86. To Drenge fra Byen opholdt sig i deres Ferier paa Landet. En Dag forvildede de sig i en frygtelig Skov, kom omsider til en uanseelig, eensomt liggende Gaard og blev der Natten over.
Om Midnat hørte de tale i næste Kammer. Begge holdt strax Øret til Brædevæggen og lyttede. Da fornam de tydeligen følgende Ord: „Kone, læg imorgentidlig Ild under Kjedlen; jeg vil slagte vore tvende Knægte fra Byen.“
De arme Drenge følte en Dødsens Angst. „O Himmel! vor Vert er en Menneskeæder!“ sagde de sagte til hinanden og sprang begge ud af Kammervinduet for at undflye. Men til deres nye Skræk fandt de Porten lukket.
Da krøb de ind i Svinestien til Svinene, og tilbragte Natten i dødelig Skræk. Om Morgenen kom Verten, lukkede Svinestien op, hvæssede sin Kniv og raabte: „Nu frem, I Knægte; Eders sidste Time er kommen!“
Begge Drengene opløftede et Jammersskrig og bønfaldt paa deres Knæ, han maatte ikke slagte dem. Værten undrede sig ved at finde dem i Svinestien, og spurgte, hvorfor de holdt ham for en Menneskeæder.
Drengene sagde grædende: „I har jo selv sagt i Nat, at I vilde slagte os imorgen.“ Men Verten lo af fuld Hals og sagde: „eenfoldige Børn! Eder har jeg ikke meent. Det var mine to Grise, som jeg i Spøg kaldte mine Knægte fra Byen, fordi jeg har kjøbt dem der. Men saaledes gaaer det, naar man lytter, saa forstaaer man let noget galt,
Norsk Læsebog,
98fatter falsk Mistanke til Andre, gjør sig selv unødvendige Bekymringer, geraader i Angst, og paadrager sig mangen Fortrædelighed.”
De to Drenge krøb frem af Svinestien, og saa halv frygtsomme, halv skamfulde paa den frygtelige Menneskeæder.