99

88. Mange unge Mennesker ansee det ikke for at være af nogen særdeles Vigtighed, om de benytte Tiden vel i sin Ungdom; thi de troe, at de kunne oprette Forsømmelsen, naar de blive ældre. De ansee det for vanærende for Ældre at være ørkesløse; men Børn troe de kunne lege og more sig saa meget de ville.

Saaledes troede og Georg Jones. Han var tolv Aar gammel, da han kom ind i en Borgerskole. Hans Fader gav mange Penge ud for at skaffe ham Bøger og Klæder og den nødvendige Underviisning. Men Georg var ikke flittig. Bestyreren af Skolen sagde ham ofte, at det aldrig vilde gaae ham vel, hvis han ikke var flittig i Ungdommen. Men Georg tænkte blot paa at more sig. Ofte kom han i Skolen uden at have læst over paa sin Lectie, og naar han blev hørt, begyndte han at hakke og stamme og begaae saadanne Feiltagelser, at de øvrige Drenge havde ondt for at afholde sig fra at lee ham ud. Han var en af de daarligste Disciple i Skolen; thi han var den dovneste af dem Alle.

I Fritiden, naar alle Drengene sprang ud og legede paa Pladsen udenfor Skolen, maatte Georg sidde igjen inde og læse bedre over paa sin Lectie. Istedetfor at læse flittigt, naar han var i Skolen, sad han der med Næsen over Bogen og nikkede. Naar Legetiden kom, var han aldrig munter og glad, som de Øvrige; thi kun den Flittige kan ret more sig ved sine Lege. Ingen syntes heller om at lege med ham. Jeg erindrer meget vel, at naar der var Spørgsmaal om at slaae Bold og man paa begge Sider skulde vælge sig Kammerater, valgte vi først alle Andre, førend Turen kom til Georg. Og var der et tilstrækkeligt Antal uden ham, saa fik han aldrig være med. Saaledes havde han det ubehageligt i Skolen, og ubehageligt udenfor Skolen. Intet gjør en Leg saa behagelig som naar man har været meget flittig. Naar Fritiden var forbi, og de øvrige Drenge vendte styrkede og forfriskede tilbage til sine Studier, saa man Georg komme, slæbende Fødderne efter sig, hen til sin Bænk. Enten sad han og sov i Skolen, eller ogsaa fordrev han Tiden med at fange Fluer, som han lukkede inde i smaa Huller, han havde skaaret i sit Bord. Og undertiden, naar Læreren vendte ham Ryggen, 100kastede han smaa Papirkugler om i Værelset. Naar Georg skulde frem og læse sin Lectie op, saa han saa flau og elendig ud, som om han skulde frem og have Bank. De andre Drenge gik frem og læste sine Lectier op med Raskhed og Lyst. De syntes at være glade og lykkelige; men naar Turen kom til Georg, gik det saa seent og usselt, og han sagde op igjen et og det samme, og gjorde saamange Bukker, at alle Kammeraterne skammede sig over at være i Klasse med ham.

Omsider skulde Georg tilligemed endeel andre af sin Klasse ind paa Latinskolen. Skjøndt han bestod sig meget slet til Examen, slap han dog igjennem med de Øvrige; thi Examinatorerne troede, at han maaskee var forknyt, og, at han derfor gav saa daarlige Svar paa deres Spørgsmaal. Men nu fulgte der en tung Tid for den stakkels Georg. Paa en Latinskole viser man ikke megen Skaansomhed mod dovne og uvidende Drenge; og Georg havde forsømt saa meget, at det nu var ham umuligt at holde Skridt med Kammeraterne, om han end anstrengede sig nok saa meget.

I Borgerskolen havde han endda nogenlunde kunnet slaae sig igjennem; thi her var det kun et mindre Antal jevnaarige Klassekammerater, der havde Anledning til at lee ad hans Uvidenhed. Men paa Latinskolen blev det anderledes. Der skulde han examineres i Nærværelsen af flere baade ældre og yngre Kammerater fra Landets forskjellige Skoler; i deres Nærværelse maatte han nu træde frem og svare paa Lærerens Spørgsmaal. Stakkels Dreng! Han fik dyrt betale sin Dovenskab. Det var ret ynkværdigt at see ham, hvorledes han skjælvede i hvert Led, af Frygt for, at Læreren skulde kalde ham op og lade ham læse. Og naar han blev opkaldt og begyndte at læse, kom han sædvanlig ud af det, saa at Læreren maatte gaae fra ham og spørge en anden. Undertiden gav han saa bagvendte Svar og begik saadanne Bukker i sine skriftlige Udarbeidelser, at hele Klassen brød ud i en Skoggerlatter. Dette er det Bifald, Ladheden og Dovenskaben høster. Han havde i saa lang Tid vænnet sig til ikke at bestille noget, at han neppe vidste, hvorledes han skulde bære sig ad for at være flittig. Alle de flinke Disciple skyede ham; de skammede sig ved hans Selskab. Han tabte al Lyst og Mod, begyndte at gaae og drive, kom i slet Selskab og blev lidt efter lidt en Broder Liderlig.

101Skolebestyrelsen nødtes til at give ham consilium abeundi*). Faderen maatte endelig tage ham hjem, og han forlod Skolen, foragtet af alle. For nogle Maaneder siden mødte jeg ham i New-York som en omvankende Tigger, uden Penge, uden Venner. Saadan er Ørkesløshedens Løn. Jeg haaber, at alle mine unge Læsere lægge sig denne Historie paa Hjerte og vænne sig til vel at anvende Tiden, der er det kostbareste af Alt.

99

88. Mange unge mennesker anse det ikke for å være av noen særdeles viktighet, om de benytter tiden vel i sin ungdom; thi de tror, at de kunne opprette forsømmelsen, når de blir eldre. De anser det for vanærende for Ældre å være ørkesløse; men barn troe de kunne lege og more seg så meget de ville.

Således trodde og Georg Jones. Han var tolv år gammel, da han kom inn i en Borgerskole. Hans Fader ga mange penger ut for å skaffe ham bøker og klær og den nødvendige undervisning. Men Georg var ikke flittig. Bestyreren av skolen sa ham ofte, at det aldri ville gå ham vel, hvis han ikke var flittig i ungdommen. Men Georg tenkte blot på å more seg. Ofte kom han i skolen uten å ha lest over på sin lektie, og når han ble hørt, begynte han å hakke og stamme og begå sådanne feiltagelser, at de øvrige drenger hadde ondt for å avholde seg fra å lee ham ut. Han var en av de dårligste disipler i skolen; thi han var den dovneste av dem alle.

I fritiden, når alle drengene sprang ut og lekte på plassen utenfor skolen, måtte Georg sitte igjen inne og lese bedre over på sin lektie. I stedet for å lese flittig, når han var i skolen, satt han der med nesen over boken og nikket. Når Legetiden kom, var han aldri munter og glad, som de Øvrige; thi kun den Flittige kan rett more seg ved sine Lege. Ingen syntes heller om å leke med ham. Jeg erindrer meget vel, at når der var spørsmål om å slå Bold og man på begge sider skulle velge seg Kammerater, valgte vi først alle andre, før turen kom til Georg. Og var der et tilstrekkelig antall uten ham, så fikk han aldri være med. Således hadde han det ubehagelig i skolen, og ubehagelig utenfor skolen. Intet gjør en Leg så behagelig som når man har vært meget flittig. Når fritiden var forbi, og de øvrige drenger vendte styrkede og forfriskede tilbake til sine studier, så man Georg komme, slepende føttene etter seg, hen til sin benk. Enten satt han og sov i skolen, eller også fordrev han tiden med å fange fluer, som han lukket inne i små huller, han hadde skåret i sitt bord. Og undertiden, når læreren vendte ham ryggen, 100kastet han små papirkuler om i værelset. Når Georg skulle frem og lese sin lektie opp, så han så flau og elendig ut, som om han skulle frem og have Bank. De andre drenger gikk frem og leste sine lektier opp med raskhet og lyst. De syntes å være glade og lykkelige; men når turen kom til Georg, gikk det så sent og usselt, og han sa opp igjen et og det samme, og gjorde så mange bukker, at alle kammeratene skammet seg over å være i klasse med ham.

Omsider skulle Georg tillikemed en del andre av sin klasse inn på Latinskolen. Skjønt han bestod seg meget slett til eksamen, slapp han dog igjennom med de Øvrige; thi eksaminatorene trodde, at han maaskee var forknytt, og, at han derfor ga så dårlige svar på deres spørsmål. Men nå fulgte der en tung tid for den stakkels Georg. På en latinskole viser man ikke mye skånsomhet mot dovne og uvitende drenger; og Georg hadde forsømt så meget, at det nå var ham umulig å holde skritt med kammeratene, om han enn anstrengte seg nok så meget.

I Borgerskolen hadde han enda noenlunde kunnet slå seg igjennom; thi her var det kun et mindre antall jevnaarige Klassekammerater, der hadde anledning til å lee ad hans uvitenhet. Men på Latinskolen ble det annerledes. Der skulle han eksamineres i Nærværelsen av flere både eldre og yngre Kammerater fra Landets forskjellige skoler; i deres Nærværelse måtte han nå tre frem og svare på Lærerens spørsmål. Stakkels dreng! Han fikk dyrt betale sin dovenskap. Det var rett ynkværdigt å se ham, hvorledes han skalv i hvert Led, av frykt for, at læreren skulle kalle ham opp og lade ham lese. Og når han ble oppkalt og begynte å lese, kom han sedvanlig ut av det, så at læreren måtte gå fra ham og spørre en annen. Undertiden ga han så bakvendte svar og begikk sådanne bukker i sine skriftlige utarbeidelser, at hele klassen brød ut i en skoggerlatter. Dette er det bifall, latheten og dovenskapen høster. Han hadde i så lang tid vennet seg til ikke å bestille noe, at han neppe visste, hvorledes han skulle bære seg ad for å være flittig. Alle de flinke disipler skyede ham; de skammet seg ved hans selskap. Han tapte all lyst og mot, begynte å gå og drive, kom i slet selskap og ble litt etter litt en bror Liderlig.

101Skolebestyrelsen nødtes til å gi ham consilium abeundi*). Faderen måtte endelig ta ham hjem, og han forlot skolen, foraktet av alle. For noen måneder siden møtte jeg ham i New-York som en omvankende tigger, uten penger, uten venner. Sådan er ørkesløshetens Løn. Jeg håper, at alle mine unge lesere legge seg denne historie på hjerte og venne seg til vel å anvende tiden, der er det kostbareste av Alt.