Læreplanatlas
Norsk Læsebog for BørnIII. Alvorlige Fortællinger. Anden Samling.

14. Moderkjærlighed.

I.

113

101. En Engelskmand fortæller følgende rørende Historie, for at vise hvor inderlig en Moder elsker sit Barn.

„Jeg kjørte engang i min Vogn op over den bratte Bakke i Landsbyen Frankfurth nærved Philadelphia, da en liden Dreng, omtrent to Aar gammel, der var kommen ud fra en liden Stue i Nærheden, laa og solede sig i Sandet midt paa den aabne Landevei. Da jeg var henved femhundrede Skridt fra Barnet, kom der tre Lastvogne, hver forspændt med fem Heste, der havde holdt ovenfor, medens Bønderne vare inde paa Kroen, farende ud over Bakken i strygende Gallop, næsten ved Siden af hverandre. Jeg styrede saa hurtigt som jeg kunde min Vogn ud af Veien, men ventede ikke andet, end at see det stakkels Barn knuses under Hovene og Hjulene. En ung Karl, af Profession en Tømmermand, som holdt paa at slaae Spaan paa Taget af et Skuur ved Siden af Veien, bemærkede Faren, og skjønt han ikke kjendte dets Forældre, kastede han sig med et Sprang ned fra Taget, styrtede frem paa Veien og fik Tag i Barnet, just da den forreste Hest næppe var en Tomme derfra. Hestens Been kastede ham til Jorden; men han tog Barnet i Klæderne og kastede det baglængs ud af Veien for de øvrige Heste og reddede siden sig selv derved, at han med utrolig Hurtighed rullede sig til Siden. Barnets Moder, som havde været beskjeftiget med at vaske, faaer see Vognen at komme, iler ud, seer Barnets Fare, springer imod Hestene, tager Barnet op netop i det Øieblik, da Tømmermanden har kastet det fra sig, trykker det i sine Arme og udstøder et Skrig, hvis Mage jeg aldrig har hørt hverken før eller siden, og som jeg haaber aldrig mere at faae høre; derpaa faldt hun livløs til Jorden. Ved Anvendelse af de almindelige Midler lykkedes det os imidlertid snart at bringe hende til Live igjen. Inden jeg reiste spurgte jeg Tømmermanden, om han var gift og om han var beslægtet med Barnets Forældre. Han svarede mig, at ingen af Delene var Tilfældet. „Nu vel,“ sagde jeg, „Du fortjener her enhver Faders og Moders Taknemmelighed, og jeg beder Dig at jeg maa vise dig min ved denne lille Gave,“ hvorpaa jeg overakte ham en fem, sex Daler, alt hvad jeg havde hos mig. „Nei, jeg takker Dem,“ sagde han, „jeg har kun gjort min Pligt.“

Norsk Læsebog.

114„En høiere Grad af Mod, Uegennytte og moderlig Ømhed kan man neppe forestille sig. Moderen var paa Veien til at styrte sig lige ind imellem Fødderne paa de stærke og vilde Heste og under de tunge Lastvognes Hjul. Hun havde ingen Tanke for sig selv, ingen Frygt for sit eget Liv; hendes Skrig var Udtrykket af en uudsigelig Glæde, en Glæde, for stor til at kunne bæres.”

Nu spørger jeg: kan Du forestille dig en utaknemmeligere Nidding, end denne Dreng vilde være, om han voxede op uden at elske eller adlyde sin Moder? Hun var færdig til at døe for ham. Hun var færdig til at styrte sig under de vilde Hestes Fødder for at redde hans Liv. Og har han den ringeste Gnist af Taknemmelighed i sit Bryst, skal han gjøre Alt for at befordre hendes Lykke.

Men din Moder elsker Dig ligesaameget som hiin Moder elskede sit Barn. Hun er ligesaa villig til at udsætte sig for Fare og Død som hiin. Kan Du udholde den Tanke, at Du skulde foraarsage den Sorg, hvis Kjærlighed er saa stærk, hvis Ømhed er saa stor? Mig synes, at enhver Dreng, som har nogen ædel Følelse i sit Hjerte, ved Tanken herom maatte beslutte sig til at blive sin Moders Hygge og Glæde.

II.

102. For nogle Aar siden hændte det at et Barn gik sig vild i en af de store vestlige Græsørkener i Nordamerika. En, der var med at opsøge Barnet, beskriver Begivenheden paa følgende Maade. Fortællingen indeholder et talende Beviis for Styrken af en Moders Kjærlighed til sit Barn.

„I Aaret 1824 var jeg stationeret i Nærheden af en Græsørken. Som bekjendt bestaae disse Ørkener af uhyre Sletter, der kun ere bevoxede med høit Græs. I flere Miles Omkreds findes der ei en eneste Menneskebolig; men vilde Dyr have ikke sjelden sit Tilhold der. En Aften seenhøstes vare nogle af Naboerne forsamlede hos mig i en af disse eensomme Boliger, og vi havde just begyndt vor Gudstjeneste, da det blev mældt, at en Enke havde mistet sit Barn i Græsørkenen. Det var koldt og stormfuldt Veir og Regnen strømmede ned. Den stakkels Enke var i Fortvivlelse og vor Sammenkomst opløstes. Alle lavede sig til at opsøge det tabte Barn. Mit Selskab forstod den Ting bedre 115end jeg; thi de vare opvoxne i disse vidtstrakte Ørkener og saadanne Hændelser ere ikke sjeldne iblandt dem. De forsynede sig med Lygter og Blus; thi det var aldeles mørkt; desforuden forsynede de sig med smale Horn, for at kunne blæse Signaler til de forskjellige Afdelinger af Selskabet, naar de havde adspredt sig, hver paa sin Kant. Jeg for min Deel ansaa det for Pligt at bære Omsorg for den ulykkelige Moder. Hun var næsten fra sig selv; og naar hun fik Tid til at overveie sin forladte og barnløse Stilling og de sandsynlige Omstændigheder ved sit Barns Død syntes hun at føle sig dobbelt ulykkelig. Hun modtog min Arm; Selskabet adspredte sig og Eftersøgningen begyndtes. Aftalen var, at saasnart Barnet var fundet, skulde der, ved en bestemt Tone i Hornet, gives Signal til de Øvrige, og dette Signal skulde gjentages af hver Afdeling, som hørte det, indtil hele Selskabet paa denne Maade var bleven underrettet om Udfaldet.“

„Udsigterne til at finde et bortkommet Barn i disse Græsørkener er aldrig meget lovende, allermindst en mørk og regnfuld Nat. Vi streifede om til langt ud paa Natten. Omsider indsaae vi, at videre Eftersøgning var til ingen Nytte, og Alle, undtagen Moderen, besluttede at vende hjem igjen. Det var en Forestilling, som hun ikke kunde udholde. Hun vilde ikke høre tale om andet end at fortsætte Eftersøgningen. Hendes Kræfter begyndte endelig at give efter, og jeg formaaede hende omsider til at vende hjem igjen. Da hun vendte om igjen og opgav sit Barn som tabt, var det med Nød og Næppe, hun kunde udholde sin Ulykke.

„Mit Barn,“ sagde hun, „er bleven opslugt af et vildt Dyr; hans smaa Lemmer ere blevne sønderslidte og hans Blod har det frygtelige Rovdyr drukket!“

Denne Forestilling bragte hende til Fortvivlelse. Da hun hængte sig ved min Arm, syntes det som om hendes Hjerte vilde briste. Undertiden maatte jeg næsten bære hende i mine Arme, for at hindre hende i at falde til Jorden.“

„Da vi vare komne et Stykke paa Hjemveien, forekom det mig at vi fjernt borte hørte Lyden af et Horn. Vi standsede og lyttede; Tonerne gjentoges. Det var det aftalte Signal. Barnet var fundet. Hvem kan vel beskrive Moderens Følelser.“ Ingen Ord ere istand til at male dem. Saa stor er Styrken af en Moders Kjærlighed. Hvorledes 116kan da et Barn være saa haardhjertet, ikke at elske sin Moder? Kan der vel være noget utaknemmeligere, end at bedrøve den, som elsker Dig saa brændende og som har gjort saa meget for Dig?

Hvis der gives nogen Brøde, som i Guds Øie er større end alle andre, synes det mig at være Utaknemmelighed mod Forældre. Om en ond Aand dvæler i noget Menneskebryst, maa det være i det Bryst, som er utaknemmeligt mod sine Forældres Godhed, og som med Utak og Ulydighed kan belønne den Kjærlighed, der har vaaget over vor Barndom og værnet om vore hjelpeløse Aar.