93

81. Christoffer levede i bestandig Splid med sine Søskende og sine Skolekammerater. Naar hans lille Søster blot saa paa noget af hans Tøi, saa begyndte han strax at skjænde, og rørte hun derved, saa undsaa han sig ikke for at slaae til hende. Naar han fulgte hende i Skole eller hentede hende hjem, saa havde han bestandig noget at skjænde over; thi snart gik hun ham for hurtigt, snart for langsomt, snart igjen slæbte han den stakkels Pige saa ubarmhjertigt afsted, at hun hvert Øieblik var nær ved at falde. Sad hun paa Bænken udenfor Døren, og Christoffer kom gaaende, saa raabte han strax: Naa! der vilde jeg just sidde! og gik hun saa ikke med det Gode, saa puffede han hende bort.

Naar en af hans Brødre begyndte at fortælle noget, saa raabte strax Christoffer: Nei! saaledes var det slet ikke; nu skal jeg fortælle, hvordan det gik til. Men for det meste fortalte han da Tingen urigtigt eller just netop saaledes, som de Andre havde gjort det. I Skolen bar han sig ad paa samme Maade; alting skulde her gaae efter hans Sind, og ytrede nogen en anden Mening end hans, saa vilde han 94strax bevise sin Ret med den knyttede Næve istedenfor med fornuftige Ord. Derfor vilde tilsidst ingen sidde hos ham eller lege med ham.

Da Christopher blev større, satte han endogsaa en Ære i at byde enhver Trods, og forlod sig derved paa sin Legemsstyrke; især havde de Smaa og de Fredsommelige ingen Ro for ham; han blev aldrig træt af at drille dem. Ogsaa paa Gaden begyndte han nu Klammerier: men da han her flere Gange traf paa en Modstander, der overgik ham i Kræfter og i Øvelse, saa havde han for det meste et forslaaet Ansigt. Alle skikkelige Folk skyede ham derfor. Engang fik han i et Slagsmaal endogsaa en Kuul i Hovedet, der i flere Uger voldte ham ulidelige Smerter og hvoraf han beholdt en hæslig Knude hele sin Livstid.

Men heller ikke dette Uheld bragte ham til Eftertanke, og hans Hidsighed styrtede ham i nye Ulykker. En Søndag var han gaaet ud til et Tracteursted, hvor han snart yppede Kiv; hans Modstander var en haandfast Karl, hvorover Christopher blev endnu mere vred og vild, og han bibragte da denne et Saar, hvoraf han snart døde. Den ulykkelige Christoffer maatte til Straf herfor tilbringe Resten af sit Liv i Tugthuset, adskilt fra Verden og død for de Levende.

93

81. Christoffer levde i bestandig splid med sine søsken og sine Skolekammerater. Når hans lille søster blot så på noe av hans tøy, så begynte han straks at skjænde, og rørte hun derved, så unnså han seg ikke for å slå til henne. Når han fulgte henne i skole eller hentet henne hjem, så hadde han bestandig noe at skjænde over; thi snart gikk hun ham for hurtig, snart for langsomt, snart igjen slepte han den stakkels pike så ubarmhjertig av sted, at hun hvert øyeblikk var nær ved å falle. Satt hun på benken utenfor døren, og Christoffer kom gående, så ropte han straks: Nå! der ville jeg just sitte! og gikk hun så ikke med det gode, så puffet han henne bort.

Når en av hans brødre begynte å fortelle noe, så ropte straks Christoffer: Nei! således var det slett ikke; nå skal jeg fortelle, hvordan det gikk til. Men for det meste fortalte han da tingen uriktig eller just nettopp således, som de andre hadde gjort det. I skolen bar han seg ad på samme måte; alting skulle her gå etter hans sinn, og ytret noen en annen mening enn hans, så ville han 94straks bevise sin rett med den knyttede neve istedenfor med fornuftige ord. Derfor ville til sist ingen sitte hos ham eller leke med ham.

Da Christopher ble større, satte han endogsaa en ære i å by enhver trass, og forlot seg derved på sin Legemsstyrke; især hadde de Smaa og de Fredsommelige ingen ro for ham; han ble aldri trett av å drille dem. Også på gaten begynte han nå klammerier: men da han her flere ganger traff på en motstander, der overgikk ham i krefter og i øvelse, så hadde han for det meste et forslått ansikt. Alle skikkelige folk skyede ham derfor. Engang fikk han i et slagsmål endogsaa en Kuul i hodet, der i flere uker voldte ham ulidelige Smerter og hvorav han beholdt en heslig knute hele sin livstid.

Men heller ikke dette uhell brakte ham til ettertanke, og hans hissighet styrtet ham i nye ulykker. En søndag var han gått ut til et traktørsted, hvor han snart yppede kiv; hans motstander var en håndfast Karl, hvorover Christopher ble enda mer vred og vill, og han bibrakte da denne et sår, hvorav han snart døde. Den ulykkelige Christoffer måtte til straff herfor tilbringe resten av sitt liv i tukthuset, adskilt fra Verden og død for de Levende.