99. Det hændte sig for nogle Aar siden i Hamborg, at en fattig Haandværker døde uden engang at efterlade sig saa meget, at han kunde begraves derfor. Høit oppe i et Baghuus, i en snæver Gade, laa den Døde, og hans Kone sad hos ham og græd bitterligt over sin Nød, som hun slet ingen Udvei saa til at faae afhjulpen. Hun havde just lukket Vinduet op for at faae lidt frisk Luft; da kom der en lille guul Fugl flyvende ind ad Vinduet, satte sig ved Hovedet af Liget og saa ret lystig i Veiret. Da den havde siddet lidt, begyndte den at synge i de skjønneste Toner, saa det skingrede efter. Dette gjorde et underligt Indtryk paa den stakkels Kone; hun kunde ikke græde længer; ja hun syntes, 112at dette muntre lille Dyr vist maatte være et Sendebud fra Vorherre.
Fuglen var tam og fløi hen paa hendes Skulder, saa hun let fangede den. Kort efter kom en Kone, der fra Huset, ind for at see til hende, og hun fortalte denne om Fuglen og viste hende den. Ih, sagde Konen, det er jo en deilig Kanarifugl; og det er ovenikjøbet vist den Fugl, som der staaer om i Avisen idag, at den er fløien bort for sin Eiermand. Pas paa Morlil! Naar Nøden er størst, saa er Hjælpen nærmest, siger det gamle Ord! Lad mig faae Fuglen at gaae med. Den fattige Enke forstod hende endnu ikke rigtigt; men hun gav hende dog Fuglen. Konen kom snart igjen. Det var ganske rigtig den bortfløine Fugl, som der lystes efter. Folkene, som eiede den, havde menneskekjærlige Hjerter; de hjalp Enken den Døde i Jorden, og skaffede hende siden Arbeide, hvorved hun tarvelig ernærede sig.