Mit Selskab forstod den Ting bedre 115end jeg; thi de vare opvoxne i disse vidtstrakte Ørkener og saadanne Hændelser ere ikke sjeldne iblandt dem. De forsynede sig med Lygter og Blus; thi det var aldeles mørkt; desforuden forsynede de sig med smale Horn, for at kunne blæse Signaler til de forskjellige Afdelinger af Selskabet, naar de havde adspredt sig, hver paa sin Kant. Jeg for min Deel ansaa det for Pligt at bære Omsorg for den ulykkelige Moder. Hun var næsten fra sig selv; og naar hun fik Tid til at overveie sin forladte og barnløse Stilling og de sandsynlige Omstændigheder ved sit Barns Død syntes hun at føle sig dobbelt ulykkelig. Hun modtog min Arm; Selskabet adspredte sig og Eftersøgningen begyndtes. Aftalen var, at saasnart Barnet var fundet, skulde der, ved en bestemt Tone i Hornet, gives Signal til de Øvrige, og dette Signal skulde gjentages af hver Afdeling, som hørte det, indtil hele Selskabet paa denne Maade var bleven underrettet om Udfaldet.“

„Udsigterne til at finde et bortkommet Barn i disse Græsørkener er aldrig meget lovende, allermindst en mørk og regnfuld Nat. Vi streifede om til langt ud paa Natten. Omsider indsaae vi, at videre Eftersøgning var til ingen Nytte, og Alle, undtagen Moderen, besluttede at vende hjem igjen. Det var en Forestilling, som hun ikke kunde udholde. Hun vilde ikke høre tale om andet end at fortsætte Eftersøgningen. Hendes Kræfter begyndte endelig at give efter, og jeg formaaede hende omsider til at vende hjem igjen. Da hun vendte om igjen og opgav sit Barn som tabt, var det med Nød og Næppe, hun kunde udholde sin Ulykke.

„Mit Barn,“ sagde hun, „er bleven opslugt af et vildt Dyr; hans smaa Lemmer ere blevne sønderslidte og hans Blod har det frygtelige Rovdyr drukket!“

Denne Forestilling bragte hende til Fortvivlelse. Da hun hængte sig ved min Arm, syntes det som om hendes Hjerte vilde briste. Undertiden maatte jeg næsten bære hende i mine Arme, for at hindre hende i at falde til Jorden.“

„Da vi vare komne et Stykke paa Hjemveien, forekom det mig at vi fjernt borte hørte Lyden af et Horn. Vi standsede og lyttede; Tonerne gjentoges. Det var det aftalte Signal. Barnet var fundet. Hvem kan vel beskrive Moderens Følelser.“ Ingen Ord ere istand til at male dem. Saa stor er Styrken af en Moders Kjærlighed. Hvorledes 116kan da et Barn være saa haardhjertet, ikke at elske sin Moder? Kan der vel være noget utaknemmeligere, end at bedrøve den, som elsker Dig saa brændende og som har gjort saa meget for Dig?

Hvis der gives nogen Brøde, som i Guds Øie er større end alle andre, synes det mig at være Utaknemmelighed mod Forældre. Om en ond Aand dvæler i noget Menneskebryst, maa det være i det Bryst, som er utaknemmeligt mod sine Forældres Godhed, og som med Utak og Ulydighed kan belønne den Kjærlighed, der har vaaget over vor Barndom og værnet om vore hjelpeløse Aar.

113

101. En engelskmann forteller følgende rørende historie, for å vise hvor inderlig en mor elsker sitt barn.

„Jeg kjørte engang i min vogn opp over den bratte Bakke i landsbyen Frankfurth nærved Philadelphia, da en liten dreng, omtrent to år gammel, der var kommet ut fra en liten stue i Nærheden, lå og solte seg i Sandet midt på den åpne landevei. Da jeg var henved femhundrede skritt fra barnet, kom der tre lastvogner, hver forspent med fem hester, der hadde holdt ovenfor, mens bøndene var inne på kroen, farende ut over bakken i strykende galopp, nesten ved siden av hverandre. Jeg styrte så hurtig som jeg kunne min vogn ut av veien, men ventet ikke annet, enn å se det stakkels barn knuses under hovene og hjulene. En ung Karl, av profesjon en tømmermann, som holdt på å slå spon på taket av et skur ved siden av veien, bemerket faren, og skjønt han ikke kjente dets foreldre, kastet han seg med et sprang ned fra taket, styrtet frem på veien og fikk tak i barnet, just da den forreste hest neppe var en tomme derfra. Hestens ben kastet ham til jorden; men han tok barnet i kledene og kastet det baklengs ut av veien for de øvrige hester og reddede siden seg selv derved, at han med utrolig hurtighet rullet seg til siden. Barnets mor, som hadde vært beskjeftiget med å vaske, får se vognen å komme, iler ut, ser Barnets fare, springer imot hestene, tar barnet opp nettopp i det øyeblikk, da tømmermannen har kastet det fra seg, trykker det i sine Arme og utstøter et skrik, hvis mage jeg aldri har hørt hverken før eller siden, og som jeg håper aldri mer å få høre; derpå falt hun livløs til jorden. Ved anvendelse av de alminnelige midler lyktes det oss imidlertid snart å bringe henne til live igjen. Innen jeg reiste spurte jeg tømmermannen, om han var gift og om han var beslektet med Barnets foreldre. Han svarte meg, at ingen av delene var tilfellet. „Nå vel,“ sa jeg, „Du fortjener her enhver Faders og Moders takknemlighet, og jeg beder deg at jeg må vise deg min ved denne lille gave,“ hvorpå jeg overakte ham en fem, seks daler, alt hva jeg hadde hos meg. „Nei, jeg takker Dem,“ sa han, „jeg har kun gjort min plikt.“

Norsk lesebok.

114„En høyere grad av mot, Uegennytte og moderlig ømhet kan man neppe forestille seg. Moren var på veien til å styrte seg like inn imellom føttene på de sterke og ville hester og under de tunge Lastvognes hjul. Hun hadde ingen tanke for seg selv, ingen frykt for sitt eget Liv; hennes skrik var uttrykket av en uutsigelig glede, en glede, for stor til å kunne bæres.”

Nå spør jeg: kan Du forestille deg en utaknemmeligere Nidding, enn denne dreng ville være, om han voxede opp uten å elske eller adlyde sin mor? Hun var ferdig til å dø for ham. Hun var ferdig til å styrte seg under de ville Hestes føtter for å redde hans liv. Og har han den ringeste gnist av takknemlighet i sitt bryst, skal han gjøre Alt for å befordre hennes lykke.

Men din mor elsker deg ligesaameget som hin mor elskede sitt barn. Hun er likeså villig til å utsette seg for fare og død som hin. Kan Du utholde den tanke, at Du skulle forårsake den sorg, hvis kjærlighet er så sterk, hvis ømhet er så stor? Meg synes, at enhver dreng, som har noen edel følelse i sitt hjerte, ved tanken herom måtte beslutte seg til å bli sin Moders hygge og glede.

II.

102. For noen år siden hendte det at et barn gikk seg vill i en av de store vestlige Græsørkener i Nordamerika. En, der var med å oppsøke barnet, beskriver begivenheten på følgende måte. Fortellingen inneholder et talende bevis for styrken av en Moders kjærlighet til sitt barn.

„I året 1824 var jeg stationeret i Nærheden av en gressørken. Som bekjent bestå disse ørkener av uhyre sletter, der kun er bevokste med høyt gress. I flere Miles omkrets finnes der ei en eneste Menneskebolig; men ville dyr have ikke sjelden sitt tilhold der. En aften senhøstes vare noen av naboene forsamlede hos meg i en av disse ensomme boliger, og vi hadde just begynt vår gudstjeneste, da det ble meldt, at en enke hadde mistet sitt barn i gressørkenen. Det var kaldt og stormfullt vær og Regnen strømmet ned. Den stakkels enke var i fortvilelse og vår sammenkomst opløstes. Alle lavet seg til å oppsøke det tapte barn. Mitt selskap forstod den ting bedre 115enn jeg; thi de var oppvokste i disse vidstrakte ørkener og sådanne hendelser er ikke sjeldne iblant dem. De forsynte seg med lykter og bluss; thi det var aldeles mørkt; desforuden forsynte de seg med smale Horn, for å kunne blåse signaler til de forskjellige avdelinger av selskapet, når de hadde adspredt seg, hver på sin Kant. Jeg for min del anså det for plikt å bære omsorg for den ulykkelige mor. Hun var nesten fra seg selv; og når hun fikk tid til å overveie sin forlatte og barnløse stilling og de sannsynlige omstendigheter ved sitt Barns død syntes hun å føle seg dobbelt ulykkelig. Hun mottok min arm; Selskapet adspredte seg og ettersøkingen begyndtes. Avtalen var, at så snart barnet var funnet, skulle der, ved en bestemt Tone i hornet, gives signal til de Øvrige, og dette signal skulle gjentas av hver avdeling, som hørte det, inntil hele selskapet på denne måte var blitt underrettet om utfallet.“

„Utsiktene til å finne et bortkommet barn i disse Græsørkener er aldri meget lovende, allermindst en mørk og regnfull natt. Vi streifet om til langt ut på natten. Omsider innså vi, at videre ettersøkning var til ingen nytte, og alle, unntagen moren, besluttet å vende hjem igjen. Det var en forestilling, som hun ikke kunne utholde. Hun ville ikke høre tale om annet enn å fortsette ettersøkingen. Hennes krefter begynte endelig å gi etter, og jeg formådde henne omsider til å vende hjem igjen. Da hun vendte om igjen og oppga sitt barn som tapt, var det med nød og Næppe, hun kunne utholde sin ulykke.

„Mitt barn,“ sa hun, „er blitt oppslukt av et vilt dyr; hans små lemmer er blitt sønderslitte og hans blod har det fryktelige rovdyr drukket!“

Denne forestilling brakte henne til fortvilelse. Da hun hengte seg ved min arm, syntes det som om hennes hjerte ville briste. Undertiden måtte jeg nesten bære henne i mine Arme, for å hindre henne i å falle til jorden.“

„Da vi var kommet et stykke på hjemveien, forekom det meg at vi fjernt borte hørte lyden av et Horn. Vi stanset og lyttet; Tonene gjentoges. Det var det avtalte signal. Barnet var funnet. Hvem kan vel beskrive Moderens følelser.“ Ingen Ord er i stand til å male dem. Så stor er styrken av en Moders kjærlighet. Hvorledes 116kan da et barn være så hårdhjertet, ikke å elske sin mor? Kan der vel være noe utaknemmeligere, enn å bedrøve den, som elsker deg så brennende og som har gjort så meget for deg?

Hvis der gives noen Brøde, som i Guds Øie er større enn alle andre, synes det meg å være utakknemlighet mot foreldre. Om en ond ånd dveler i noe Menneskebryst, må det være i det bryst, som er utakknemlig mot sine foreldres godhet, og som med utakk og ulydighet kan belønne den kjærlighet, der har våket over vår barndom og vernet om våre hjelpeløse år.