92. En Præst fortalte engang Følgende: I den haarde Vinter 1799 gik jeg en Dag ud for at besøge en Ven. I en af de store Gader, jeg skulde igjennem, saa jeg en fattig gammel Kone, som, støttet paa sin Stok, møisommelig og rystende af Kulde slæbte sig frem. Hendes hele Udseende var saa ynkeligt, at det burde have bevæget ethvert 105menneskeligt Hjerte til Medlidenhed. Alligevel standsede hun flere Gange forgjæves, idet hun bad de Forbigaaende om Hjælp.
En liden Dreng, der selv var ussel klædt, saa dette; han tog da et Papir op af Lommen, aabnede det, løb hen til Konen og stak hende hurtig noget i Haanden. Jeg kaldte paa Drengen. Han kom ogsaa hen til mig, men vendte Ansigtet bort. Jeg sagde til ham: hvorfor er Du bange for at see paa mig? Du har jo intet Ondt gjort, min Søn! — Hvad har Du givet den gamle Kone?
En Enesteskilling, svarede han, thi jeg havde ikke mere! Jeg sagde da: Det var ret, min Dreng; Du gav hvad Du havde, og mere kan man ikke forlange af Dig. Men Du kan ikke undvære din Skilling og derfor vil jeg give Dig een igjen.
Jeg gav ham nu otte Skilling, men han vilde slet ikke tage imod dem; efter nogen Betænkning tog han dog Pengene, takkede mig og løb afsted. Men hvor rørt blev jeg ikke, da jeg saa ham atter løbe efter den gamle Kone og trykke hende de Penge i Haanden, jeg havde givet ham. Forgjæves søgte jeg at naae ham; han løb saa hurtig, han kunde, og jeg tabte ham snart af Syne. Ogsaa jeg gav nu min Skjærv til den Gamle, og gik derpaa min Gang.
Kjærlighed søger ikke sin egen Fordeel.
(1 Cor. 13, 5.)