93. Vilhelmine havde aldrig havt Lyst til at komme meget ud af Stuen, og havde slet ikke bekymret sig om at lære at kjende de Ting rigtig, som ere i Verden. Hun ansaa derfor mange Dyr, som dog ere ganske uskadelige, for at være giftige og troede stedse, de vilde bide hende, saa saare de kom hende nær. Hun kunde derfor blive meget forskrækket over en ringe Ting, som en anden ikke agtede det mindste paa. Naar hun saa en Skruptudse, saa sprang hun ti Skridt afveien for den; naar en Rotte kom hende for nær, saa faldt hun næsten i Besvimelse. Med Aarene tog dette snarere til end af.

Da hun var voxen, havde hun engang nogle Veninder hos sig, som hun beværtede med Kaffe. Imedens de venskabelig sad og snakkede sammen, krøb der noget paa hendes 106Arm. Hun saa efter det, og det var en Edderkop. Den havde ikke bidt hende og hun kunde jo let skaffe den bort med en Finger. Men Vilhelmine blev ganske forvirret af Skræk. Uh, hu! skreg hun, sprang op, og rev Kaffebordet om, da hendes Kjole hang fast derved. Alt det smukke Porcellain, som var taget frem i Anledning af de Fremmede, blev slaaet itu og Kaffekanden faldt i Skjødet paa en af hendes Veninder og fordærvede dennes Kjole aldeles. Hun selv rystede over sit hele Legeme, befandt sig saa ilde, at hun maatte gaae tilsengs, og blev saaledes til Latter, ikke blot for hendes Veninder, som tilgave hende, men siden efter for hele Byen, da man hørte dette.

93. Vilhelmine hadde aldri hatt lyst til å komme meget ut av stuen, og hadde slett ikke bekymret seg om å lære å kjenne de ting riktig, som er i Verden. Hun anså derfor mange dyr, som dog er ganske uskadelige, for å være giftige og trodde stedse, de ville bite henne, så såre de kom henne nær. Hun kunne derfor bli meget forskrekket over en ringe ting, som en annen ikke aktede det minste på. Når hun så en Skruptudse, så sprang hun ti skritt afveien for den; når en rotte kom henne for nær, så falt hun nesten i besvimelse. Med årene tok dette snarere til enn av.

Da hun var voksen, hadde hun engang noen venninner hos seg, som hun bevertet med kaffe. Imens de vennskapelig satt og snakkede sammen, krøp der noe på hennes 106arm. Hun så etter det, og det var en edderkopp. Den hadde ikke bitt henne og hun kunne jo lett skaffe den bort med en finger. Men Vilhelmine ble ganske forvirret av skrekk. Uh, hu! skreg hun, sprang opp, og rev kaffebordet om, da hennes kjole hang fast derved. Alt det smukke porselen, som var tatt frem i anledning av de Fremmede, ble slått itu og kaffekannen falt i Skjødet på en av hennes venninner og fordærvede dennes kjole aldeles. Hun selv rystet over sitt hele legeme, befandt seg så ilde, at hun måtte gå til sengs, og ble således til latter, ikke blot for hennes venninner, som tilgave henne, men siden etter for hele byen, da man hørte dette.