106

94. Hør, lille Fader! sagde Erik, da han en Middag kom hjem fra Skolen, kan Du ikke nok huske Nikolai, som mistede begge sine Forældre for nogle Aar siden? Det er ham, hvis Fader var Gartner hos Amtmandens. Det gaaer ham nu saa jammerligt; han har længe ligget syg, og man siger, at han ikke kan komme sig, fordi de hæslige Folk, som han er hos, lade ham ligge i et afsides Kammer og hverken passe eller pleie ham rigtig. Maa jeg ikke gaae hen og see til ham; det er saadan en snild Dreng?

Meget gjerne, svarede Faderen, det kan maaskee opmuntre ham lidt. Vi skulde blot vide, hvad Sygdom det er, thi er den smitsom, saa maae vi være forsigtige; jeg skal see at faae Underretning derom engang idag. Men Erik tilbød sig strax at løbe til Lægen, for at faae det at vide. Lægen var ikke hjemme, men Erik fik ham snart opspurgt etsteds i Byen, og erfoer nu, at Nikolais Sygdom var en ondartet Koldfeber. Da Lægen mærkede Eriks Hensigt med at spørge herom, føiede han til, at Medicin ikke vilde hjælpe synderligt i dette Tilfælde, men at god Røgt og Pleie alene kunde gjøre Udslaget. Herover blev Erik just meget glad, da han allerede havde besluttet i sit stille Sind, paa alle Maader at tage sig af sin Kammerat.

Erik var nu hos den Syge næsten i al sin Fritid, baade Søndag og Hverdag; han tilbragte endogsaa i Begyndelsen et Par Aftener til ud paa Natten hos ham, da der sommetider paakom Nikolai en stor Ængstelighed, og søgte at opmuntre ham ved allehaande Tale. Snart begyndte 107den Syge at komme sig lidt, og Erik bragte ham nu styrkende Spiser fra sin Moder, læste for ham af underholdende Bøger, som han laante rundt omkring, og bragte ham et Par Gange smukke Kobberstik, som en af Præsterne i Byen eiede og som Erik ved sit venlige Væsen fik denne overtalt til at udlaane paa nogle Timer.

Erik trættedes ikke. Engang, da han gik hjem fra Nikolai, mødte han en af deres ældste Skolekammerater, som sagde: Du er da en stor Daare, som sidder og spilder din Tid hos den usle Dreng; hvad kan der komme ud af? Men Erik svarede blot: Dersom Du var syg, Christen Terkelsen, og forladt af alle Mennesker, vilde Du da ikke blive glad, ifald en Kammerat tog sig af Dig, pleiede Dig og trøstede Dig, saa godt han kunde? Hertil svarede den lange Christen ikke et Ord, men gik stiltiende sin Vei.

Nikolai blev saaledes fuldkommen helbredet efter ikke lang Tids Forløb. Det skulde inderlig glæde mig, sagde han engang til sin Ven, om jeg nogensinde kunde gjengjelde Dig alt det Gode, Du har beviist mig. Men Erik svarede: Jeg haaber, at Du ingen Leilighed skal faae dertil; thi jeg vil ingen anden Gjengjeld have end din oprigtige Tak. Fra den Tid levede begge i det hjerteligste Venskabsforbund, og de havde vist gjerne ladet Livet for hinanden, om de vare komne i det Tilfælde.

106

94. Hør, lille far! sa Erik, da han en middag kom hjem fra skolen, kan Du ikke nok huske Nikolai, som mistet begge sine foreldre for noen år siden? Det er ham, hvis far var gartner hos amtmannens. Det går ham nå så jammerligt; han har lenge ligget syk, og man sier, at han ikke kan komme seg, fordi de heslige folk, som han er hos, lade ham ligge i et avsides kammer og hverken passe eller pleie ham riktig. Må jeg ikke gå hen og se til ham; det er sådan en snild dreng?

Meget gjerne, svarte Faderen, det kan maaskee oppmuntre ham litt. Vi skulle blot vide, hva sykdom det er, thi er den smittsom, så må vi være forsiktige; jeg skal se å få underretning derom engang i dag. Men Erik tilbød seg straks å løpe til legen, for å få det å vite. Legen var ikke hjemme, men Erik fikk ham snart oppspurt etsteds i byen, og erfoer nå, at Nikolais sykdom var en ondartet koldfeber. Da legen merkede Eriks Hensigt med å spørre herom, føyet han til, at medisin ikke ville hjelpe synderligt i dette tilfelle, men at god røkt og pleie alene kunne gjøre utslaget. Herover ble Erik just meget glad, da han allerede hadde besluttet i sitt stille sinn, på alle måter å ta seg av sin Kammerat.

Erik var nå hos den syke nesten i all sin fritid, både søndag og hverdag; han tilbrakte endogsaa i begynnelsen et par aftener til ut på natten hos ham, da der sommetider paakom Nikolai en stor engstelighet, og søkte å oppmuntre ham ved allehånde Tale. Snart begynte 107den syke å komme seg litt, og Erik brakte ham nå styrkende spiser fra sin mor, leste for ham av underholdende bøker, som han lånte rundt omkring, og brakte ham et par ganger smukke kobberstikk, som en av prestene i byen eide og som Erik ved sitt vennlige vesen fikk denne overtalt til å utlåne på noen timer.

Erik trættedes ikke. Engang, da han gikk hjem fra Nikolai, møtte han en av deres eldste Skolekammerater, som sa: Du er da en stor dåre, som sitter og spiller din tid hos den usle dreng; hva kan der komme ut av? Men Erik svarte blot: Dersom Du var syk, Christen Terkelsen, og forlatt av alle mennesker, ville Du da ikke bli glad, i fall en Kammerat tok seg av deg, pleide deg og trøstet deg, så godt han kunne? Hertil svarte den lange Christen ikke et ord, men gikk stiltiende sin vei.

Nikolai ble således fullkommen helbredet etter ikke lang Tids forløp. Det skulle inderlig glede meg, sa han engang til sin venn, om jeg noensinne kunne gjengjelde deg alt det gode, Du har bevist meg. Men Erik svarte: Jeg håper, at Du ingen leilighet skal få dertil; thi jeg vil ingen annen gjengjeld have enn din oppriktige takk. Fra den tid levde begge i det hjerteligste vennskapsforbund, og de hadde vist gjerne ladet livet for hinannen, om de var kommet i det tilfelle.