91. Adolf havde kjærlige Forældre, som derhos vare temmelig velhavende. De anvendte meget paa ham og Adolf fik alt, hvad en saadan Dreng kan ønske sig: pæne Klæder, mange Fornøielser, smukke Billedbøger, en lille Have for sig selv og meget andet. Men just det, at det gik ham saa overmaade vel, kunde han ikke taale, og han blev utilfreds og unøisom, det vil sige: han glædede sig tilsidst aldrig over det, han havde, men fandt altid noget at dadle derved, og længtes efter noget Andet, som han meente var bedre.
Naar han f. Ex. fik en smuk ny Trøie, saa var den ham enten for lang eller for vid, eller ogsaa sad Knapperne galt, eller Farven behagede ham ikke. Gik han og spadserede med Forældrene, saa var det snart for varmt, snart for koldt, eller det skulde have været paa en anden Tid af Dagen, eller man skulde være gaaet et ganske andet Sted hen; eller ogsaa paastod han, Veien var for lang, og han gik da og sukkede hvert Øieblik: Gid vi blot var der! Gid vi bare var der!
Men kom man nu endelig til et saadant Sted, saa havde Adolf atter utallige Ting at klage over; var der Viin at lædske sig paa, vilde han have Mælk; var der Æbler, vilde han have Ribs; var der Musik at høre, vilde han see Komedie; og vilde nu hans Forældre, for at føie ham, tage en Vogn til Hjemturen, saa vilde Adolph ikke kjøre, fordi man saa gruelig blev rystet paa en Vogn.
Paa denne Maade forbitrede den utilfredse Dreng sig næsten alle Fornøielser, var aldrig glad og berøvede ogsaa Andre deres Glæde. Venner havde han ingen af, thi hvem vilde omgaaes med et saadant Menneske. Og denne slemme Feil tog til med Aarene, istedenfor at aftage. Havde I Lyst til at være saadan?