95. Paa en Herregaard i Jylland indtraf for faa Aar siden følgende sørgelige Hændelse. Herremandens Jæger gik en Dag paa Jagt; men da han kom hjem igjen uden at have truffet noget Vildt, saa ønskede han, som enhver god Jæger, at spare sit Skud og hængte derfor igjen sin ladte Bøsse op i sin Stue ved Siden af de andre Bøsser. Dette Gevær var ladt med Kugle. Et ungt Menneske paa femten Aar, der laa paa Værelse med Jægeren, kom strax efter for at pudse Støvler. Denne Knøs havde altid megen Lyst til at blive Jæger og legede derfor meget gjerne med disse Geværer, naar han var ene paa Værelset, ihvorofte Jægeren end havde forsøgt baade ved Trusler og selv ved Prygl, 108mens han endnu var en Dreng, at faa ham til at lade det være.
Heller ikke dennegang kunde Bertel, saa hed han, undlade at tage en Flint ned af Væggen, spænde Hanen, sigte hen i Veiret og trykke løs; men ulykkeligviis fik han just fat paa den ladte, og førend han mærkede dette, gaaer Geværet af. Kuglen farer igjennem Vinduet ud i Gaarden, og Barnepigen, som just gaaer forbi, segner til Jorden, truffen af Kuglen. Rigtignok reiser hun sig snart igjen og gaaer stønnende nogle Skridt fremad, men hun falder atter. Kudsken, der stod i Nærheden, ilede hende til Hjælp og bar hende op i Huset. Hun blev strax bragt til Sengs og en Vogn jog afsted til nærmeste By for at hente Lægen, men hun døde efter en halv Times Forløb, inden Lægen paa nogen Maade kunde være der.
Det unge Menneske var i sin Fortvivlelse sprungen ud af et Vindue, som vendte mod Haven, og saaledes undsluppen; men allerede den følgende Dag blev han opdaget, og maatte nu til Straf for sin Ubesindighed, ved hvilken han var bleven til en Morder, længe sidde i Fængsel. Vel kom han ud igjen, thi med Villie havde han jo ikke dræbt Pigen; men hans Sind blev aldrig mere beroliget, thi han kunde sit hele Liv igjennem ikke forjage Mindet om denne Gjerning af sin Sjæl.
II.
96. I min Ungdom skulde jeg engang gaae ud paa Jagt. Min Bestemmelse var det at faae en anden Dreng med mig, som boede et lidet Stykke fra min Faders Gaard. Efter at have ladet min Bøsse med et dygtigt Skud Harehagel og sat en ny Flint i Hanen, der gav Ild, saa Gnisterne stode om Staalet som en Ildkvast, lagde jeg med megen Omhu Fængkrudt paa Panden, spændte Hanen ned, kastede Bøssen paa Ryggen og gav mig paa Veien. Da jeg kom til Huset, hvor Drengen boede, som skulde gaae med mig, satte jeg Bøssen mod Væggen og gik ind for at hente ham. Omtrent ti Alen derfra var et andet Huus. En liden Pige stod i Vinduet og saa ud gjennem det. En anden Dreng kom gaaende, tog Bøssen, og da han ikke vidste, at den var ladet, spændte han Hanen, lagde an paa Pigens Hoved, og — trykte løs. Men til Guds Lykke brændte kun Fængkrudtet. 109Var Skuddet gaaet af, vilde Pigens Hoved blevet knust. Jeg kan aldrig uden Gysen tænke paa den Fare, hvori hun svævede. Pigen havde ikke seet Drengen lægge an paa sig, og veed den Dag i Dag er, ei hvor nær hun har været Døden. Hun anede lidet der hun stod sund og frisk ved Vinduet i sin Faders Huus, at hun var saa nær som et Haar ved, Knald og Fald, at styrte død til Gulvet. Vi ere alle mere eller mindre udsatte for saadanne Farer, og naar vi mindst ane det, ere vi maaskee Døden nærmest. Er det da ikke Daarskab at opsætte at berede sig til Døden? Inden en Time kan Du være død. Maaskee faaer Du ikke et eneste Øieblik, hvori Du kan berede Dig til din store Reise.