109

97. Andreas havde det Uheld, at en gammel Kone, som boede i Huus med hans Forældre, fortalte ham Spøgelseshistorier, medens han var lille. Han blev derover saa frygtsom af sig, at han ofte ikke kunde falde i Søvn en heel Nat igjennem, naar et eller andet om Aftenen havde forskrækket ham. Hans Forældre og Lærere havde ofte nok forklaret ham, hvor urimeligt det var at troe, der var Spøgelser til, men han kunde dog ikke undertrykke sin Frygt for dem.

Da han siden kom i Lære hos en Kleinsmed, maatte han sove paa et Loftskammer tilligemed Mesterens to Sønner. Disse Drenge mærkede snart paa den trohjertede Andreas, at han var bange for Spøgelser, og besluttede engang at have deres Løier med ham. Den ene foregav derfor en Aften, at han var meget træt og vilde gaae tilsengs. Men han havde iforveien aftalt med sin Broder, at han vilde krybe ind under Andreasses Seng og, naar denne saa havde lagt sig, først rasle med en Lænke, og derpaa pludselig komme frem, indsvøbt i et hvidt Lagen, og stille sig hen lige udenfor Sengen; Broderen skulde imedens lukke Kammerdøren i Laas udenfra, saa at Andreas ikke kunde slippe ud. (Hvad synes I om denne Aftale?)

Alting skete som det var aftalt, og den frygtsomme Andreas blev virkelig narret ved Lænkens Raslen, da nemlig den gamle Kjærring havde sagt, at Spøgelser slæbte Lænker efter sig. Endelig vovede han at raabe om Hjælp, 110men fik intet Svar. Nu steg hans Angst til det høieste; han sprang op af Sengen og vilde ud af Døren, da den hvide Skikkelse i det samme traadte hen imod ham og greb fat i ham. Afmægtig styrtede Andreas om paa Gulvet og gav ikke en Lyd fra sig.

Først gottede de ubetænksomme Drenge sig ret over Virkningen af deres Paafund, men endelig mærkede de, hvad Fortræd de havde gjort. De gave sig derfor tilkjende, men det var for sildigt; Andreas laa ganske livløs. I stor Angest kaldte de nu deres Forældre op, men først efter megen Møie blev den afmægtige Andreas bragt tillive igjen; dog kom han sig ikke saa snart, thi en hidsig Feber var Følgen af den Skræk, han havde udstaaet. Begge Drengene angrede vel deres Spøg, thi de havde ikke forestilt sig, at den kunde løbe saa ilde af, men nu var Skaden eengang skeet. Faderen straffede dem tilbørlig for deres Ubesindighed, og gjorde sig siden Umage for, lidt efter lidt at befrie Andreas for sin beklagelige Frygtsomhed.

Hvo havde viist Ubetænksomhed her?

109

97. Andreas hadde det uhell, at en gammel kone, som bodde i hus med hans foreldre, fortalte ham spøkelseshistorier, mens han var lille. Han ble derover så fryktsom av seg, at han ofte ikke kunne falle i søvn en hel natt igjennom, når et eller annet om Aftenen hadde forskrekket ham. Hans Forældre og lærere hadde ofte nok forklaret ham, hvor urimelig det var at tro, der var spøkelser til, men han kunne dog ikke undertrykke sin frykt for dem.

Da han siden kom i lære hos en kleinsmed, måtte han sove på et Loftskammer tillikemed Mesterens to sønner. Disse drenger merkede snart på den trohjertede Andreas, at han var bange for spøkelser, og besluttet engang å ha deres løyer med ham. Den ene foregav derfor en aften, at han var meget trett og ville gå til sengs. Men han hadde i forveien avtalt med sin bror, at han ville krype inn under Andreasses seng og, når denne så hadde lagt seg, først rasle med en lenke, og derpå plutselig komme frem, innsvøpt i et hvitt laken, og stille seg hen like utenfor sengen; Broren skulle imens lukke Kammerdøren i lås utenfra, så at Andreas ikke kunne slippe ut. (Hva synes dere om denne avtale?)

Alting skjedde som det var avtalt, og den fryktsomme Andreas ble virkelig narret ved lenkens Raslen, da nemlig den gamle kjerring hadde sagt, at spøkelser slepte lenker etter seg. Endelig vovede han å rope om hjelp, 110men fikk intet svar. Nå steg hans angst til det høyeste; han sprang opp av sengen og ville ut av døren, da den hvite skikkelse i det samme trådte hen imot ham og grep fat i ham. Avmektig styrtet Andreas om på gulvet og ga ikke en lyd fra seg.

Først gottede de ubetenksomme drenger seg rett over virkningen av deres påfunn, men endelig merkede de, hva fortred de hadde gjort. De gave seg derfor tilkjenne, men det var for sildigt; Andreas lå ganske livløs. I stor angst kalte de nå deres foreldre opp, men først etter mye møye ble den avmektige Andreas brakt til live igjen; dog kom han seg ikke så snart, thi en hidsig feber var Følgen av den skrekk, han hadde utstått. Begge drengene angret vel deres spøk, thi de hadde ikke forestilt seg, at den kunne løpe så ilde av, men nå var skaden en gang skjedd. Faderen straffet dem tilbørlig for deres ubesindighet, og gjorde seg siden umake for, litt etter litt at befrie Andreas for sin beklagelige fryktsomhet.

Hvo hadde vist ubetenksomhet her?