102

90. I min Barndom kjendte jeg en liden Dreng, der gik i samme Skole som jeg. Nogle af de slette Drenge pleiede at gjøre Nar ad ham, naar han ikke vilde deeltage i deres Drengestreger. Tæt ved Skolegaarden var en liden Frugthave, og Skoledrengene pleiede, uden Eierens Tilladelse, at klatre over Plankegjærdet og rapse Æbler. En Dag klatrede en Deel af dem ind i Haven, for at stjæle Frugt, og kaldte paa den fromme Dreng og bad, at han skulde følge med dem.

103„Kom Henrik,” sagde en af dem til ham, „lad os gaae og knibe nogle Æbler.”

„Æblerne ere ikke rare,” svarede han uforfærdet, „og jeg anseer det for Uret at stjæle.”

„Du er en Kryster og bange for at gaae med: det er Tingen;” sagde den Anden.

„Jeg er bange,” sagde Henrik, „for at gjøre det som er ondt, og det burde I ogsaa være; men jeg er ikke bange for at handle ret.”

Den slemme Dreng blev yderst opbragt over dette tilrettevisende Svar, begyndte at skjælde Henrik ud og give ham Øgenavne og forsøgte at gjøre ham til Gjenstand for hele Skolens Latter.

Skjøndt det var haardt nok, fandt Henrik sig deri med stor Taalmodighed; thi Drengen, som gjorde Nar af ham, var ikke uden Hoved og Indflydelse.

Nogle Dage derefter skulde Drengene ud at fiske. Henrik havde en engelsk Fiskestang, som hans Fader havde kjøbt ham.

Georg, saa vil jeg kalde den Dreng, der var saa uskikkelig mod Henrik, havde god Lyst til at faae laane denne Fiskestang, men skammede sig ved at bede derom. Endelig tog han Mod til sig og raabte til Henrik, der stod ude paa Gaarden:

„Henrik, vil Du laane mig din Fiskestang?”

„Meget gjerne,” svarede Henrik; „vil Du følge med mig hjem, skal Du faae den strax.”

Den stakkels Georg følte sig alt lidt flau over hvad han havde gjort. Imidlertid fulgte han Henrik hjem, for at faae Fiskestangen.

De gik ind sammen, og da Henrik havde nedtaget sine Fiskeredskaber af Væggen, hvor de hang, sagde han til Georg: „Jeg har en ny Fiskesnor derinde, som Fader kjøbte for nogen Tid siden, hvis Du vil, kan Du faae laant den ogsaa.”

Georg kunde næppe see op saa skamfuld følte han sig. Henrik sprang imidlertid efter den nye Medesnor, satte den paa Stangen og lod Georg faae den.

Et Par Dage derefter fortalte Georg mig Hændelsen: „Veed Du hvad,” sagde han, „jeg har aldrig følt mig saa skamfuld i mit Liv. Og saameget er sikkert: aldrig skjælder jeg Henrik ud mere.”

102

90. I min barndom kjente jeg en liten dreng, der gikk i samme skole som jeg. Noen av de slette drenger pleide å gjøre narr ad ham, når han ikke ville delta i deres Drengestreger. Tett ved skolegården var en liten frukthage, og Skoledrengene pleide, uten Eierens tillatelse, å klatre over plankegjerdet og rapse epler. En dag klatret en del av dem inn i hagen, for å stjele frukt, og kalte på den fromme dreng og bad, at han skulle følge med dem.

103„Kom Henrik,” sa en av dem til ham, „la oss gå og knipe noen epler.”

„Eplene er ikke rare,” svarte han uforferdet, „og jeg anser det for Uret å stjele.”

„Du er en kryster og bange for å gå med: det er tingen;” sa den Anden.

„Jeg er bange,” sa Henrik, „for å gjøre det som er ondt, og det burde dere også være; men jeg er ikke bange for å handle rett.”

Den slemme dreng ble ytterst oppbrakt over dette tilrettevisende svar, begynte å skjelle Henrik ut og gi ham økenavn og forsøkte å gjøre ham til gjenstand for hele Skolens latter.

Skjønt det var hardt nok, fant Henrik seg deri med stor tålmodighet; thi drengen, som gjorde narr av ham, var ikke uten hode og innflytelse.

Noen dager deretter skulle drengene ut å fiske. Henrik hadde en engelsk fiskestang, som hans far hadde kjøpt ham.

Georg, så vil jeg kalle den dreng, der var så uskikkelig mot Henrik, hadde god lyst til å få låne denne fiskestang, men skammet seg ved å bede derom. Endelig tok han mot til seg og ropte til Henrik, der stod ute på gården:

„Henrik, vil Du låne meg din fiskestang?”

„Meget gjerne,” svarte Henrik; „vil Du følge med meg hjem, skal Du få den straks.”

Den stakkels Georg følte seg alt litt flau over hva han hadde gjort. Imidlertid fulgte han Henrik hjem, for å få fiskestangen.

De gikk inn sammen, og da Henrik hadde nedtaget sine fiskeredskaper av veggen, hvor de hang, sa han til Georg: „Jeg har en ny Fiskesnor derinne, som far kjøpte for noen tid siden, hvis Du vil, kan Du få lånt den også.”

Georg kunne neppe se opp så skamfull følte han seg. Henrik sprang imidlertid etter den nye Medesnor, satte den på stangen og lot Georg få den.

Et par dager deretter fortalte Georg meg hendelsen: „Vet Du hva,” sa han, „jeg har aldri følt meg så skamfull i mitt liv. Og saameget er sikkert: aldri skjeller jeg Henrik ut mer.”