82. Ludvig følte en ondskabsfuld Glæde, naar han kunde indjage Andre Skræk. Han stillede sig derfor undertiden an, som om der var hændtes ham en Ulykke, og begyndte at skraale høit; men naar saa Tjenestefolkene eller hans Søskende kom løbende, saa var det ikke noget, og Ludvig lo dem ovenikjøbet ud. Saaledes sprang han f. Ex. klodset ned ad Trappen og søgte at efterligne den Støi, som et haardt Fald frembringer. En anden Gang stænkede han sig i Ansigtet med Saften af et Kirsebær, saa han saa ganske 95blodig ud, eller han lagde sig ned paa Jorden og skreg, saa man skulde troe, han havde slaaet sig reent fordærvet. Men da han nu saa ofte havde narret Folk, saa hørte Ingen efter ham, just engang, da det var Alvor.
Ludvig var nemlig krøben op paa en Stige, der stod i Udhusene; et af Trinene gik itu, han styrtede ned og brak det venstre Been. Han skreg af fuld Hals, men man brød sig ikke om hans Skrigen og lod ham ligge. Da han havde skreget en Tid lang, slog Samvittigheden ham; han skammede sig over sine tidligere Optøier og laa nu ganske taus. Endelig stødte en Pige paa ham og saa, at det ikke var Spøg. Hastig gik der nu Bud efter Lægen. Men da man ikke i Tide var kommen ham til Hjælp, saa var Benet ganske ophovnet, Kulden havde slaaet sig til, og han maatte ikke allene lide dobbelt Smerte ved Forbindingen, men han kunde ikke længer fuldkommen helbredes og forblev halt saalænge han levede.