91

80. Frederikke havde den onde Vane, at slikke af alt, hvad hun saa, baade Spise- og Drikkevare. Hun var allerede ofte bleven straffet af hendes Forældre, fordi Slikvorrenhed ikke alene er meget uanstændig, men desuden en Aarsag til, at man overhovedet ikke lærer at tæmme sine Begjerligheder.

Men Frederikke lod sig ikke afskrække af nogen Tanke om Utilladeligheden eller Straffen, naar hun fik Lyst til at slikke. Forældrene maatte derfor til deres store Skam bestandig lukke Havedøren i Laas, saalænge der var Frugt i Haven; thi hun plukkede alt hvad hun kunde naae, om det var modent eller ikke, Ribs, Kirsebær, Blommer, Pærer, bed i det og kastede det saa fra sig igjen, naar det endnu var haardt. Naar hun derfor engang slap ud i Haven, saa fordærvede hun næsten lige saa meget som Spurve og andet Utøi tilsammen.

Allerhelst listede hun sig i Mælkestuen, hvor hun med Fingrene strøg Fløden af Bøtterne. I Begyndelsen troede man, at det var Katten, men snart viste det sig, at Frederikke meget godt forstod at tilvende sig Nøglen til Mælkestuen. Hendes bedrøvede Forældre tog hende for sig, forklarede hende, at saadan en Opførsel var lige saa slet, ja værre end Tyveri og bade hende bønligt om at forbedre sig, i det de lovede at eftergive hende al Straf, naar hun blot 92opfyldte deres inderlige Ønske. Men selv denne Kjærlighed rørte ikke den slemme Pige. Engang fik hun endog fat paa en Flaske Viin, som stod optrukken paa Bordet, fordi man den Dag ventede en forbireisende Ven, drak en heel Deel deraf, blev aldeles beruset og havde nær faaet et Slag.

Medens Frederikke saaledes var uforbederlig, straffede Vor Herre hende, da hun mindst ventede det. En Dag var hun i Besøg hos sin Tante. Hun kom til at blive ganske alene i Stuen, og saadanne Tider pleiede hun gjerne at benytte til sin Slikken. Hun saae sig nu allevegne om; men Skabet var lukket i Laas, da Tanten kjendte hende, og paa Bordene fandtes ikke det mindste. Endelig opdagede hun Laaget af en Glasskaal, som stod ovenpaa Skabet, og hendes Lyst kom strax i Bevægelse. Da hun var hos fremmede Folk, skulde hun saameget snarere have tæmmet den (hvorfor vel det?), men det tænkte hun ikke paa.

Hun satte strax en Stol hen for Skabet, men da hun ikke fra den af kunde naae Skaalen, saa hittede hun paa en anden Maade, thi hendes onde Lyst opæggedes alt mere og mere. Hun slæbte ikke uden Møie et Bord hen til Skabet, krøb fra Stolen paa Bordet, og fik nu fat paa Skaalen. Der var noget Hvidt i den, som om det kunde være Sukkerkandis; hun tog et Stykke og smagte paa det; det smagte lækkert, og hun tog altsaa dygtig til sig.

I det samme kom Tanten løbende, da hun havde hørt Støien med Bordet. Frederikke blev saa forskrækket, at hun nær var falden ned af Bordet; men hendes gode Tante blev endnu mere forskrækket, da hun saa, at Frederikke havde spiist næsten alt det giftige Blysukker. Dette var nemlig bleven anskaffet samme Dag til at lave Blyvand af, som er et vigtigt Lægemiddel til udvortes Brug. Hun tog hende strax ned af Bordet, gav hende Mælk, for at hun skulde komme til at kaste op, og sendte Bud efter Lægen. Men 93snart følte Frederikke Smerter i Underlivet, fik den allervoldsomste Krampe og skreg, saa man kunde høre hende flere Huse borte.

Lægen kom, foreskrev, at hun skulde drikke endnu mere Mælk, og gav hende siden andre Lægemidler; men hun havde slikket for meget, til at kunne helbredes. Vel beholdt hun Livet, men hendes Helbred var knækket; hun blev aldrig rigtig voxen, saa gusten og afkræftet ud og havde en uafbrudt Lamhed i alle Lemmer, især i begge Hænderne, saa hun intetsomhelst kunde foretage sig, ikke engang klæde sig paa eller af alene.

91

80. Frederikke hadde den onde vane, å slikke av alt, hva hun så, både Spise- og drikkevare. Hun var allerede ofte blitt straffet av hennes foreldre, fordi Slikvorrenhed ikke alene er meget uanstendig, men dessuten en årsak til, at man overhodet ikke lærer å temme sine begjærligheter.

Men Frederikke lot seg ikke avskrekke av noen tanke om utillateligheten eller straffen, når hun fikk lyst til å slikke. Foreldrene måtte derfor til deres store skam bestandig lukke Havedøren i lås, så lenge der var frukt i hagen; thi hun plukket alt hva hun kunne nåe, om det var modent eller ikke, rips, kirsebær, Blommer, pærer, bet i det og kastet det så fra seg igjen, når det ennå var hardt. Når hun derfor engang slapp ut i hagen, så fordervet hun nesten like så meget som spurver og annet utøy tilsammen.

Allerhelst listet hun seg i melkestuen, hvor hun med fingrene strøk fløten av bøttene. I begynnelsen trodde man, at det var katten, men snart viste det seg, at Frederikke meget godt forstod å tilvende seg nøkkelen til melkestuen. Hennes bedrøvede foreldre tok henne for seg, forklarte henne, at sådan en oppførsel var like så slett, ja verre enn tyveri og ba henne bønligt om å forbedre seg, i det de lovede å ettergi henne all straff, når hun blot 92oppfylte deres inderlige ønske. Men selv denne kjærlighet rørte ikke den slemme pike. Engang fikk hun endog fat på en flaske vin, som stod optrukken på bordet, fordi man den dag ventet en forbireisende venn, drakk en hel del derav, ble aldeles beruset og hadde nær fått et slag.

Mens Frederikke således var uforbederlig, straffede vår Herre henne, da hun minst ventet det. En dag var hun i besøk hos sin tante. Hun kom til å bli ganske alene i stuen, og sådanne tider pleide hun gjerne å benytte til sin slikken. Hun så seg nå allevegne om; men skapet var lukket i lås, da tanten kjente henne, og på bordene fantes ikke det minste. Endelig oppdaget hun lokket av en glasskål, som stod ovenpå skapet, og hennes lyst kom straks i bevegelse. Da hun var hos fremmede folk, skulle hun saameget snarere have temmet den (hvorfor vel det?), men det tenkte hun ikke på.

Hun satte straks en stol hen for skapet, men da hun ikke fra den av kunne nåe skålen, så hittede hun på en annen måte, thi hennes onde lyst opæggedes alt mer og mer. Hun slepte ikke uten møye et bord hen til skapet, krøp fra stolen på bordet, og fikk nå fat på skålen. Der var noe hvitt i den, som om det kunne være Sukkerkandis; hun tok et stykke og smakte på det; det smakte lekkert, og hun tok altså dyktig til seg.

I det samme kom tanten løpende, da hun hadde hørt støyen med bordet. Frederikke ble så forskrekket, at hun nær var falt ned av bordet; men hennes gode tante ble enda mer forskrekket, da hun så, at Frederikke hadde spist nesten alt det giftige Blysukker. Dette var nemlig blitt anskaffet samme dag til å lave Blyvand av, som er et viktig legemiddel til utvortes Bruk. Hun tok henne straks ned av bordet, ga henne melk, for at hun skulle komme til å kaste opp, og sendte bud etter legen. Men 93snart følte Frederikke Smerter i underlivet, fikk den allervoldsomste krampe og skrek, så man kunne høre henne flere hus borte.

Legen kom, foreskrev, at hun skulle drikke enda mer melk, og ga henne siden andre legemidler; men hun hadde slikket for meget, til å kunne helbredes. Vel beholdt hun livet, men hennes helbred var knekket; hun ble aldri riktig voksen, så gusten og afkræftet ut og hadde en uavbrutt lamhet i alle lemmer, især i begge hendene, så hun intetsomhelst kunne foreta seg, ikke engang klede seg på eller av alene.