107

95. Paa en Herregaard i Jylland indtraf for faa Aar siden følgende sørgelige Hændelse. Herremandens Jæger gik en Dag paa Jagt; men da han kom hjem igjen uden at have truffet noget Vildt, saa ønskede han, som enhver god Jæger, at spare sit Skud og hængte derfor igjen sin ladte Bøsse op i sin Stue ved Siden af de andre Bøsser. Dette Gevær var ladt med Kugle. Et ungt Menneske paa femten Aar, der laa paa Værelse med Jægeren, kom strax efter for at pudse Støvler. Denne Knøs havde altid megen Lyst til at blive Jæger og legede derfor meget gjerne med disse Geværer, naar han var ene paa Værelset, ihvorofte Jægeren end havde forsøgt baade ved Trusler og selv ved Prygl, 108mens han endnu var en Dreng, at faa ham til at lade det være.

Heller ikke dennegang kunde Bertel, saa hed han, undlade at tage en Flint ned af Væggen, spænde Hanen, sigte hen i Veiret og trykke løs; men ulykkeligviis fik han just fat paa den ladte, og førend han mærkede dette, gaaer Geværet af. Kuglen farer igjennem Vinduet ud i Gaarden, og Barnepigen, som just gaaer forbi, segner til Jorden, truffen af Kuglen. Rigtignok reiser hun sig snart igjen og gaaer stønnende nogle Skridt fremad, men hun falder atter. Kudsken, der stod i Nærheden, ilede hende til Hjælp og bar hende op i Huset. Hun blev strax bragt til Sengs og en Vogn jog afsted til nærmeste By for at hente Lægen, men hun døde efter en halv Times Forløb, inden Lægen paa nogen Maade kunde være der.

Det unge Menneske var i sin Fortvivlelse sprungen ud af et Vindue, som vendte mod Haven, og saaledes undsluppen; men allerede den følgende Dag blev han opdaget, og maatte nu til Straf for sin Ubesindighed, ved hvilken han var bleven til en Morder, længe sidde i Fængsel. Vel kom han ud igjen, thi med Villie havde han jo ikke dræbt Pigen; men hans Sind blev aldrig mere beroliget, thi han kunde sit hele Liv igjennem ikke forjage Mindet om denne Gjerning af sin Sjæl.

II.

96. I min Ungdom skulde jeg engang gaae ud paa Jagt. Min Bestemmelse var det at faae en anden Dreng med mig, som boede et lidet Stykke fra min Faders Gaard. Efter at have ladet min Bøsse med et dygtigt Skud Harehagel og sat en ny Flint i Hanen, der gav Ild, saa Gnisterne stode om Staalet som en Ildkvast, lagde jeg med megen Omhu Fængkrudt paa Panden, spændte Hanen ned, kastede Bøssen paa Ryggen og gav mig paa Veien. Da jeg kom til Huset, hvor Drengen boede, som skulde gaae med mig, satte jeg Bøssen mod Væggen og gik ind for at hente ham. Omtrent ti Alen derfra var et andet Huus. En liden Pige stod i Vinduet og saa ud gjennem det. En anden Dreng kom gaaende, tog Bøssen, og da han ikke vidste, at den var ladet, spændte han Hanen, lagde an paa Pigens Hoved, og — trykte løs. Men til Guds Lykke brændte kun Fængkrudtet. 109Var Skuddet gaaet af, vilde Pigens Hoved blevet knust. Jeg kan aldrig uden Gysen tænke paa den Fare, hvori hun svævede. Pigen havde ikke seet Drengen lægge an paa sig, og veed den Dag i Dag er, ei hvor nær hun har været Døden. Hun anede lidet der hun stod sund og frisk ved Vinduet i sin Faders Huus, at hun var saa nær som et Haar ved, Knald og Fald, at styrte død til Gulvet. Vi ere alle mere eller mindre udsatte for saadanne Farer, og naar vi mindst ane det, ere vi maaskee Døden nærmest. Er det da ikke Daarskab at opsætte at berede sig til Døden? Inden en Time kan Du være død. Maaskee faaer Du ikke et eneste Øieblik, hvori Du kan berede Dig til din store Reise.

107

95. På en herregård i Jylland inntraff for få år siden følgende sørgelige hendelse. Herremannens jeger gikk en dag på jakt; men da han kom hjem igjen uten å ha truffet noe vilt, så ønsket han, som enhver god jeger, å spare sitt skudd og hengte derfor igjen sin ladde Bøsse opp i sin stue ved siden av de andre Bøsser. Dette gevær var ladt med kule. Et ungt menneske på femten år, der lå på værelse med jegeren, kom straks etter for å pusse støvler. Denne Knøs hadde alltid mye lyst til å bli jeger og lekte derfor meget gjerne med disse geværer, når han var ene på værelset, ihvorofte jegeren enn hadde forsøkt både ved trusler og selv ved Prygl, 108mens han ennå var en dreng, at få ham til å la det være.

Heller ikke dennegang kunne Bertel, så het han, unnlate å ta en flint ned av veggen, spenne hanen, sikte hen i været og trykke løs; men ulykkeligvis fikk han just fat på den ladde, og før han merkede dette, går geværet av. Kuglen farer igjennom vinduet ut i gården, og barnepiken, som just går forbi, segner til jorden, truffet av Kuglen. Riktignok reiser hun seg snart igjen og går stønnende noen skritt fremad, men hun faller atter. Kusken, der stod i Nærheden, ilede henne til hjelp og bar henne opp i huset. Hun ble straks brakt til Sengs og en vogn jog av sted til nærmeste by for å hente legen, men hun døde etter en halv Times Forløb, innen legen på noen måte kunne være der.

Det unge menneske var i sin fortvilelse sprunget ut av et vindu, som vendte mot hagen, og således unnsluppen; men allerede den følgende Dag ble han oppdaget, og måtte nå til straff for sin ubesindighet, ved hvilken han var blitt til en morder, lenge sitte i fengsel. Vel kom han ut igjen, thi med vilje hadde han jo ikke drept piken; men hans sinn ble aldri mer beroliget, thi han kunne sitt hele liv igjennom ikke forjage minnet om denne gjerning av sin sjel.

II.

96. I min ungdom skulle jeg engang gå ut på jakt. Min bestemmelse var det å få en annen dreng med meg, som bodde et lite stykke fra min Faders gård. Etter å ha latt min Bøsse med et dyktig skudd Harehagel og satt en ny flint i hanen, der ga Ild, så gnistene stod om stålet som en Ildkvast, la jeg med mye omhu fengkrutt på pannen, spente hanen ned, kastet Bøssen på ryggen og ga meg på veien. Da jeg kom til huset, hvor drengen bodde, som skulle gå med meg, satte jeg Bøssen mot veggen og gikk inn for å hente ham. Omtrent ti alen derfra var et annet hus. En liten pike stod i vinduet og så ut gjennom det. En annen dreng kom gående, tok Bøssen, og da han ikke visste, at den var ladet, spente han hanen, la an på Pigens hode, og — trykte løs. Men til Guds lykke brente kun Fængkrudtet. 109Var skuddet gått av, ville Pigens hode blitt knust. Jeg kan aldri uten Gysen tenke på den fare, hvori hun svevde. Piken hadde ikke sett drengen legge an på seg, og vet den dag i dag er, ei hvor nær hun har vært døden. Hun ante lite der hun stod sund og frisk ved vinduet i sin Faders hus, at hun var så nær som et hår ved, knall og fall, å styrte død til gulvet. Vi er alle mer eller mindre utsatte for sådanne Farer, og når vi minst ane det, er vi maaskee døden nærmest. Er det da ikke dårskap å oppsette å berede seg til døden? Innen en time kan Du være død. Maaskee får Du ikke et eneste øyeblikk, hvori Du kan berede deg til din store reise.