89. I Fortællingen om Georg Jones fremstillede jeg Dig en ørkesløs Dreng og Følgerne af hans Dovenskab. Jeg vil nu fortælle en anden Historie om Charles Bullard, en af Georgs Skolekammerater. Charles var omtrent af samme Alder som Georg, og havde af Naturen ikke større Anlæg end han; ja, jeg tvivler virkelig om han havde saa godt Hoved som Georg. Men Charles var en flittig Dreng. Alt som Barn var det ham magtpaaliggende at kunne sine Lectier i Skolen. Naar han undertiden havde faaet en svær Lectie, sad han inde og læste over paa den i Fritiden, istedet for at gaae ud og lege med sine Kammerater. Han havde gjort sig det til Regel, først at lære sin Lectie godt, for siden at kunne lege uden Anke. Han glædede sig ligesaameget ved at lege som nogen anden, og stod ingenlunde tilbage deri.
Jeg har neppe seet nogen slaae eller tage en Bold saa godt som ham. Alle vilde gjerne have ham paa sin Side. Jeg sagde, at Charles undertiden sad og læste i Fritiden; det hændte dog meget sjelden; det var kun, naar Lectien var ualmindelig lang eller svær. Almindeligviis var han blandt de første paa Legepladsen; men han var ogsaa blandt de første inde igjen, naar Fritiden var forbi. Den flittige Læsning gav ham Lyst til Legen, og Legen gav ham atter Lyst til flittig Læsning; saaledes var han lykkelig baade i og udenfor Skolen. Lærerne kunde ikke andet end synes godt om ham; thi han kunde stedse sine Lectier og gjorde dem aldrig noget Bryderi.
Ved sin Prøve-Examen besvarede han alle de Spørgsmaal, man gjorde ham. Han havde lagt saa god Grund i Borgerskolen, at han med Lethed kunde holde Skridt med 102sine Kammerater paa Latinskolen, og han havde endda Tid tilovers til Morskabslæsning. Men først og fremmest læste han stedse paa sine Lectier, inden han tog sig noget Andet til, og saa dem altid i en Hast igjennem, førend han gik op. Naar han blev fremkaldt for at examineres, stod han altid rolig op og begik aldrig nogen Feil. Alle Lærerne havde gode Tanker om ham, og han var elsket og agtet af alle sine Kammerater.
Da han skulde gaae til Universitetet, fik han et godt Testimonium fra Skolen, og stod sig meget godt ved sin Examen. Ved Universitetet vedblev han at være ligesaa flittig, skjøndt han der mere raadede sig selv og læste paa egen Haand. Snart vandt han Anseelse baade blandt de Studerende og Professorerne. Ved en høitidelig Leilighed, da en af Studenterne offentlig skulde afholde en Tale, blev Charles udvalgt til at gjøre dette. Det var en stor Hæder og Udmærkelse, og han viste sig den fuldkommen værdig; thi han holdt en Tale, der fandtes saa interessant, at man opfordrede ham til at lade den trykke. Endelig endte han sin akademiske Bane med den Examen, som udfordres for at indtræde i en Embedsstilling. Han tog sin Embedsexamen med Udmærkelse og var den Første blandt dem, som vare oppe sammen med ham. Dette var til stor Glæde for hans Fader, Moder, Brødre og Søstre, og de elskede ham nu mere end nogensinde. Mange gavnlige og indbringende Bestillinger stode ham aabne; thi Charles var en Mand med grundige Kundskaber og nød almindelig Agtelse. For Nærværende er han en driftig og lykkelig Embedsmand. Han har et hyggeligt Hjem og er høiagtet af alle dem, som kjende ham.